Forbund anklager Den Gamle By for censur

Forbund anklager Den Gamle By for censur

Udsnit af plakaten Dusken er tilbage, som museumsdirektør Thomas Bloch Ravn ikke ønsker udstillet. Censur siger Billedkunstnernes Forbund. Foto: SURREND

Billedkunstnernes Forbund kritiserer museumsdirektør Thomas Bloch Ravn for at ville udøve censur.

En omstridt plakat skaber splid mellem kunstnergruppen SURREND og Den Gamle By og får nu også Billedkunstnernes Forbund til at reagere. Plakaten, der viser kongefamilien dyrke gruppesex, er ikke længere en del af en planlagt retropspektiv udstilling af kunstnergruppens værker på Dansk Plakatmuseum.

Ingen plakatsex i udstillingsperioden
Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn har desuden krævet, at plakaten heller ikke må fremvises andre steder i udstillingsperioden, ellers vil hele udstillingen blive aflyst.

“Da den famøse provokationsplakat er blevet forbundet med denne udstilling, så må den heller ikke vises andre steder, mens den retrospektive udstilling kører her. Hvis Surrend ikke holder sig til de retningslinjer, må hele udstillingen aflyses«, siger han.

Denne beslutning har affødt en hård kritik fra formanden for Billedkunstnernes Forbund Nanna Gro Henningsen, der mener at museumsdirektøren lægger et urimeligt hårdt pres på kunstnergruppen.

Den kontroversielle plakat Dusken er tilbage, som museumsdirektør Thomas Bloch Ravn ikke ønsker udstillet. Foto: SURREND
Den kontroversielle plakat Dusken er tilbage, som museumsdirektør Thomas Bloch Ravn ikke ønsker udstillet. Foto: SURREND

Kritik af museumsdirektøren
”Vi har de senere år set et par beklagelige sager, hvor ledelsen på danske kunst- og kulturinstitutioner har forsøgt at bremse visning af bestemte kunstværker, fordi man har frygtet politiske eller økonomiske repressalier. Men i den aktuelle sag fra Den Gamle By i Århus ser vi for første gang, at en museumsdirektør ligefrem vil forbyde kunstnere at udstille et bestemt værk i anden sammenhæng, helt udenfor museets regi. Det er et uhørt forsøg på at begrænse den kunstneriske ytringsfrihed, som vi håber, at politikerne tydeligt vil sige fra overfor”, udtaler Nanna Gro Henningsen.

Da museumsdirektør Thomas Bloch Ravn i øjeblikket er i udlandet, har det desværre ikke været muligt at få hans kommentar til forbundets kritik. Det er derfor endnu uvist, hvilke følger sagen vil få for SURRENDs udstilling på Dansk Plakatmuseum. Udstillingen er planlagt til at åbne den 13. oktober.

Del artiklen

'Forbund anklager Den Gamle By for censur'

Facebook