Ny viden om kunstens rolle i samfundet

Ny viden om kunstens rolle i samfundet

Det fællesnordiske forskningssamarbejde skal kaste nyt lys over forholdet mellem kunst og sociale fællesskaber. Foto: Astrid Dalum og KulTHYvator

11 forskningsprojekter skal nu undersøge kunsten i sociale fællesskaber i Norden og give ny viden om den sociale betydning af kunst og kulturelle aktiviteter.

Hvad sker der med nordisk poesi, når læsere og forfattere deler digtene med hinanden på festivaler og i internetfællesskaber? Kan Street Dance virkelig overskride kløfter mellem generationer og kulturer? Og hvilken betydning har kunstens æstetiske virkemidler for organisering af lokale fællesskaber? Det er nogle af de emner, nordiske kulturforskere skal kaste nyt lys over som led i et nyt fællesnordisk samarbejde.

I alt 11 forskningsprojekter er udvalgt af Norsk Kulturråd og Statens Kunstfond til at tilvejebringe mere viden om den sociale og samfundsmæssige værdi af musik, litteratur, teater og dans, billedkunst og festivaler i Norden. Der har været meget stor interesse for forskningsprogrammet, som også knytter en tættere forbindelse mellem de statslige kunststøttesystemet i Danmark og Norge og imellem nordiske forskningsmiljøer.

Formand for Statens Kunstfonds bestyrelse, Michael Bojesen, siger:
”Det er en stor styrke ved forskningsprogrammet, at det forankres i forskellige forskningstraditioner og -miljøer inden for humaniora, samfundsvidenskab og økonomi. Det er med til at gøre den relevant både for kultursektoren, politikerne og for forskningsmiljøerne.”

“Jo mere man ved om kunstens rolle i samfundet og dens betydning for etablering af sociale fællesskaber des bedre kan man løfte samtalen om kunsten og bidrage til den kulturpolitiske debat og de kulturpolitiske prioriteringer.”

Se mere om forskningsprogrammet her
Læs mere om de støttede forskningsprojekter her

Kilde: Statens Kunstfond

Del artiklen

'Ny viden om kunstens rolle i samfundet'

Facebook