Nyt udstillingssted formidler proces fra skitse til salg

Nyt udstillingssted formidler proces fra skitse til salg

Foto af model samt udstilling på Overgaden af Hannah Anbert, 2018. Foto: Hannah Anbert og Overgaden.

SKITSE
Ryesgade 5
2200 København N

D. 24 apr åbner det nye formidlings- og salgskoncept SKITSE, der gennem udstillinger og foredrag vil formidle den uhåndgribelige kunst og bore sig ind i kunstprocessen. Første foredrag handler om forløbet fra idé til salg og leveres af billedkunstner Hannah Anbert torsdag den 23. maj under Art Week.

Kan man sælge og formidle skitser og kunstværker, der stadig er i proces? “Ja” lyder svaret fra billedkunstner Emilie Kjær.Hun er initiativtageren bag SKITSE – et nyt udstillingskoncept, der fokuserer på kunstformidling og salg af skitser, materialer og kunstarter, der ikke normalt er tilgængelige for almindelige købere.

”Tanken bag SKITSE er først og fremmest, at skabe bredere mulighederne for, hvordan man som billedkunstner kan formidle og afsætte sin kunst. Med SKITSE har vi skabt et koncept, der også kan rumme de kunstnere, der arbejder i store – eller på anden måde uhåndgribelige – formater, og hvis værker normalt kun er tilgængelige for kunstinstitutioner. På den måde kan vi synliggøre og formidle en bredere skare af kunstnere”

Ved åbningen d. 24. april kan man finde skitser fra op mod 50 forskellige kunstnere. Alle skitser vil blive solgt i ens rammer, hvortil der følger en fortælling om kunstnerens arbejdsproces og det færdige værk.

Artist talk med Hannah Anbert

Men SKITSE lader ikke blot skitserne tale for sig selv. Med henblik på at blive et formidlingssted og mødepunkt for kunstnere og kunstinteresserede vil udstillingsstedet lade kunstnere og fagpersoner komme til orde i en række foredrag, der alle tager udgangspunkt i den kunstneriske proces.

Første foredragsholder i rækken er billedkunstneren Hannah Anbert, som besøger SKITSE torsdag den 23. maj under Art Week.Hannah Anbert arbejder med politisk motiveret kunst og har tidligere sig bemærket med værket Sakralt Arbejde, et mash-up af kendte popnumre og hjemmekomponerede tekster om angst, stress og økonomisk teori.

Ved sit foredrag hos SKITSE vil hun fortælle om sit arbejde fra idé til færdigt værk og om sine personlige erfaringer med en demokratisering og forbedring af salgsprocesser til gavn for både køber og kunstneren selv.

SKITSE er oprettet i samarbejde Bikubenfonden, som bl.a. har til formål at støtte aktuel billedkunst.

Kilde: Bikubenfonden

SKITSE
Ryesgade 5
2200 København N

Del artiklen

'Nyt udstillingssted formidler proces fra skitse til salg'

Facebook