Jytte Høy kan noget med at skabe nye betydninger ved at overraske med skæve, ukonventionelle konstellationer. Også det retrospektive udstillingsformat formår hun at udfordre – som på Esbjerg Kunstmuseum, hvor hun med flere dejlige gensyn præsenterer et udvalg af egne værker fra de tidlige 1990’ere frem til idag. Men forventeligt gør hun meget mere end det.

Overraskende slægtskaber

Udstillingen er bygget op om en række samtaler med forskellige kunstnerkollegaer fra museets samling, hvor Jytte Høy bruger deres værker til at tale sit eget kunstneriske koncept frem. Personligt ville jeg ikke selv nødvendigvis have fået øje på disse slægtskaber, men i Høys univers giver det uventede alligevel altid mening. Om ikke andet så på et formelt plan.

I en velkomponeret og elegant udstillingsarkitektur er udstillingen derfor samlet i tematiske grupperinger frem for en slavisk kronologisk gennemgang. Det giver en god energi til udstillingen og understreger samtidig Høys kunstneriske praksis: at lade overraskelsen åbne for mødet med værkerne og dermed være medbestemmende for oplevelsen.

Udstillingens titel slår med det samme tonen an: Kunstneren stiller sig så at sige ved siden af sine kollegaer og sine værker. De mange betydningslag, der findes iboende i værkerne og eksternt gennem dialogerne står side om side, lag på lag i et ikke-hierarkisk rum.

Konceptualisten der mimer den klassiske modernisme

Et godt eksempel på en af disse dialoger er det selverklærede slægtskab med den modernistiske billedhugger Eduardo Paolozzi. I en art homage til den italienske forgænger bærer Jytte Høy i værkerne Face to Face og Head to Head forbilledets værk på sit eget ansigt – både fysisk (i form af en maske) og mere symbolsk (som en afbilledet projektion).

I dette værk – som i hendes øvrige stædige insisteren på formalistiske referencer – mimer Jytte Høy æstetikken hos en klassisk modernist, men hun går, naturligvis fristes man til at sige, mere nutidigt til værks: I Høys gentænkning af kunstens udtryk, kobler hun et konceptuelt udgangspunkt med et mere formelt, næsten abstrakt idiom. Idéerne formulerer hun først og fremmest i materialet, de skal skabe friktioner og udfordre genren, begreberne, æstetikken.

Tilsammen peger ideerne og værkerne forsøgsvist på noget andet, noget nyt og skaber dermed mulighed for nye erkendelsesrum. Hendes værk fusionerer, præcist og egenartet, så forskelligartede kunstneriske skoler som konceptkunsten, fluxus og pop med en klassisk formalisme. Og på den baggrund skaber Høy sit egenartede, finurlige udtryk.

Kunstnerisk forskning

Hendes værk favner bredt og rummer en mangfoldighed i udtryk og indhold som kun ganske få kunstnerskaber gør. Forklaringen ligger givetvis i hendes metode. Hun formgiver sine kunstneriske ideer i en ukontrolleret kreativitet, hun eksperimenterer med materialet, leger med sproget, skaber åbne og lidt komplicerede, men altid humoristiske udtryk, der aldrig bare betyder én ting.

Med andre ord: Jytte Høy arbejder som en forsker, der aldrig tager noget for givet, altid stiller sig undrende an.

Kunsten i et hårnet

Hun starter ofte i det mest elementære og egentlig undseelige materiale: Elastikken, træet, hårnettet – alle eksempler er med på udstillingen. Og selvom de kunstneriske spørgsmål, hun stiller for så vidt er ganske komplicerede, holder hun altid udtrykket enkelt og ligefremt.

Som i værket Hårnet geometri (2015-19), hvor en upretentiøs hverdagsgenstand anvendes som kunstnerisk materiale i et både minimalistisk, konceptuelt, men også helt enkelt, sanseligt og humoristisk udtryk. Man mærker kunstnerens begejstring for det bearbejdningslette materiale, den strukturelle logik i organiseringen af hårnettene, den grafiske skønhed, symmetrien og ikke mindst de diskrete brud på den etablerede logik. Kunstneren Jytte Høy i en maggiterning.

Jytte Høy er en af Danmarks mest velrenommerede, veletablerede billedhuggere. Og med god grund. Ud over de mange monumentale solo-udstillinger på de store museer (herunder altså også Esbjerg Kunstmuseum) har hun modtaget al hæder og ære af væsentlighed.

Hendes retrospektive udstilling på Esbjerg Kunstmuseum cementerer denne position fordi udstillingen på fineste vis fortæller historien om en eksperimenterende, legende og ikke mindst modig kunstner, der konstant går nye veje og uafladeligt udfordrer etablerede formater og konventioner. Som en god, gammeldags modernist anno 2019, på den cool måde.