Kunstnerduoen Elmgreen & Dragset består af danske Michael Elmgreen (f. 1961) og norske Ingar Dragset (f. 1969), der indledte deres samarbejde i 1995. I dag er de en institution i international samtidskunst og er primært kendt for deres kritisk-humoristiske udfordringer af givne magtstrukturer både i samfundet og i kunstinstitutionerne.

I deres konceptuelle, overvejende installatoriske kunst udveksler de tit med arkitektur og design, ligesom readymades – dvs. almindelige brugsgenstande – er hyppigt forekommende i deres kunst. Som da de i 2011 på Kunstforeningen Gl. Strands udstilling Wax – Sensation in Contemporary Sculpture – med værket Modern Moses havde stillet en hyperrealistisk voksbaby i en lift foran en pengeautomat, ikke at forglemme deres vippe ud til Øresund på Louisiana og en nøjagtig kopi af en Prada-butik, fyldt med ægte Prada-mærkevarer langt ude i ørkenen i Marfa, Texas – sådan kunne man blive ved.

Skarpt skåret dialogudstilling

Denne gang har de to kunstnere valgt at gå i dialog med 9 værker af en af de højest skattede danske kunstnere, nemlig Vilhelm Hammershøi (1864-1916). Statens Museum for Kunst har et stort antal værker af denne kunstner, men der er også indlånt værker fra ARoS og Den Hirschsprungske Samling.

Udstillingen er den første i SMKs nye Plus-serie, hvor samtidskunstnere inviteres til at gå i dialog med museets op til 700 år gamle værker for derved at aktualisere kunsthistorien og afæske den ældre kunst nye betydninger. Og lad det være sagt med det samme: Denne første udstilling er virkelig vellykket.

For det første forlader man de tre rum på førstesalen med en klar og tydelig erindring om hvert eneste værk, og for det andet giver udstillingen én rigtig meget at tænke over. For hvad er det lige, der sker i Hammershøis prunkløse og næsten tomme rum med de få og nøje udvalgte møbler og det rygvendte ”møbel” af kød og blod, hustruen Ida, der konstant sænker hovedet bøjet over sit håndarbejde i dyb og indadvendt koncentration, hvis ikke hun fejer gulvet eller arrangerer blomster?

Og hvor mange af os indretter ikke vores hjem efter boligmagasinernes strømlinede og minimalistiske ”lufthavnsæstetik” i angst for at afvige fra de gængse, æstetiske normer – hvorved vores hjem bliver helt upersonlige og dermed uhyggelige.

Der har i årevis været en diskussion blandt kunsthistorikere om, hvorvidt de hammershøiske interiører skulle tolkes som sjælfulde stemningsbilleder i al deres tomhed og strenge geometriske linjeføring, der udgår fra vinduessprosser og dørfyldninger, vægge og paneler, eller om de besad noget unheimlich – noget uhyggeligt. Det er det sidste synspunkt, som er i fokus i Elmgreen & Dragsets omhyggeligt iscenesatte udstilling, der er lige så skarpt skåret som Hammershøis egne, knivskarpe interiører.

Memento mori

Der er flere parallelle blikvinkler: Hammershøis maleri af to stearinlys i stager, Interiør. Kunstigt lys (1909), ”taler” i det første rum direkte med Elmgreen & Dragets marmorskulptur af to stearinlys med den minimale titel 1 hr. 12 mins/2 hrs. 10 mins (2017), der henviser til, hvor meget stearinlysene er brændt ned i de to perioder. Et veritabelt memento mori, der modsvarer Hammershøis to stearinlys, som sender et halvt cirkelslag af lys ud i det uhyggeligt tomme og mørke rum, som minder om et underjordisk kapel.

Der er flere virkelig interessante fotografier, som med eller uden kunstnernes direkte intention spiller kongenialt sammen med Hammershøis tyste univers. Bl.a. af Thomas Ruff (f. 1958), Francesca Woodman (1958-1981), Liliana Maresca (1951-1994) og Annika von Hausswolff (f. 1967).

Sidstnævntes bizart svævende stol uden sæde, Filosofisk stol (2003), tvister et velkendt møbel i en virkelig spooky retning, mens den nigeriansk fødte maler Njideka Akunyili Crosby (f. 1988) viser et stort interiørmaleri, der er skabt direkte til udstillingen med titlen Femme Maison med direkte inspiration i Hammershøi. Men hun har indsat en sort kvinde som hovedperson. Hun sidder rygvendt og hen mod en døråbning – eller er det mon en skærm? På det nyklassicistiske, runde mahognibord bag hende står noget helt moderne køkkengrej som et clash mellem tiderne.

I skyggerne, på væggen og i dørrammerne har hun integreret et væld af omhyggeligt aftegnede fotografier fra hendes hjemland Nigeria – hentet både i private fotoalbums og i nigeriansk popkultur og politik. Derved sker der en interessant sammensmeltning mellem hendes afrikanske baggrund og den vesterlandske billedtradition, som hun er opdraget i. Som 16-årig kom hun til USA, hvor hun også er uddannet.

Husmødre i udbrud

Under rundgangen er der en konstant bragende og super generende lyd, der udgår fra Monica Bonvicinis (f. 1965) videoinstallation Hausfrau Swinging (1997), hvor en nøgen kvinde med et hvidt hus på hovedet uophørligt støder ind i et hjørne.

Man kan ikke lade være med at tænke på den fragile Ida Hammershøi, der var en god fotograf og sikkert også kunstnerisk begavet – det lå til familien – og som måtte lide den skæbne at indgå som rekvisit, barnløs og tungsindig, i Hammershøis malede univers. En lignende feministisk kommentar ses også i Louise Bourgeois’ fotogravure Femme Maison (1980), hvor en nøgen kvinde formummer sig under en husformet burka.

Clouet er imidlertid det midterste rum, hvori Elmgreen & Dragsets hvide døre monteret i væggene, Powerless Structures (8 doors) (2000-2002), leder ind til ingenting. En dør er revnet, en anden er presset ind i et hjørne, og i det hele taget er de både anonyme og aldeles umulige.

Døren udgør en passage fra et værelse til et andet i en bolig, men den kan også ses som symbol på adgangen til forskellige bevidsthedstilstande – ”Doors of Perception” hedder en berømt bog af Aldous Huxley (1954). Der er mange betydninger ude at gå – såvel hos Hammershøi som hos de 10 samtidskunstnere, der alle forholder sig eksplicit til hjemmet som et potentielt fremmedgørende sted.