Sympati for en liter vand

Det er så nedbarberet og enkelt, at man først føler sig taget ved næsen. De fleste materialer kan man finde i ethvert byggemarked, og Vanessa Billy har ikke gjort meget andet end at sætte materialerne sammen og give dem en titel.

Hendes værker er for fine til at være tilfældige readymade-skrammel fra baggården, men de er heller ikke poppede nok til at være Pop Art. Man tænker ikke, at virkeligheden eller forbrugersamfundet er trængt ind i kunstrummet. Det er heller ikke minimalt nok til minimalisme, og det er slet ikke syret nok til at være surrealistisk, selvom surrealisterne også satte ting sammen på nye måder.

Vanessa Billy virker ikke som om, at hun vil omvende eller overvælde sit publikum. Det er ikke store, urovækkende eller opmærksomhedskrævende sammenstød, hvor tingenes betydning bliver draget i tvivl. Der bliver ikke råbt fra væggene og gulvet til den besøgende i galleriet.

Back to basic
Tværtimod er værkerne nok i sig selv. Enkeltheden kan meget nemt forveksles med simpelhed; en glasvase med en pose vand, en betonklods på et metalstativ eller en metalspand med en udspændt plasticpose og en glasdråbe.

Men når man bukker sig ned over skraldespanden, får man en umiddelbar sympati for denne lille, fine og skrøbelige glasdråbe, der kun bliver holdt oppe af posen.

Natural Means Something Like Vegetables hedder både udstillingen og værket med glasdråben.

Det er meget morsomt, og på sin vis er alle værkerne sjove. Man smiler for sig selv, når man føler sympati for en glasdråbe, og man smiler også, når man pludselig føler med en lille liter vand, der er lukket inde i en plasticpose i en glasvase.

Det er selvfølgelig latterligt, men det er latterligt på et højere plan.

Ingen naturlighed
Udstillingens titel er ironisk. Vi skal ikke tro, at elementerne har en naturlig og urokkelig form. De forandrer sig hele tiden i forhold til omgivelserne og de ting, vi gør ved dem.

Vandet bliver holdt fast i glasskålen i værket, der hedder Kept in time and in circles, og i Fluids står plexiglas i en bue som en fastfrossen stråle eller regnbue. Alt det, der har været flydende bliver fastholdt, og alt det faste er ved at gå fra hinanden.

Man skal være romantiker
Men ironien virker ikke, hvis man ikke først har levet sig ind i værkerne. Er man romantisk anlagt, glemmer man at opretholde den ironisk distance til værkerne.

I et øjeblik kan man fylde en masse menneskelige følelser ind i værkerne. Bagefter, når man træder et skridt tilbage og får værket på afstand, kan man smile eller måske grine ad sine egne følelsesinvesteringer.

Man opdager, at værkernes naturlighed er noget, vi tillægger dem. Men det kræver, at man glemmer ironien og fortaber sig i værkerne, før selvironien hiver én op til overfladen igen.

Uromantiske værker
Det er ikke alle værker, der taler til vores indre, mere eller mindre gemte romantiker. I hjørnet hænger to glasskiver over for hinanden. Det er udstillingens eneste værk, hvor man må ty til titlen i værkoversigten for at få noget som helst ud af det. Sun Neither Rise Nor Set hedder de to glas-sole, og det er først nu, at man begynder at tænke på værkerne som kryptiske symboler, der skal afkodes.

I resten af udstillingen kan man gå rundt som et stakkels romantisk fjols og føle for byggematerialerne. Det er først, når man begynder at tænke for meget, at meningen forsvinder. Men som u-intellektuel og romantisk kunst fungerer værkerne udmærket, fordi man opdager, at selv en plasticpose kan vække ens dybeste sympati.