I kunsthallen er vinduerne mørklagte og de ellers lyse haller henlagt i en dunkel atmosfære. Brudte citater fra en af de store videoinstallationer høres svagt i baggrunden. Det er som stemmer fra en anden tid, og på en måde føles det som om, kunsthallen er vendt ud og ind. Lys er forvandlet til mørke og de åbne stuer til et lukket maskinrum.

Stemningen understreger det visuelle greb i udstillingens centrale videoværker, hvor røntgen gennemskærer objekter, sort bliver til hvid, og menneskets teknologiske udvikling fremstår som udtryk for lige dele kreativitet og destruktivitet.

Atombomben i Hiroshima og partikel-acceleratoren i CERN er centrale omdrejningspunkter, ligesom myrer, krybdyr og får.

Acceleration og kreativitet

Udstillingen Speed 2 er skabt på basis af et samarbejde mellem de to kunstnere James Richards og Leslie Thornton og består af større videoværker skabt af dem hver især og i fællesskab. Dertil er der en udstilling-inde-i-udstillingen med værker af en række andre kunstnere, som er kurateret af Richards.

Titlens 2-tal henviser til, at udstillingen har været vist på Künstlerhaus Stuttgart i en første version, mens ’Speed’ alluderer til partikel-acceleratoren i CERN – verdens største maskine skabt til at fremkalde verdens mindste partikel i kraft af acceleration. De to kunstnere havde samtidigt et kunstnerisk ophold på CERN.

På nogen måder fremstår titlen som en arbejdstitel, der er blevet hængende. Men måske er den blevet hængende, fordi den er så tilpas åben, at den giver frit spil til at lade de enkelte kunstværker styre udstillingens fortælling.

Under den nuværende kunsthalsdirektør Mats Stjernstedt er der nemlig en gennemgribende tendens til at promovere fortællingen om kunstneres kreative processer, uden at det skal kobles op på tematiske eller samfundskommenterende kuratoriske rammer.

Det samfundskommenterende kan i stedet komme frem igennem kunstværkerne selv, som i dette samarbejdsprojekt mellem Richards og Thornton.

Atombomben i familien

For Leslie Thornton er atombomben i Hiroshima et centralt omdrejningspunkt. Den er nemlig foldet ind i hendes familiehistorie. Hendes far og farfar arbejdede begge på det tophemmelige Manhattan-projektet, hvor atombomben blev udviklet.

Den historie kommenteres i videoværket Cut from Liquid to Snake, der samler en øjenvidneberettigelse fra Hiroshima med brudstykker af andre fortællinger, herunder afsløringen af, at faren og farfaren måske godt vidste, at de begge arbejdede på det samme projekt, selvom det var omgærdet af stor hemmeligholdelse.

Visuelt kobles fortællingen bl.a. til aktiviteten i en myretue, filmet i omvendt sort-hvid kontrast, hvor myrerne er hvide figurer mod den sorte baggrund og opløses i en hvid tåge, når de forsvinder ind i tuen. ”Tænkning er vejen og vi er objekterne”, reflekterer en stemme i filmen.

Mennesker og myrer er helt enkelt kroppe, igennem hvilken en kollektiv tænkning materialiserer sig til nye skabelser, men på den måde er vi også enkeltvis udskiftelige. Vi kan bruges og brydes ned, for at noget nyt kan komme til syne.

At se som en øgle eller et røntgenapparat

James Richards er optaget af videnskabens muligheder for at se på nye måder, og hans videoinstallationer rummer røntgenbilleder, der lyser igennem kroppe, og på den måde kobler dem sammen i collager af mønstre og teksturer. Han arbejder med prismer og kalejdoskoper, og i det hele taget med andre måder at betragte verden på.

Dyrenes perspektiv for eksempel. I den ene samproduktion mellem Richards og Thornton møder vi en krokodille, en skildpadde og en slange, og måske er de kalejdoskoper, som fanger fugle i bevægelige formationer set igennem et dyrs blik?

I hans eget værk Phrasing har Richards brugt en industriel røntgen-maskine til at fotografere medicinske apparater, kabler, kunstværker og meget andet. Fem billedskærme kobler close-ups af disse gentande sammen i et loop, der fremhæver samspil mellem strukturer, teksturer og mønstre.

Den kuraterede udstilling-i-udstillingen understreger også denne dobbelte fascination for det maskinelle og for gentagelsen.
Richards’ samling af faktiske kemiske selv-tests sættes i forbindelse med Horst Ademeits neurotiske foto-dokumentering fra 1990-2004 af, hvad han anså for at være strålingsforurening.

Der er også en video af en kloaklednings indre, lagt op på internettet af en belgisk blikkenslager, og et arkiv af ringbind fyldt med tegninger af geometriske diagrammer, som blev fundet i 100-vis i kunstneren Adelhyd van Benders 1-værelses lejlighed efter hans død.

Videnskaben trænger ind i os

Udstillingen-i-udstillingen rummer også et oliemaleri af atombomben i Hiroshima, malet af Leslie Thorntons farfar, Jens Thornton. Det var ham, der var med til at fabrikere bomben, men altså også spenderede sin fritid med at male. Maleriet af atombomben fremstår som et farverigt landskabsbillede, og ikke som et billede af et masseødelæggelsesvåben.

Som sådan danner maleriet en kontrast til et grundlæggende spor i udstillingen, der forfølger, hvordan videnskaben teknologiske metoder bryder ind i vores kroppe.

Øjenvidneberettigelsen fra Hiroshima fortæller om folk, der fik forbrændinger på arme og ben, selv om tøjet var efterladt umærket, mens glimt af nutidige landskaber med smog og røgdækkede industrier trænger sig på i de nye videoværker og kobler sig til nutidens klimakrise.

Udstillingen er en eksperimentel kunstnerisk refleksion over samspillet mellem kreativitet og destruktivitet, og om kreativiteten som en samproduktion, både mellem de to kunstnere, mellem teams af ingeniører og mellem dyr.

Frem for alt handler det dog om videnskabens penetrering af vores kroppe, ikke bare visuelt, men også rent fysisk, som kemiske stoffer eller partikler, der umærkeligt bliver en del af os, eller bruger os som hylster for deres videre fremfærd.

Det er en udstilling, der først åbner sig gradvist, men som vedbliver med at ligge og spøge i baggrunden af ens tanker, fordi den associativt-æstetisk sætter en række spor i gang og i spil med hinanden.