Det er ikke helt så nemt med skulptur- og installationskunst som med maleri, foto, grafik og tegning, når det gælder afsætning af værker til private. Det giver sig selv, at det kun er et fåtal, der kan huse sådanne pladskrævende værker.

Skulpturen er dog mere og andet end et fysisk objekt, som man måske, måske ikke, støder ind i, når man træder tilbage for at studere et maleri på væggen – som Barnett Newman eller muligvis Add Reinhardt sagde om skulpturen engang i 1950’erne. Dét viser tre interessante skulpturudstillinger i København pt.

Vi starter hos Karl Troels Sandegaard (f. 1979).

Selvportrætter i et udvidet felt

Sandegaards soloudstilling kredser om identitet, forstået ganske konkret, da vi er helt nede og rode i hans egen sved, hud og formen på hans kranium. Ved at underkaste sin krop en række forsøg, opstår der nogle nye, skulpturelle udtryk. I hjørnet møder vi også os selv i to let vibrerende spejlfolieflader – her fremtoner vi for en gangs skyld uden at blive spejlvendt.

På gulvet er der endnu et ‘selvportræt’: Shell Portrait Naked tager udgangspunkt i Karl Troels Sandegaards egen krop og mimer også hans huds farve, hans kropstemperatur foruden hans krops bevægelse. Skulpturen er en slags form i bevægelse.

Endelig er der hovedværket Self portrait, respiration and perspiration, der er skabt ved hjælp af en væske, der svarer til mineralindholdet i kunstnerens egen sved. Væsken er fremstillet på et biokemisk laboratorium, der har analyseret ca. 2 ml af hans egen sved, som kunstneren selv har indsamlet. På denne baggrund er der fremstillet en væske med en identisk mineralsammensætning. Resultatet ligner en blanding af et månelandskab og et abstrakt maleri i stærke turkisgrønne farvenuancer.  Sandegaards nye værker er æstetisk raffinerede og konceptuelt stramme. Det er selvportrætter i et stærkt udvidet felt.

Karl Troels Sandegaard: Okular. Collaborations. Til 4 maj.

Utæmmelig og uudtømmelig

Hans Alf Gallery præsenterer Louise Hindsgavl (f. 1973) som en ‘porcelænsekvilibrist’, hvilket ikke er ganske ved siden af, for ingen kan måle sig med hende, når det handler om at formgive fantasmer og kontroversielle tidsfænomener – i uskyldigt, hvidt porcelæn! Hindsgavl bruger dette materiale til at fortælle sine ofte obskøne og makabre fortællinger om menneskelivet i det 21. århundrede.

Umiddelbart ligner hendes skulpturer porcelænsopsatser, som de tog sig ud i begyndelsen rokokotiden med hyrder og hyrdinder, dygtige jægere og glade bønder, der kysser hinanden. Men hos Hindsgavl handler det mere om dødskys: Kødstykker hænger i kroge, kropsfragmenter smelter sammen med møbler, en dør åbnes, og to tynde ben kaster en uhyggelig og uformelig skygge på gulvet. Det er et skævt og mørkt univers, der skildrer opløsning, død og transformation. Men Hindsgavl er også i besiddelse af en formildende humor.

Denne gang har hun også eksperimenteret med keramik, så hendes ellers hvide værker bliver blødt lidt op i mødet med værker med grønlige, sorte og brunlige farvetoner. Hindsgavl er befriende politisk ukorrekt, fræk og uortodoks, både når hun skaber sine fritstående skulpturer, og når, det drejer sig om de mere sceniske tableauer, der er en form for 3-D-relieffer. Man konstaterer endnu en gang, hvor utæmmelig – og også uudtømmelig – hendes fantasi er.

Louise Hindsgavl: Becoming Undone. Hans Alf Gallery. Til 18 maj.

Mystikken breder sig

På Gether Contemporary viser fire stærke, kvindelige billedkunstnere værker, der zoomer ind på nye materialer og nye formfortællinger. De har diskret erobret galleriets vægge og gulve med deres mystiske objekter.

De er overvejende hvide og sølvfarvede, men Astrid Myntekærs (f. 1985) konkylieformede skulptur The Hermit skiller sig ud ved at være gul på siderne og pink indeni. På den ene side af konkylien træder et kvindeansigt frem med lukkede øjne. Skulpturen er mangetydig og kan også give associationer til de kvindelige kønsorganer. Samtidig ligner den et stykke nips i overstørrelse. Den hyperfeminine, surreelle skulptur tematiserer isolation – og det at gå ind i sig selv og leve i sin egen drømmeverden. Skulpturen optrådte også på Arkens sommerudstilling Kære planet sidste år, hvor den meget passende var placeret i vandkanten sammen med to andre hybride konkylier.

Mille Kalsmoses (f. 1972) stammeskulpturer (Tribe (My Survival IV og V) handler om familierelationer. Det er en slags pseudofamilie, skabt af lodretstående jernrammer, der rejser sig i rummet i rækker foran og bagved hinanden. De har hver sin ‘identitet’ og veksler i størrelse, ligesom deres ‘ansigter’ er betrukket med diskret farvede semitransparente stoffer, der gør, at man kan ‘se’ de øvrige ‘skikkelser’ igennem dem. Skulpturerne pendler mellem at være billeder – måske erindringsfotos fra familiealbummer? – og fritstående skulpturer. Kalsmoses bevægende værker er dybt forankrede i hendes personlige erfaringer og repræsenterer på én gang tab, sorgarbejde og forsøg på substitution og selvhelbredelse.

Marie Kølbæk Iversen (f. 1981) tegner sig for de fleste værker på udstillingen. Det drejer sig både om skulptur og om tre inkjet prints uden titel. I sidstnævnte optræder den mytologiske skikkelse Io, som Zeus forelsker sig i. For at beskytte hende mod sin kone Heras jalousi forvandler han hende til en kvie. Da Hera opdager hans nummer, sender hun en kobremse efter hende. Hun bliver stukket, hvilket gør hende vanvittig, og hun flygter nu til Egypten, hvor hun genvinder fornuften og forvandler sig til den egyptiske gudinde Isis. I sine interessante, forvredne aluminiumsskulpturer viser Kølbæk Iversen en anden form for transformation. Titlerne Waning (aftagende), O (Gibbous) (når månen er mere end halv fuld) etc. henviser direkte til månen, som jo konstant forandrer sig, når vi betragter den fra jorden. Kølbæk Iversen har længe været optaget af månen – senest i sin fascinerende video-installation til udstillingen Månen på Louisiana.

Endelig viser Christine Overvad Hansen (f. 1988) tre ovale vægskulpturer i aluminium foruden en kinetisk skulptur, som hun optrådte med under en performance ved udstillingsåbningen. Vægskulpturernes titler Nite Stalker, Err (at begå fejl eller at fare vild) og Slow Dancer henviser til natlige og lidt obskure aktiviteter. De cool vægskulpturer står i kontrast til Kølbæk Iversens overfladekrøllede og deformerede måne-”ansigter” i aluminium.På trods af de meget forskellige udtryk deler de fire kunstnere en fælles interesse for mystik og emner, der spænder over mange tider, og også åbner til flere dimensioner, end vores rationelle verdensbillede ellers opererer med.  De har skabt et på én gang fragilt og stærkt, feminint univers, der er konceptuelt forfriskende og form- og materialemæssigt nyt og anderledes.

Astrid Myntekær, Mille Kalsmose, Marie Kølbæk Iversen og Christine Overvad Hansen: Material Madness. Gether Contemporary. Til 27 apr.