Det danske folketingsvalg er i skrivende stund netop overstået, og det med et generelt nederlag til den nationalistiske højrefløj, også selv om Nye Borgerlige kom på tinge. I Sverige ser det anderledes ud, her vokser Sverigedemokraterne støt og fik små 18% af stemmerne ved sidste valg. Det er dog stadig færre end DF i deres storhedstid.

Mens DF formåede at gøre sig ‘stuerene’ i 00’erne og har været et særdeles indflydelsesrigt støtteparti til de borgerlige regeringer, ser det som bekendt anderledes ud i Sverige, hvor ingen af de andre partier ønsker at samarbejde med SD. Det bliver ofte udlagt som et spørgsmål om forskellen på dansk og svensk kultur, hvor svenskerne er politisk korrekte, mens danskerne er småracistiske – eller med pænere ord: hvor svenskerne er mere humanistiske og danskerne er mere kontante og frisproglige.

Men den svenske kunstner Johan Tirén har en anden forklaring, og den er historisk. Mens DF har sin rod i Fremskridtspartiets ultraliberale nulskatspolitik og en lang parlamentarisk tradition, så er Sverigedemokraternes historiske rødder mere ‘beskidte’. De kan nemlig føres tilbage til den racistiske bevægelse Bevar Sverige Svensk. Denne bevægelse delte sig i to uforsonlige grupper: Nynazisterne, der fungerede udenomsparlamentarisk, og Sverigedemokraterne, der har udviklet sig til et demokratisk, nationalkonservativt parti. På grund af denne fortid er det sværere for SD at gøre sig ‘stuerene’.

Dialogens metode

Denne indledning fordi Johan Tirén-udstillingen på Camp ene og alene handler om Sverigedemokraterne. Nok med et kritisk sigte, men med en undersøgende og dialogisk tilgang frem for bekvemt og forudsigeligt at dæmonisere dem. Det kommer der noget mere interessant ud af, som man også kan erfare ved at kigge på pressens tilgang til Rasmus Paludan her i valgkampen. Man demaskerer ikke Paludan ved at råbe nazist efter ham, men ved at spørge ind til, hvordan hans politik konkret skal føres ud i livet, og så lytte til, hvad der faktisk bliver sagt – på og mellem linjerne. Sådan som satireprogrammet Den korte radioavis så mesterligt gjorde det.

Johan Tirén går dog mere begrebsligt og ideologisk til værks. I udstillingens altdominerende værk fra 2005, en tredobbelt video med titlen Vi säger vad du tänker, spørger han to ledende SD-medlemmer, Jonas Åkerlund og Jan Milld, om, hvad det vil sige at være svensk og hvad forskellige ord og udsagn i deres partiprogram egentlig betyder. Stille og roligt får de lov at forklare sig så godt de kan, og hans spørgsmål er høfligt nysgerrige.

Intet er redigeret ud af videoerne, blandt andet som en reaktion på, at SD generelt følte sig censureret af pressen. Her får de lov at komme til orde, men bliver samtidig tvunget til at forklare deres udsagn meget grundigt, med den sans for djævelen i den begrebslige detalje, som Johan Tirén udviser.

Den tredje video er så med den førende ekspert i det svenske nationale højre, journalisten Daniel Poohl, der i 2001 infiltrerede den højreradikale bevægelse Nationaldemokraterne. Han forklarer historien og ideologien fra et kritisk, men fagligt og nuanceret perspektiv.

Kviksandsgymastik

Rent æstetisk er der ikke meget spas – det er tre snakkende hoveder i en og samme kameraindstilling. Man kan selvsagt ikke følge med i alle tre på én gang, men må skifte. Og den største opmærksomhed påkalder Jonas Åkerlund sig, da han har den største skærm, og det er hans lyd, man hører.

Og så kan man bemærke baggrundene, scenografien. De to sverigedemokrater sidder i samme sofa i en stue, der formentlig tilhører den ene af dem. Bag dem er en tung, mørk bogreol med bogklubbøger og et parti med indbyggede glasdøre. Det lugter af 1970’er-småborgerlighed. Ganske anderledes med den noget yngre journalist, som sidder i et hvidt lokale med en spartansk stigereol bag sig, hvorpå der ligger sporadiske papirbunker.

De har hver deres stil. Journalisten Poohl virker lidt usikker i sit kropssprog, samtidig med at han er både klog og velformuleret.

Milld ser bekymret ud, og virker ikke superskarp. Han kommer ofte til kort, såsom da han bliver stillet til regnskab for sin egen påkaldelse af de ti bud som det yderste grundlag, et samfund bør hvile på. Det er da også noget af et filosofisk kviksand, han her bevæger sig ud i, og Tirén behøver blot med sin rolige stemme at spørge ind til det, mens Milld synker dybere og dybere ned. Eller da han påstår, at nationalstaten er en naturgiven størrelse og til sidst må kaste håndklædet i ringen og sige, at det er han nok ikke den rette til at forklare det. Han er vel at mærke partisekretær på dette tidspunkt.

Så er Jonas Åkerlund noget mere overbevisende. Han er engageret, velformuleret og hurtig. Men han vil ikke diskutere principprogrammet, ligesom han affærdiger de konkrete handlingsplaner som amatørarbejde. Til gengæld vil han gerne tale om ‘menneskets sande natur’ og en særlig svensk mentalitet. Det er også kviksandsgymnastik, og han synker uværgeligt ned, men det er som om han ikke helt opdager det selv.

Verden af i går

I 2005, hvor disse optagelser er lavet, var meget anderledes. Sverigedemokraterne var endnu ikke et etableret parti med mandater i Rigsdagen. Det var før Muhammedkrisen, før Lars Vilks Muhammedtegninger, før Dan Parks provokationer, før angrebene på Charlie Hebdo og på Krudttønden. Og det var før krigen i Syrien og de store flygtningestrømme til Sverige i 2015. Derfor er det også en noget mere teoretisk samtale, end den ville være i dag, hvis Tirén igen satte sig ned og spurgte ind til disse menneskers verdensbillede. De ville kunne sige “hvad sagde vi”, og derfor ville Tirén være nødt til at stille andre spørgsmål og en del af diskussionen ville angå rækkevidden af disse fænomener.

Jeg har fokuseret på videoværket, og uden det ville der ikke være så meget at tale om, men der er også nogle grafiske værker på væggene. De består af et simpelt og lidt indforstået greb: Han har klippet alle tekster ud af udvalgte forsider til Sverigedemokraternes blad gennem årene. De fleste rummer ikke så meget andet end tekst, så det er bare en række tomme felter, men enkelte har en sigende forsideillustration, ikke mindst nr. 23 med en vulgærmytologisk radering, der viser heroiske mennesker og guder af meget nordisk tilsnit – mennesket i landlig idyl, guderne i heroisk kamp. Tak for nationalromantisk kaffe!

Hvis man har en interesse for vor tids nationalisme og islamofobi, er det så afgjort en udstilling, der er værd at blive klogere af. For alt, hvad de siger, lyder som de andre landes højrestrømninger, der præger hele Europa i disse år. Nationalismen er paradoksalt nok næsten ens i alle nationerne. Det skulle man måske konfrontere dem med.