De fleste fabeldyr er opstået som kimærer, altså ved at splejse forskellige arter sammen til ét væsen, ofte som skræmmende uhyrer. Den oprindelige kimære var en blanding af en løve, en ged og en slange, men ordet bruges i dag om sammensatte dyr i det hele taget.

I vores tid har bioteknologien så været i stand til at skabe noget, der kunne minde om virkelige kimærer i form af at blande celler fra forskellige arter, transplantere griseorganer på mennesker og for eksempel gro et menneskeøre på ryggen af en mus. Og disse muligheder vil kun blive større i de kommende år.

Sammenhængen mellem de mytologiske kimærer og de bioteknologiske muligheder er det konceptuelle udgangspunkt for Sif Itona Westerbergs værk Fountain på Traneudstillingen.

Mærkelige hybrider

Værket er ikke rigtig et springvand, som det ellers præsenteres, men en meget stilfærdig vandkunst, hvor lidt vand løber ned af nogle metalkæder i nogle bassiner med diskrete aftegninger af DNA-strenge og fossiler og cirkulerer rundt via et meget synligt rørsystem.

Ellers består installationen primært af nogle meget lyse gasbetonrelieffer, udformet som kimærevæsener. To sammenslyngede væsener med hundehoveder, tretåede forfødder med kløer, store vinger, en slangebagkrop og menneskebagfødder. En nisse med fuglebagkrop, der har tornede aggregater på halen. Et menneske med hundehoved og en laboratoriekolbe i hånden. Allesammen i en middelalderagtig visuel stil som den man finder i kalkmalerier og illuminerede bøger.

Disse relieffer er monteret i et forløb af metalrør, og rørene udarter sig ind imellem til træagtige gevækster, som vokser der naturpoesi ud af det industrielle. Alle monteringer er synlige med store bolte og metalplader. Og det hele er holdt i lyse farver, som understreger det i forvejen lyse udstillingsrum på Gentofte Hovedbibliotek.

Tegn og tanker

Det stedspecifikke viser sig også i den tilhørende bogudstilling, som sætter det konceptuelle tema: Bøger om bioteknologi, om det transhumane og om Hieronimus Bosch blander sig med romaner af Margaret Atwood og Madeleine Miller, der alle knytter an til kimærer på forskellige måder. Og så er der Andrea Wullfs bog om en af oplysningstidens vigtigste videnskabsmænd, Alexander von Humboldt, der så naturen som en sammenhængende størrelse frem for blot en masse enkeltfænomener og dermed lagde grundtanken til det, vi i dag forstår som økosystemer.

Så der udveksles tegn på livet løs – visuelle, materielle og konceptuelle – på tværs af tider og verdensopfattelser med livsformer som gennemgående omdrejningspunkt og vandet som den materielle livgiver.

Sif Ilona Westerberg formår at skabe nogle korrespondenser mellem disse verdensopfattelser på en æstetisk vellykket, omend lidt fersk måde. Det er meningsfuldt, visuelt mildt stimulerende og kan minde om en offentlig udsmykning, uden at man væltes bagover eller får brændt store nye erkendelser ind i sjælen på trods af det vigtige emne. Dertil er sammenknytningerne alligevel for løse og uforpligtende.