POTTEMAGERI! En hyldest til levende håndværk
13 apr 201912 jan 2020

Foto: Ole Haupt

Vådt ler, der med sikker hånd drejes op til kop efter kop, krukker, fade, kar og kander. Brændt og glaseret i alskens farver. Beundret, anvendt og elsket af mange. Udstillingen Pottemageri! hylder nu dette fascinerende håndværk med en kavalkade af sprudlende stel, skabt af Dansk Pottemagerforenings dygtige medlemmer. Den store diversitet i udtryk og teknikker demonstreres i en installation på godt og vel 100 kopper og tallerkener, mens 16 pottemagere er udvalgt til at vise deres formidable kunnen i større skala.

De besøgende inviteres til selv at gå på opdagelse i udstillingen og flytte rundt på kopper og tallerkener. Ved at holde en kop i hænderne, føle på en tallerkens overflade, og afprøve hvilke strukturer og farver, der fungerer sammen, kan man mærke kvaliteten og forskelligheden i dette enestående håndværk. Duften af vådt ler og drejeskivens summen bliver jævnligt en del af oplevelsen, da der indrettes et værksted midt i udstillingen. Her vil pottemagere løbende demonstrere deres håndværk og give gæsterne et unikt indblik i nogle af keramikkens spændende teknikker.

Interessen for keramikken har sjældent været større. Keramik er blevet et tema for tv-programmer, og aftenskolerne melder om udsolgte kurser. Ambitiøse restauranter efterspørger specialdesignet og håndlavet keramik fra små producenter til at fuldende deres gastronomiske kreationer. Herhjemme oplever pottemagerfaget og de små værksteder heldigvis også fornyet interesse og opblomstring, og nye værksteder kommer til. Udstillingen sætter derfor fokus på håndværket og kvaliteten i den pottemagerskabte keramik. Den belyser på denne baggrund pottemagerfaget som et levende håndværk og kunsthåndværk i stadig fornyelse, forandring og udvikling.

CLAY Keramikmuseum Danmark

Kongebrovej 42
5500 Middelfart

Tirs-søn 10-17

Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré

Kontakt

+45 64414798

POTTEMAGERI! En hyldest til levende håndværk
13 apr 201912 jan 2020

Del

'POTTEMAGERI! En hyldest til levende håndværk'

Facebook