Hestelunds fortrukne materiale er marmor. Marmoret rækker som et urstof mange år tilbage i tiden – flere millioner – og er som klassisk skulpturmateriale bærer af en tung kulturarv, der føres med ind i Hestelunds undersøgende formgivninger. Marmoret er på alle måder massivt og stiller med sin iboende langsomhed fysiske krav til den kunstneriske bemestring. For Hestelund er det netop denne fysiske og historiske modstand i materialet, der kan udstikke retningen i den kunstneriske proces.

I Rachel skaber Hestelund en kritisk sprække i den ellers glatte hvide overflade. Her bringer en blå sprayet påmaling associationer til graffitibemaling og vandalisering af offentlige (magt)skulpturer i spil og stiller spørgsmål ved den ellers solidt forankrede forestilling om den glatte hvide overflade som udtryk for noget rent og ophøjet.

Kroppen som materiale

Allerede i afgangsprojektet indledes forbindelsen til det antikke. Med udgangspunkt i den antikke skulptur Diskoskasteren modellerer Hestelund i Selvportræt som Discobolus sin egen krop efter skulpturens maskuline idealer. Kunstnerens kvindekrop modelleret efter antikke maskuline idealer skyder sig således ind som en kulturel udveksling på tværs af tid og køn og kommer til at udfordre traditionelle koder for den kønnede krop samtidig med, at den spejler nutidens kropsdyrkende selvforelskelse. Her har kroppens materiale dog modsat marmorens evighed en tidsmæssig varighed.

En række tilknyttede performative værker – alle med udgangspunkt i den tidbegrænsede trænede krop – kredser netop om kroppens kulturelle forankring som betydnings- og værdibærer. For hvilke kroppe tildeles kulturelt magt og privilegier, og hvilke frasorteres?

Taktile tilstedeværelser

Med en dominerende fysisk tilstedeværelse skaber Hestelunds skulpturer konstant relationer til rummet, de udstilles i, og til den krop, der beskuer dem. I selve værkerne, indgår marmoret i næsten erotiske møder med andre materialer som f.eks. læder, latex, pels, hud, skum og metal. Eller som i Envase hvor skulpturen er i direkte dialog med kroppens hud. Envase synes som skabt til berøring, der antænder en gensidig udveksling af varme og kulde, hårdhed og blødhed.

Værkserien Carriers – et udvalg af seler, remme og korsetter, hvori mindre marmorskulpturer er ophængt eller indhyllet – retter fokus mod, hvorledes vi med diverse kropslige teknologier udpeger, indsnævrer og feticherer udsnit af kroppen.

Hos Hestelund synes alle skulpturerne – med en sanselig pirring af vores taktilsans – at invitere til at rykke endnu tættere på end blot til beskuelse.

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)