I film, foto, skulptur og installation kommunikerer den kinesiske multimediekunstner Ai Weiwei sine budskaber til os i Vesten om det kinesiske regimes grove overtrædelser af menneskerettighederne og de barbariske moderniseringer af det gamle kulturrige. Selv om vi kender hans kritik, er udstillingen Ruptures i Faurschou Foundation i høj grad seværdig, da værkerne desværre stadig er aktuelle og tilmed forførende smukt installeret.
Ai Weiwei (f. 1957) behøver ikke nogen introduktion, da det danske kunstpublikum har kunnet opleve hans værker ved flere lejligheder herhjemme – i Arken, på Louisiana og i det tidligere Galleri Faurschou. Desuden er kunstneren jo verdenskendt i den brede offentlighed og er på alle nyhedsjournalisters læber.
Han er lige dele aktivist, blogger, internetkunstner og konceptkunstner, men uanset mediet, så adresserer han stort set altid det kinesiske regimes overtrædelse af menneskerettighederne og vandalisering af den kinesiske kulturarv i moderniseringens navn. Hans indædte og meget modige samfundskritik aftvinger respekt, for han lever i et minefelt med myndighedernes misbilligelse og er under konstant overvågning i Kina.
Det kan derfor ikke undre, at denne problematik fylder meget i hans bevidsthed og er blevet hovedtemaet i hans kunst. Hans nyere værker er derfor en art billedkunstnerisk udgave af autofiktionen eller en slags Ai Weiwei-Selfies.
Det er blevet endnu vanskeligere at finde frem til Faurschous pakhus i Frihavnen, som rummer den multifleksible, 1000 kvm store kunsthal. Nu er også Metrobyggeriet kommet til og gør adkomstforholdene helt labyrintiske, og da havnemyndighederne har nedlagt forbud mod skiltning, gør man klogt i at aktivere sin indre spejder – med andre ord: Vær tålmodig.
Internettet som forhandlingsrum
Udstillingen har fået den sigende titel Ruptures – eller brud, der nok engang indrammer den livssituation, som Ai Weiwei befinder sig i efter interneringen i 80 dage i 2011 i et fængsel et ukendt sted i Kina, hvor han blev overvåget 24/7.
Derefter måtte han bryde med sin hidtidige praksis, bl.a. fordi han ikke længere kan forlade Kina, eftersom myndighederne har inddraget hans pas: Han har siden da måttet installere alle sine udstillinger online via internettet med omhyggelige instruktioner til kuratorer og hjælpere on the spot. Da udstillingen hos Faurschou var færdig- installeret, blev den eksempelvis godkendt af Ai Weiwei på Skype. Som Superman på internettet når Ai Weiwei således stadig ud til et meget stort publikum på trods af sin ”husarrest.”
Forrige år etablerede han et stort atelier i Berlin, hvilket har lettet logistikken, når han udstiller i Europa, og det har ikke skortet på international interesse og udstillinger i de senere år. Til efteråret får han fx en stor solo-udstilling på Royal Academy of Arts i London.
Ingen nye værker
Faurschou Foundation kunne være en københavnsk filial af MoMA. Her kan man spille med nogle i dansk sammenhæng sjældent stærke økonomiske muskler, og her råder man over nogle fantastiske, internationale kontakter, som gør det muligt at vise samtidskunst på verdensplan. Og i denne liga hører Ai Weiwei klart til.
Faurschou ejer i øvrigt to af værkerne – Bench (2004) og Sunflower Seeds (2010). For det omkringrejsende, internationalt opdaterede kunstpublikum er der imidlertid skuffende få nye værker med på udstillingen. Flere af dem har i den samme eller i en lidt anden form været vist tidligere – ved Venedigbiennalen i 2013, i New Yorks Museum of Art and Design i 2013, på Tate Modern i 2010 og på Louisiana i 2011-12.
Ligesom med andre internationale topkunstnere, som der er run på, er det vanskeligt for Ai Weiwei at leve op til efterspørgslen på trods af hans store team. Det samme har vi oplevet med Elmgreen & Dragsets seneste udstilling Biography på SMK, der bortset fra ét nyt værk var et remix af ældre værker samt på Olafur Eliassons udstilling Riverbed på Louisiana (2014), hvor titelværket var det eneste nye blandt flere ældre værker.
Det kan derfor virke, som om disse højst nulevende kunstnere allerede er døde, når værkerne recirkuleres på denne måde, og man kan være tilbøjelig til at føle sig lidt snydt. Deres værksteder er blevet til store fabrikker, som konstant halter bagefter ordrerne i ordrebogen. Men da størstedelen af det danske kunstpublikum næppe har set udstillingens værker, er det på den anden side relevant nok at vise dem i København. Og ses, det skal de!
Readymades i tusindvis
Ai Weiwei har altid interesseret sig for den klassiske, kinesiske kultur. Han benytter i vidt omfang readymades, især af ældre dato, i form af op til 500 år gamle neolitiske vaser, som han enten smadrer eller dypper i stærkt farvet latex, eller klassiske bondemøbler, som han sætter sammen på nye måder og danner signifikante skulpturer af. Som fx værket Grapes (2014), der består af 32 taburetter fra Qing dynastiet (fra 1644-1912, LB), sat sammen til en skulptur, som ligner en klase – en stoleklase.
Også værket Devina Proportio (2006), en kugleformet skulptur, er konstrueret i bedste, kinesiske håndværkstradition i ædelt, hårdt træ, nittet sammen af dygtige snedkere. Den transparente kæmpekugle er oprindelig inspireret af en kattebold (Ai Weiwei har mange katte), men samtidig har den allusion til Leonardo da Vincis illustration af denne figur, som danner en smuk kugle af heksagoner og pentagoner – og til en moderne fodbold.
Den giver illusion af at være et siddemøbel, men den egner sig næppe til det. Skulpturen er nemlig formet sådan, at begge enderne udgør et kort over Kina – det ene retvendt, det andet spejlvendt – dvs. to sider af samme mønt.
Ved at forme dette billede får Ai Weiwei nok engang sat fokus på det moderne Kinas svigt af den gamle kulturarv.
I et lille separat rum i udstillingen kan man studere interessante s/h fotos fra Ai Weiweis 12 år i New York fra 1981-93, hvor han, der dengang var uddannet filmkunstner, uddannede sig som billedkunstner og blev påvirket af vestlig kunst, især af popkunstneren Andy Warhol, konceptkunstneren Marcel Duchamp ikke at forglemme forløberen for popkunsten Jasper Johns m.fl.
Fra Tate til Faurschou
Udstillingen peaker imidlertid med to store værker, som er arrangeret på helt nye måder i to separate, aflange rum: Lad os starte med Sunflower Seeds fra 2010, som oprindelig blev vist i Tate Moderns turbinehal. Hos Faurschou ser vi 15 ton af de i alt 150 ton (100 mio. solsikkefrø) i porcelæn.
Hvert frø er et lille kunstværk i sig selv og er blevet til i 30 etaper. Det tog 1600 arbejdere 2 ½ år at fremstille dem i den ”lille” provinsby Jingdezhen, Kinas porcelænsby # 1, med ”kun” 1,5 mio. indbyggere.
Og hvorfor så solsikkefrø?
De refererer dels til Mao-tiden. Mao fremstillede sig selv som solen, og folket var solsikkeblomsterne, der drejer hovedet hen imod ham. Under ”Det store spring fremad” (1958-61), hvor Kommunistpartiet tvangskollektiviserede landbruget, udbrød der hungersnød, og man antager, at mellem 20 og 43 mio. kinesere døde. Herudover er solsikkefrø en almindelig udbredt snack i Kina.
Det er således et mangetydigt værk, som i Faurschous hvide kube er arrangeret som en aflangt, 10 cm høj lit de parade. Publikum kan gå hele vejen rundt og tage solidarisk del i det kinesiske sorgarbejde. En dokumentarfilm fortæller om arbejdet med at fremstille værket. Den skal man endelig ikke gå glip af.
Det andet monumentale værk, Straight (2008-12) er endnu mere bevægende, og selv om det fremstår som et minimalistisk værk – formelt set en replik til mange af Carl Andrés skulpturer – så refererer det direkte til en virkelig begivenhed: Jordskælvskatastrofen i Sichuan-provinsen i 2008. Værket består af 73 ton armeringsstænger i stål, som Ai Weiwei og hans team har fundet omkring de sammenstyrtede skoler.
Der var tale om et spekulationsbyggeri, som på grund af korruption angiveligt ikke var blevet forsynet med den nødvendige sikring af murene. Næsten 90.000 mennesker døde i alt under dette jordskælv, som myndighederne gjorde alt for at skjule for offentligheden.
Ai Weiweis store sjak har arbejdet på at hamre disse krogede armeringsstænger lige, og nu ligger de så på gulvet og danner et helt rustent landskab med forhøjninger og bakkedale. Det er et storslået syn. På væggen er opregnet navne og fødselsår på de godt 5000 skolebørn, som omkom under jordskælvet. En godt fortalt dokumentarfilm viser os rundt i jordskælvsområdet og beretter om jordskælvet og arbejdet med at synliggøre katastrofen.
Ai Weiwei lægger ikke fingrene imellem, når han fortæller om den kinesiske samtids problemer. I en række tankevækkende, taktile og prægnante værker, mestendels bestående af readymades, får han fremsat sin kritik helt enkelt. Og Faurschous lille, fine folder, som uddeles til alle gæsterne, dækker de huller, som måtte opstå undervejs.
