Papegøjens afskedstale

Papegøjens afskedstale

Mona Hatoum: Hot Spot, 2013. Foto: Anders Sune Berg.

Billedserie

Vores fysiske miljøer ruineres, og de arter, vi deler planeten med, uddør – menneskene kan ikke gøre for det, de er bare uopmærksomme, siger en papegøje på kanten af udryddelse sagtmodigt i en video på ARoS. Med Tomorrow is the Question forsøger museet at løfte en stort anlagt og stærkt appellerende temaudstilling højt op på den kritiske klinge.

Smukt flankeret af 15 højt estimerede kunstnere fra den internationale kunstscene står kurator Luise Faurschou – stifter og direktør for ART 2030 – i spidsen for endnu en relevant udstilling på ARoS, som forsøger at tage livtag med aktuelle og presserende samfundsproblematikker.

Helt konkret er udstillingen blevet til på baggrund af Faurschous engagement i motiveringen af mennesker til aktivt at tage ansvar i forhold til implementeringen af FNs 17 klimamål. ART 2030 er en nonprofitorganisation, som gennem kunsten arbejder internationalt med at ”åbne folks hjerter, sind og forestillingsevne”, og hvis mission er ”at inspirere til handling, der understøtter en sund og bæredygtig fremtid.”

Doug Aitken: New Era, 2018. Foto: Anders Sune Berg.

Den manglende samfundsmodel

I 1938 havde verden tre store fortællinger at vælge imellem: liberalisme, kommunisme og fascisme. I 1968 var der under Den Kolde Krig kun to modeller; i 1998 efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens kollaps var der tilsyneladende kun liberalismen tilbage.

I 2018 har vi en situation, hvor afstanden mellem de, som skaber den teknologiske udvikling og dens tilknyttede forretningsmodeller og de, som tager de politiske beslutninger, er blevet så enorm, at det truer vores kapitalistiske demokratier: vækstfilosofien kan ikke længere bruges som løsning på de problemer, verden nu står overfor.

En tilstand af rådvildhed

At vi pludselig står helt uden nogen adækvat retningsgivende model er skræmmende: intet giver mening og ingenting hænger ordentligt sammen. Mangel på overblik og orientering får os til at forestille os apokalypsen, som om historiens manglende evne til at bringe os en ’happy ending’ kun kan betyde, at vi havner i Armageddon? Når vi er ude af stand til at forlige os med virkeligheden, bobler sindene over med katastrofiske scenarier. Vi savner et alternativt prisme til at fortolke situationen igennem.

Rirkrit Tiravanija: untitled (غداً هو السؤال) (明天才是問題) (tomorrow is the question) (morgen ist die frage) (завтра это вопрос), 2019. Foto: Anders Sune Berg.

Et nyt prisme at se verden igennem

Luise Faurschous pointe er, at kunsten netop er sådan et prisme. Således er Tomorrow is the Question en udstilling, som gennem tematiserende og kritiske værker præsenterer en række væsentlige problemer, som kræver vores opmærksomhed og stillingtagen.

Udstillingen folder sig ud efter den velkendte skabelon for nutidens store museale iscenesættelser. Der vises forskelligartede værktyper: Video, installation, fotografi, skulptur etc. Men tematisk gås der til biddet, og den medfølgende publikation er også usædvanlig performativ i kraft af teksternes tydelige argumentation og intention om at nå ind til læseren. Der er gode og kompetente tekster af bl.a. Tor Nørretranders, og alle bidrager med særdeles relevante betragtninger om kunsten og mennesket i en klimaforandret verden, om affaldet, der vender frygteligt tilbage, og om spørgsmålet vedrørende morgendagens beskaffenhed.

Julian Charrière: Future Fossil Spaces, 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Det æstetiske er en nøgle til forandring

Kunstens forankring i både erkendelsesfilosofien og fænomenologien er helt sikkert dens styrke i denne sammenhæng, for det er efterhånden en velkendt sandhed, at vi som art ikke let lader os flytte følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt, hvis ikke det sker gennem en samtidig aktivering af vores sanser og intellekt: det æstetiske per se. Vi har med andre ord brug for kunstnere og kunst for at få øje på det nye, som må fødes i en tid, hvor alle de gamle modeller ikke længere giver mening.

Den toneangivende amerikanske øko-feministiske forfatter Ursula Le Guin sagde i 2017, at vi får brug for kunstnere, som kan udforske alternativer til vores besættende teknologier og vores angstdrevne samfund. Kunstnere som kan huske, hvad frihed er, og som kan forestille sig en verden af en helt anden beskaffenhed. Tomorrow is the Question byder direkte ind i denne fordrings tillid til kunstens forandrende potentiale.

Forbi afhængigheden af fossile brændstoffer

Vores moderne verden har kun eksisteret i et splitsekund, når vi anskuer den i forhold til Jordens tidsperspektiv, men vores hurtige udvikling har krævet enorme ressourcer, og det geologiske aftryk, vi har efterladt os i den korte periode, er derfor GIGANTISK! Allora & Calzadillas 2 hose petrified Petrol Pump er et monument for den antropocæne tidsalder, som vi befinder os i. Den forstenede benzinpumpe er en postapokalyptisk fremtidsvision, der taler om vores behov for at bevæge os forbi vores kolossale afhængighed af fossile brændstoffer. En afhængighed som akut plager os og skaber klima-skam og -stress hos alle mennesker med en samvittighed.

Allora & Calzadilla: 2 hose petrified Petrol Pump, 2012. Foto: Anders Sune Berg.

Papegøjernes afskedssang

De samme kunstnere står bag et af udstillingens smukkeste og mest stilfærdigt kritiske videoværker: The Great Silence. Gennem den uddøende Puerto Rico-papegøje hører vi om menneskenes febrile fascination af at lede efter liv ude i rummet: mens vi har travlt med at udvikle teleskoper og avanceret lytteudstyr, sygner den levende verden omkring os ubemærket hen. Papegøjerne bærer ikke nag. I deres afskedssang udtrykker de deres fortvivlelse over deres forestående endeligt og over menneskenes manglende nærvær, mens deres udryddelse står på: ”De var bare uopmærksomme”….
Et tårefremkaldende værk, som peger på vores monumentale arrogance og ligegyldighed overfor de arter, som vi deler denne grønne jord med.

Allora & Calzadilla: The Great Silence, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Et væld af tematikker

Olafur Eliasson undersøger vores nye is-smelte-tid og spørger dermed, hvad det er for en verden, vi mister, når isen smelter. Raqs Media Collective opfordrer os at opdage vores tvangsprægede tankemønstre og deres besættende og begrænsende karakter. Doug Aitkens fascinerende videoinstallation bearbejder menneskets sammensmeltning med maskinen gennem ideer og overvejelser fremsat i tilbageblikkets klare lys af mobiltelefonens fader Martin Cooper.

Edward Burtynskys fotografier viser os nøgternt de udplyndrede og ruinøse naturområder, som har været udsat for minedrift og jagt på råstoffer. Hito Steyerl bearbejder på slagkraftig vis de beskidte bagsider: udbytningen af mennesker og natur, der holdes skjult for os af de besnærende salgsstrategier, som vi kritikløst abonnerer på gennem vores bevidstløse forbrugerisme og hang til digital underholdning. Mona Hatoum peger på, at verden allerede ER et brændende ’Hot Spot’ og udfordrer os med begrebets dobbelte betydning.

Vi er uløseligt forbundne

Udstillingen viser os på forskellige måder, hvordan vi er forbundne digitalt, infrastrukturelt, kommercielt, politisk og økologisk. At vores handlinger et sted på jorden har vidtrækkende konsekvenser et helt andet sted. Vi står overfor en lang række udfordringer, som kræver fælles globale løsninger. Vi ikke kan løse klimaproblemerne uden samtidig at løse verdens fattigdomsproblemer.

Samtidig truer de igangværende udviklinger indenfor kunstig intelligens (AI), informations- og bioteknologi med at overflødiggøre millioner af mennesker og sætte dem i bevægelse. Vi må forstå, at hjælp til andre er hjælp til selvhjælp.

Spil sammen, siger Rirkit Tiravanija med sine bordtennisborde. Det er ikke længere muligt at isolere sig fra resten af verden, for der er ikke et ’os’ og ’dem’ – kun et OS! ”REVOLTAGE”, råber en spektakulær lysinstallation af Rags Media Collective og peger med hvidt lys og et hav af røde strømkabler dels på vores umættelige strømforbrug og på behovet for nytænkning: genopladning, revolte.

RAQS MEDIA COLLECTIVE: Revoltage, 2011. Foto: Anders Sune Berg.

Et tveægget sværd

Japanske Teamlab bidrager med et visuelt sansebombardement af en digital installation, udstillingens sikre “foto-opportunity”. Et forførende set-up, hvori vand og blomster smelter sammen med de mennesker, som bevæger sig rundt i rummets kulørte digitale interiør. Forførende SMUKT!

Værkets intention er at minde os om vores tilknytning til naturen og vores evne til i sindet, at ophæve skellet mellem ide og handling og frigøre os fra den fysiske tilstand. En evne der er et tveægget sværd, der kan bringe os længere væk fra verdens sande realiteter og dermed væk fra os selv og erkendelsen af vores samhørighed med andre fysiske og levende væsener. Omvendt er det også korrekt, at vi kan benytte nøjagtig denne tilbøjelighed til at forbinde os med hinanden og med naturen.

Problemet med værket er i mine øjne, at det netop er udtryk for den type besnærende teknologi, som gør os mere tilbøjelige til at intervenere i digitale – og virtuelle verdener frem for den fysiske og virkelige verden. Særligt i en tid, hvor den ydre verden er truende og under ruinering, vokser vores behov for lækre digitale surrogater. Noget man i Japan tilsyneladende er langt mere villig til at acceptere, end vi endnu er det her i Norden.

teamLab: Universe of Water Particles, Transcending Boundaries, 2017, Interactive Digital
Installation, Sound: Hideaki Takahashi.
Flowers and People, Cannot be Controlled but Live Together, Transcending Boundaries –
A Whole Year per Hour
, 2017, Interactive Digital Installation, Sound: Hideaki Takahashi. Foto: Anders Sune Berg and ARoS

Hvad skal vi gøre?

Spørgsmålet er allestedsnærværende: hvad skal vi stille op? Der er ikke nogen model ikke noget altfavnende parti, men spørgsmålet står stadig bøjet i neon og kalder på svar som Alfredo Jaars lysværk over indgangen til udstillingen: ”BE AFRAID OF THE ENORMITY OF THE POSSIBLE”.

Kan denne udstilling ophæve kunsten som institutionaliseret fænomen i kapitalismen? Begrænsningen var, og er vel fortsat, kunstens relative autonomi, som naturligvis har rod i, at den samtidig udfordrer og bekræfter det kapitalistiske system og værdiformernes abstrakte dominans. Hvordan overkommer vi den herskende tilstand, hvor forestillingen om en radikal ændring af verden og mennesket udtrykkes som et individualiseret påbud om at leve op til markedets skiftende krav og deltage i den neoliberale kapitalismes endeløse forbrugsræs?

Simon Denny: Centralization vs Decentralization hardware display: IBM PureFlex/Zcash/GoL Pirates of the Caribbean Dead Man’s Chest, 2018. Foto: Anders Sune Berg.

Behov for ’urealistiske’ drømme

Det kommende paradigme må være et brud med det amokløb, som drives frem af kapitalens grænseløse akkumuleringstvang. Tomorrow is the Question forsøger gennem poesi, fantasi, fornuft, fakta og æstetik at forårsage en kortslutning af dette imperativ, der udgrænser enhver kvalitativ egenskab ved det menneskelige liv til fordel for produktionen af mere kapital. Her sat på spidsen af Simon Dennys lumske skulpturer og billeder, der bl.a. undersøger akkumulations- logikkerne i nye cybersystemer og deres kryptovalutaer.

Liv og drøm må berøre hinanden

Udstillingen har trods sin realisme også mange drømmende og suggestive lag, som heldigvis berører os energetisk og intuitivt. Når vi drømmer, bliver vi ofte beskyldt for at være “urealistiske” – men netop den “urealistiske” drøm er nødvendig nu, hvor det nye skal fødes. Tomás Saraceno undersøger for eksempel muligheden for at konstruere svævende huse, og idet hans drøm er mere vidtgående og visionær, åbner den for den nye verden.

Kunsten har siden den historiske avantgardes fremkomst i 1917 været forenelig med et revolutionært perspektiv: en udvidelse af vores bevidsthedshorisont. Kunsten og revolten må overlappe igen nu, hvor vi skal løse globale problemer gennem dannelsen af nye globale fællesskaber. Vi befinder os simpelthen i en tid, hvor der som aldrig før er behov for, at “liv” og “drøm” berører hinanden på nye grænseoverskridende måder.

Tomás Saraceno: Aeroke 5.3: towards an Aerocene epoch, 2019. Foto: Anders Sune Berg.

Beskuerens ansvar

Jeg anbefaler varmt alle at gå ind og se Tomorrow is the Question – men det kræver, at du ikke blot driver friktionsløst rundt i de forførende installationer. Du skal forholde dig til det, du ser, og bevæge dig med værkerne ud over afgrundene, ned i svineriet og ind i de rum, som er smertefulde, fordi de minder os om det, vi er ved at miste. Gør du det, er udstillingen en form for renselse, idet den usentimentalt skærer alt det overflødige væk for at komme ind til benet af de udfordringer, vi som art står overfor.

Køb og læs bogen og snak med dine venner og familie, om hvad du har set. Gør du ikke det, fungerer kunsten – på trods af dens klare appel – fortsat kun som en art pynt: i dette tilfælde “green wash”. Da vil vi være tvungne til en kynisk læsning af de politiske repræsentationer i samtidskunsten som “det eksotiske andet”, kunsten per definition fremviser for i det mindste i symbolsk forstand at leve op til dens forkætrede autonomi.

Billedserie

Del artiklen

'Papegøjens afskedstale'

Facebook