Skildpaddespor på Faaborg Museum

Skildpaddespor på Faaborg Museum

Grafiske arbejder fra Skildpadde-arkivet. Foto: Pernille Kløvedal Helweg

Billedserie

Skildpadde-arkivet

8 nov 2014 1 mar 2015

Pernille Kløvedal Helweg

Faaborg Museum
Se kort og tider

På Faaborg Museum har Pernille Kløvedal Helweg skabt en poetisk og flerstrenget installation, der udforsker Skildpadden som dyr og symbol.

Pernille Kløvedal Helweg er efter eget udsagn ‘feltgrafiker’, forstået på den måde at hendes grafiske tryk bliver til i felten. Hun har lavet kobbertryk af elefantfødder og sågar af en hel grindehval. Ikke mindst har hun haft interesse for skildpadder gennem mange år, og lavet grafiske tryk, hvor hun har fået skildpadderne til at gå henover hendes kobberplader. På udstillingen Skildpadde-arkivet på Faaborg Museum ser man således spor efter blandt andet en Galapagos-skildpadde, og det fremstår som en slags indeksikalsk ‘skrift’ skrevet af et dyr. Kløvedal Helweg betragter da også sine dyretegns-grafik som en slags urtegn.

Se billedserie om Helveg Kløvedals dyretegns-grafik

Spor fra Galapagosskildpadde. Foto: Pernille Kløvedal Helweg
Spor fra Galapagosskildpadde. Foto: Pernille Kløvedal Helweg
Skildpadderne er en urgammel art, som udspaltede sig fra de levende væsener før alle andre krybdyr, og Pernille Kløvedal Helweg har fundet en dyb fascination for de mytologier, der knytter sig til dyret, deres langsomme gang, samt deres hårde skjold, som passer på det bløde indre. Skildpadden har i flere kulturer været et symbol med en særlig kosmologisk funktion og betydning. Under Shangdynasitet i Kina anvendtes skildpaddeskjoldet eksempelvis som et orakel.

På Faaborg Museum kredser hun med brug af mange forskellige medier og udtryk om netop Skildpadden som dyr og symbol. Udstillingen er skabt særligt til museet, og på poetisk og humoristisk vis følger vi skildpaddespor ind til det helligste: skildpadde-arkivet, hvor vi mødes af vise ord og farverige skildpaddeskjold.

Altings start
Som beskuer tages vi ved hånden og vises på vej igennem museets røde rum. Undervejs bevæger vi os i havets overflade, kommer forbi Rom og Hanoi, observerer skrøbelige bevægelser, hårde skudhuller og massive skulpturelle former. Den kunstneriske praksis udfoldes igennem videokunst, grafiske tryk, fotografi og installation. Altsammen med særligt hensyn til de arkitektoniske rammer og den besøgendes oplevelse og interaktion.

I udstillingens første rum er værket Overfladens dyb – en fiktiv brønd – opstillet. I brøndens bund får vi et kig ned på havets overflade og dets samspil med naturens omskiftelige vejr. Med lyden af uvejr og brøndens kolde flade føles det som at stå i vandkanten til et åbent, utilregneligt hav. Her får vi et blik ind i havskildpaddens værested, og med rummets røde vægge får vi tankerne hen på altings begyndelse.

BIXI tall,  2014. 1,43 x 0,60 x 3,04 m.  + opslagstavle på væggen med informationer om Bixier. Foto: Torben Glarbo
BIXI tall, 2014. 1,43 x 0,60 x 3,04 m. + opslagstavle på væggen med informationer om Bixier. Foto: Torben Glarbo

Efter dette møde står vi overfor to skulpturelle transportkasser – Bixi Small og Bixi Tall. De fremstår som indpakkede gamle kinesiske steler – de såkaldte bixisteler, hvor et skildpaddelignende væsen udgør en dekorativ sokkel for stelen.
I Pernille Kløvedal Helwegs udgave er de østlige Bixifigurer transformeret til vestligt modern-art-udtryk med rene, rå flader. Som beskuer overvejer man et øjeblik, om kasserne er på vej væk eller skal pakkes ud, om de er tomme eller om de indeholder masser af visdom, som de gamle bixi-steler.

Hurtig - langsom. Tryk af skildpaddespor i kontrast til sorte plader med skudhuller. Foto: Torben Glarbo
Hurtig – langsom. Tryk af skildpaddespor i kontrast til sorte plader med skudhuller. Foto: Torben Glarbo

Fast Slow
Skildpadden kan ses som symbol for – og bærer af – det helt store historiske spænd og de lange traditioner. Dens alder taget i betragtning – en skildpadde kan blive op til 200 år gammel – har den oplevet verdens gang og forandring på både godt og ondt.

Værkerne Fast Slow, Vestigia Terrent og Sporerne skræmmer pointerer dette link. Her er tre sorte zinkplader beskudt med adskillige skud. På samme måde som skildpadden sætter sine spor, sætter verdens forandring sine spor – her som kolde skud.

Al(verdens) erfaring samles i udstillingens bagerste rum: Skildpadde-arkivet. Her er opstillet reoler med flere end 400 linoleumstryk på træfinér med skildpaddeportrætter med visdomsord på bagsiden. Hver bagside med visdomsord bliver afløst af et nyt i jagten på det særlige citat. Vi må nemlig gerne tage pladerne ud af reolen og undersøge dem.

Citaterne er af både kendte og ukendte afsendere, alle påskrevet af Pernille Helweg Kløvedal. Dog er de alle spejlvendte og derfor fordrer det en vis langsommelighed for at tyde meddelelserne. Men med hjælp fra opstillede spejle kan gåderne løses.

Skildpaddearkivet. Foto: Torben Glarbo
Skildpaddearkivet. Foto: Torben Glarbo
 

Gesamtkunstwerk
Det er interessant, at man automatisk kommer ned i tempo, når man går igennem udstillingen. På den måde formår udstillingen at tale til flere sanser på en gang, og samtidig bliver vi opfordret til aktiv deltagelse i udstillingen. Værkerne og udstillingen skaber en fin balance til museets øvrige samling, hvor særligt Fynbomalerne har en overvægt. Den historiske tid og fokus på natur og dyreliv bliver forbundet rigtig fint med Pernille Helweg Kløvedals udstilling.

Detalje fra Skilpaddearkivet. Gibsafstøbning af galapagosskildpaddens højre fod. Foto: Torben Glarbo
Detalje fra Skilpaddearkivet. Gibsafstøbning af galapagosskildpaddens højre fod. Foto: Torben Glarbo
Udstillingen drager mange paralleller til vores hverdagsliv og vores tilværelse, og samtidig skabes der en fin henvisning til Østens ro og fokus på fordybelse.

Vi er inderst inde nomader, som beskyttes af vores skjold, men af og til stikker vi hovedet frem og kigger ud i verden. Verdens forandring sker langsomt over lang tid, og uanset hvilken vej vi vælger, har det betydning for vores videre færden.

Pernille Kløvedal Helweg er en feltgrafiker, som holder fokus og har skabt en helstøbt udstilling, hvor hver enkelt del er tænkt med. Og Faaborg Museum kan ses som en gammel skildpadde, der nu stikker sit hoved frem fra skjoldet og kigger ud mod samtiden.

Pernille Kløvedal Helweg f. 1946 er autodidakt billedkunstner, og repræsenteret på blandt andet Statens Museum/Kobberstiksamlingen, Museet for Fotokunst Brandst, Vejle Kunstmuseum og Det Kongelige Bibliotek.
Kunstnerens hjemmeside

Arrangementer:
Mandag 15. december kl. 17-19: Pernille Kløvedal Helweg og museumsinspektør Tina Anette Madsen giver en introduktion til udstillingen.

Onsdag 4. februar kl. 19.30-21.15. Foredrag om Pernille Kløvedal Helwegs værker ved kunstkritiker Lisbeth Bonde.

Skildpadde-arkivet vises også på Rønnebæksholm i perioden 30. marts 2015 - 31. maj 2015.

Pernille Kløvedal Helweg er desuden aktuel med udstilling af grafiske værker på Ringe Bibliotek frem til 1 marts 2015.
Læs mere her

Billedserie

Skildpadde-arkivet

8 nov 2014 1 mar 2015

Pernille Kløvedal Helweg

Faaborg Museum
Se kort og tider

Del artiklen

'Skildpaddespor på Faaborg Museum'

Facebook