Den Frie Udstillingsbygning opgraderes med nyt arkitektur-projekt

Den Frie Udstillingsbygning opgraderes med nyt arkitektur-projekt

Den Frie Udstillingsbygning. Pressefoto.

Et længe ventet opgraderingsprojekt af Den Frie Udstillingsbygning bliver nu til virkelighed med støtte fra Realdania og VILLUM FONDEN på sammenlagt 8 millioner. Arkitekterne på projektet bliver tegnestuen PRAKSIS Arkitekter.

Formålet med projektet er en opgradering og nytænkning af Den Fries ankomstområde, hvilket inkluderer både forpladsen og foyeren.

Udstillingsbygningen blev tegnet af den danske kunstner og arkitekt J. F. Willumsen i 1898 og er i dag fredet. Udfordringen har derfor været, at skabe et nutidigt og funktionelt ankomstområde samtidig med, at de fredningsmæssige værdier bliver bevaret og understøttet.

Projektet har sit udgangspunkt tilbage i 2017, hvor Statens Kunstfond inviterede arkitekter til at nytænke indgangsarealet og foyeren til Den Frie. Konkurrencens vinderforslag var udarbejdet af PRAKSIS Arkitekter, og dette har været udgangspunktet for det videre arkitekturprojekt.

Publikumsanalyser viser, at mange af de forbipasserende hverken kender til husets historie eller funktion som kunsthal – og Den Frie ønsker gennem dette projekt at åbne institutionen for samfundet og invitere interesserede ind i kunstens rum.

Kilde: Den Frie Udstillingsbygning

Del artiklen

'Den Frie Udstillingsbygning opgraderes med nyt arkitektur-projekt'

Facebook