Peter Ole Pedersen og Kunsthal Aarhus vinder visionspris med udstilling om ekstremsport

Peter Ole Pedersen og Kunsthal Aarhus vinder visionspris med udstilling om ekstremsport

Visualisering fra udstillingen Go Extreme. Foto: Lucian Racovitan

Med ideen til udstillingen Go Extreme har kurator Peter Ole Pedersen og Kunsthal Aarhus vundet Bikubenfondens udstillingspris Vision 2019. I udstillingen vil kunstnere udforske krop og sind i ekstreme sportspræstationer. Med prisen modtager Kunsthal Aarhus 5 mio. kr. til at realisere udstillingen, der kan opleves fra midten af 2021.

Ekstremsport er et vildt og vidtfavnende univers, som både byder på dyb spiritualitet og dedikeret indlevelse, men også kamp og total udmattelse. Det handler om krop og sind, og hvad den menneskelige fysik er i stand til under ekstreme forhold og radikale udfordringer.

Udstillingen Go Extreme tager afsæt der, hvor billedkunst og ekstremsport mødes, og ud over kunsthallen inddrages Aarhus’ byrum til publikumsmøder med blandt andet BASE jumping og Mixed Martial Arts (MMA).

Peter Ole Pedersen
Kurator Peter Ole Pedersen. Foto: Kunsthal Aarhus

Udstillingens kurator Peter Ole Pedersen udtaler til Kunsten.nu: “Vi er rigtigt glade for at modtage prisen. Man skal turde satse, og vi har arbejdet meget med den visuelle iscenesættelse og givet et anderledes bud på en totalinstallation, der tør udfordre konventionerne. Udstillingen tager udgangspunkt i den kropslige oplevelse, og udforsker det fælles grænsesøgende i både den eksperimenterende kunst og ekstremsporten.

Det er interessant hvordan ekstreme sportsgrene, som maraton og kampsport nærmest er blevet noget folkeligt. For mange er denne græsesøgende adfærd blevet en normaliseret livsstil, der også rummer en markant åndelig dimension. Med udstillingen forsøger vi at belyse hvordan dette spejles i aktuelle tendenser i samtidskunsten, og hvordan to umiddelbart væsensforskellige verdener kan krydsbestøve hinanden, og samle folk på tværs af aldersgrupper.”

Juryens motivation

Go Extreme stiller spørgsmålstegn ved menneskets forsøg på at overkomme sin egen fysiske begrænsning og sportspræstationer som middel til personlig og spirituel forløsning. På original vis er Go Extreme en udstilling, som bygger videre på kunstens historiske søgen efter det sublime og samtidig bidrager nytænkende til vores tids diskussion om det post-humane. Gennem både fysisk aktivitet og teknologi vil publikum træde ind i kunstneriske undersøgelser af ekstremsportens væsen og endda få mulighed for at overskride sine kropslige begrænsninger i udstillingens virtuelle rum.

Udstillingen sætter tanker i gang om – og ser også kritisk på – hvad det er for en oplevelseskultur, vi er ved at udvikle, og udfordrer vores idé om, hvad der er kropsligt muligt og menneskeligt. Go Extreme rummer på én gang dybde, kompleksitet og poesi samtidig med, at den tager fat i et emne med stærk folkelig appel og relevans.
Det mulighedsrum, der opstår mellem kunsten og ekstremsportens søgen, er godt set, og med sin stærkt underholdende tilgang bryder udstillingen både rammerne for, hvad en kunstinstitution er, og hvem et kunstpublikum er”.

Nyt publikum på tværs af generationer

Go Extreme omdanner hele Kunsthal Aarhus til én stor totalinstallation. Indenfor inviteres kunstnere til at skabe tre totale ruminstallationer under titlerne Extreme Fitness, The Arena og Bodies and Beyond. Udstillingsdelene fokuserer på alt fra kampsport, triatlon, bodybuilding og E-sport og giver publikum mulighed for blandt andet at kæmpe i en Mixed Martial Arts arena, få udskiftet deres egen krop med en avatar i den virtuelle verden og prøve kræfter med ekstremernes fitnesscenter.

Go Extreme
Visualisering fra udstillingen Go Extreme. Foto: Lucian Racovitan

”Det er en stor og spændende opgave for os at få mulighed for at koncentrere os om én opgave i en længere periode med et indhold, som interesserer mange andre end kunstentusiaster. Vi glæder os til at få ekstremsport inden for kunsthallens rammer og koble det med dygtige kunstnere, som kan føre os alle ud i andre ekstremer. Hele kunsthallen bliver transformeret, og alle ansatte skal i træningstøjet! Vi glæder os til at realisere Go Extreme, og vi takker Bikubenfonden for at vælge projektet til årets Visionspris; det er et privilegium at få tilbudt så flot et koncept fra Peter Ole Petersen, hvor vi som institution kan gå ind og støtte op om idéen, ” siger Kunsthal Aarhus’ administrative direktør Iben Mosbæk.

En væsentlig tanke bag udstillingen er at samle et nyt publikum på tværs af generationer og engagere Aarhus’ brede foreningsliv gennem særlige arrangementer og events i byrummet og naturområderne omkring byen. Her er ambitionen blandt andet at realisere en klatre- og parkourevent med ekstremsportskunstnergruppen Flying Frenchies, hvor publikum kan overvære gruppen gå på line og svæve mellem byens bygninger og bagefter selv prøve kræfter med parkour.

Desuden vil Go Extreme udnytte, at Aarhus er placeret tæt på unikke naturområder. Det sker blandt andet ved at arrangere kombineret kunstdebat og vinterbadning og lade kunstnere og sportsudøvere skabe en ekstremsportsevent for publikum i Marselisborgskovene, alt sammen i samarbejde med byens mange ekstremsportsforeninger og eksisterende initiativer. Med disse initiativer vil udstillingsprojektet forsøge at dække en bred vifte af ekstremsportsgrene lige fra triatlon og fridykning til klatring og parkour, alt imens kunsten fungerer som prisme for de fysiske udfoldelser.
Go Extreme forventes at åbne i midten af 2021.

Kilde: Bikubenfonden

Kurator Peter Ole Pedersen
Peter Ole Pedersen (f. 1978) er dansk kurator, forsker og kunstner baseret i Århus og København. Han har tidligere arbejdet med kulturhistoriske temaudstillinger i det prisbelønnede udstillingsinitiativ The Piccadilly Exhibition Company, arrangeret en række udstillinger og events på danske museer og de seneste to år stået bag otte kunstudstillinger i regi af projektet Kunst og Dokumentar-kultur finansieret af Novo Nordisk Fonden.

Udstillingsprisen Vision
Med Udstillingsprisen Vision indbyder Bikubenfonden hvert år museer, kunsthaller og andre udstillingsaktører til at deltage i konkurrencen om at få realiseret et visionært udstillingskoncept med nutidig relevans. En jury bestående af syv fagfolk fra relevante brancher vurderer alle indkomne idéoplæg. 3-5 idéer inviteres til en 2. runde, hvor deltagerne videreudvikler og kvalificerer deres idéer. Den endelige prisvinder modtager op til fem millioner kroner til realisering af udstillingen.

Juryen består i 2019 af:
Helga Just Christoffersen – Associate Curator, New Museum, New York
Julian Juhlin – Scenograf
Malene Vest Hansen – Lektor i kunsthistorie, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
Jacob Wamberg – Professor dr.phil. i kunsthistorie, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet
David Zahle – Arkitekt og partner, BIG Bjarke Ingels Group
Mette Marcus – Chef for kunstområdet, Bikubenfonden
Søren Kaare-Andersen – Direktør, Bikubenfonden

Tidligere vindere af prisen
2018: Kunsten i Aalborg med udstillingen ’Work it Out!’. Udstillingen forventes at åbne i efteråret 2020.
2017: Esbjerg Kunstmuseum med udstillingsformatet ’Wunderkammer’. Udstillingen består af tre dele, hvoraf første del blev afholdt oktober 2018 - marts 2019.
2016: Kunstnergruppen Sisters Hope og Den Frie Udstillingsbygning med udstillingen ’Sisters Academy – The Boarding School’. Udstillingen løb fra den 19. september til den 18. oktober 2017.
2015: Medicinsk Museion med udstillingsprojektet ’Mind the Gut’. Udstillingen åbnede i oktober 2017 og er nu en del af den permanente udstilling på Medicinsk Museion.

Del artiklen

'Peter Ole Pedersen og Kunsthal Aarhus vinder visionspris med udstilling om ekstremsport'

Facebook