Summer in the City: Artists of the Gallery
16 aug 20197 sep 2019

I den fjortende udgave af vores årlige gruppeudstilling, ”Summer in the City”, er vi stolte af at præsentere splinternye værker af galleriets kunstnere.

Udstillingen giver mulighed for at få et overblik over de repræsenterede kunstnere og en indsigt i, hvor vidtfavnende galleriets profil er, ved at fremvise meget forskelligartede værker i en bred vifte af medier, deriblandt maleri, tegning, skulptur, fotografi og video. Derudover præsenterer vi fem spændende gæstekunstnere, som er særligt inviteret til dette års sommerudstilling.

Joakim Eneroth: Blinded by the Know 1, 2018. Pressefoto

Richard Mosse er en irsk fotograf, som arbejder med konceptuel dokumentarisme, eksempelvis i The Enclave, som tidligere har været vist på Louisiana Museum of Modern Art. I denne serie gør Mosse brug af en speciel type uddateret militær overvågningsfilm for at give borgerkrigen i DR Congo et nyt perspektiv. Denne bestemte film opfanger det usynlige spektrum af infrarødt lys, hvilket får det ellers grønne landskab til at fremstå i lyserøde nuancer.

Vores anden gæstekunstner er Joakim Eneroth, som er en multidisciplinær kunstner fra Sverige. Til ”Summer in the City” fremviser Eneroth et udvalg af sine beherskede, minimalistiske fotografier, der stiller spørgsmål til, hvordan vores individuelle perception er formet af et kollektivt perspektiv. Hans vekslende og eksperimenterede fremgangsmåder giver grobund til kunstværker, som er både kontemplative og poetiske.

Den amerikanske kunstner Slater Bradley arbejder både med fotografi, tegning, maleri, film og video, hvor han som regel inkorporerer popkultur og udpræget punk- og popmusik for at udforske diverse eksistentielle temaer. Bradley er repræsenteret i forskellige museumssamlinger, deriblandt MoMA, Guggenheim, Whitney Museum og Zabludowicz Collection.

Ditte Ejlerskov er den fjerde kunstner, vi har inviteret. Hun er en dansk maler, der udforsker sin generations tematiske og perceptuelle erfaringer, som oftest med en feministisk vinkel. Ejlerskov er velbevandret i mange forskellige kunstneriske udtryksformer, og hendes værker omfatter både abstrakte malerier og referencer til popkulturelle ikoner. Endvidere blev hun i 2017 kommissioneret til at male det officielle portræt af statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Kristian Kragelund fuldender vores liste af gæstekunstnere. Han er født i Danmark, men bor og arbejder i London, hvor han skaber sine værker ved at manipulere diverse materialer gennem forskellige kemiske processer, der typisk involverer oxidering og nedbrydning. Sædvanligvis påfører Kragelund en opløsning for at forandre den pågældende overflade, der sommetider består af fundne genstande, og der opstår således en form for alkymistisk abstrakt kunst.

Martin Asbæk Gallery

Bredgade 23
1260 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang - nej

Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 11-18
Lør 11-16

Gratis entré

Kontakt

+45 3315 4045

Summer in the City: Artists of the Gallery
16 aug 20197 sep 2019

Del

'Summer in the City: Artists of the Gallery'

Facebook