Et kultur- og modstandsarkiv

Den intime stemning i cafeen og kunstrummet Sorte Firkant på indre Nørrebro i København omfavner sine gæster. Møblerne og indretningen er afslappet og mangefacetteret. Stedet knytter sig ikke til en bestemt identitet, men åbner op for forskellige muligheder.

Her er jeg mødtes med billedkunstner Katrine Dirckinck-Holmfeld for at tale om tid og rum; om Sorte Firkants aktuelle kunstinstallation Zamakan (TimeSpace), som hun har instrueret og produceret sammen med Amr Hatem. Researcheren på projektet og den daglige leder af Sorte Firkant, Abbas S. Mroueh, vil støde til lidt senere.

”Zamakan er en sammentrækning af ordet ’zaman’, som på arabisk betyder tid og ’makan’, som betyder sted eller rum, altså tidsrum. Men titlen er også inspireret af sufi-filosofi, hvor tid forstås som flydende rum og rum som fastfrosset tid”, indleder Katrine Dirckinck-Holmfeld.

Projektet Zamakan (TimeSpace) tager udgangspunkt i Abbas S. Mrouehs research og netværk. Han har taget en master i Refugee Studies med speciale om kulturel erindring i den arabiske diaspora i Danmark.

Det dokumentarprægede to-skærmsværk er også tæt forbundet til udstillingsstedet Sorte Frikant, idet det er båret af interviews med nogle af personerne i netværket omkring stedet.

”Værket er en række portrætter af folk, der er kommet til Danmark primært fra arabiske lande, Syrien, Palæstina, Irak, Libanon, siden begyndelsen af 1980’erne. De er kommet til Danmark af forskellige årsager, men hovedsageligt som flygtninge. De er alle kulturproducenter, fx filmmagere, forfattere eller kunstnere”, fortæller Dirckinck-Holmfeld.

Hun viser mig et klip med Ayman Abu el Hayja, som er flygtning fra Palæstina. Mens billeder af cigaretrøg, hænder og facader af dansk gult murstensbyggeri toner frem, hører man Ayman Abu el Hayja voice-over fortælle om sin ankomst til Sandholm-lejren. Man ser og hører altså forskellige tider og rum samtidig i værket.

”Ayman Abu el Hayja fortæller her, hvordan han fik et chok, da han fik serveret yoghurt i Sandholm-lejren, fordi yoghurt i Palæstina, Libanon og Syrien er salt, ikke sød, som den han fik i Danmark”.

Affektens tid

Anekdoten minder om den franske forfatter Marcel Proust berømte Madeleine-kage-scene fra På sporet af den tabte tid, hvor fortællerens barndom folder sig ud, idet han smager kagen som voksen.

Da anekdoten om yoghurten blev optaget til Zamakan (TimeSpace), opdagede Dirckinck-Holmfeld, at den ikke kun indeholdt fortiden og nutiden, men også den tredje tidsdimension.

”Den affektive oplevelse bragte et minde fra fortiden til Ayman Abu el Hayja i nutiden, men det fik ham samtidig til at reflektere over fremtiden, som ville blive fuldstændig anderledes. Han erkendte, han måtte være åben og mindre forudindtaget. Han genforhandlede hele sin tilgang til fremtiden. Det, synes jeg, er meget inspirerende. Denne sekvens bliver udgangspunkt for hele filmen, fordi den muliggør, at flere forskellige tidsligheder kan udfolde sig i den affektive oplevelse”.

Katrine Dirckinck-Holmfeld viser mig endnu et klip fra installationen med filmageren Mohammed Tawfik. Han lavede filmen The Everyday Life of a Fighter om de palæstinensiske frihedskæmperne i Sydlibanon men måtte flygte inden filmen blev færdig i 1982, og selve filmen er gået tabt.

Hans patinerede ’behind the scenes’-fotografier fra filmoptagelserne indgår også i værket på Sorte Firkant.

”Vi vil i projektet gerne vise mulige rum, hvordan personernes veje kunne have krydset hinanden. Ayman Abu el Hayja kunne have været med i Tawfiks film, som skulle skildre frihedskæmpernes hverdagsliv. Vi har på lignende vis med installationen gerne villet skabe et menneskeligt ansigt bag ved det billede, der tegnes i medierne af flygtningedebatten. Det er i Zamakan (TimeSpace) portrætter af helt almindelige mennesker med et dagligdags liv”.

Kunstens relation til demokratiet

Sorte Firkant er udviklet og etableret med afsæt i Dirckinck-Holmfelds ph.d. om, hvordan kunst kan skabe reparerende kritiske praksisser.

”Konklusionen i min ph.d. afhandling blev at tænke i, hvordan man kan skabe andre affektive infrastrukturer, som tager kunsten ud af det vante gallerirum og skaber et ’community’ rundt om den. Vi har i Sorte Firkant brugt de sidste tre år på at skabe en forbindelse mellem den arabiske diaspora i Danmark og den kulturelle produktion, der er i den arabiske verden i dag og og tilbage i historien”, forklarer hun.

Sorte Firkant har således dels vist kunst af folk, som er kommet forbi på rejse og dels af folk, som bor i Danmark, men næsten ikke er repræsenteret på den danske kunstscene.

Det handler om at skabe rum, hvor folk fra forskellige baggrunde og discipliner kan mødes på tværs og vise deres værker.

Nu er Abbas S. Mroueh kommet ind ad døren og tilslutter sig samtalen.

”Nogle af de folk var aktive i kampen mod invasionen af Libanon i 80’erne. De har deres billeder, bøger og breve. De er blevet totalt ignoreret. Jeg siger ikke, de skal have Oscars for deres film, men de producerer værker, som er meget relevante for deres kultur, samfund og erindringer. De får aldrig støtte til deres film, for de er ikke væsentlige for et dansk publikum, får de at vide. Men de er byens beboere”.

Er Zamakan (TimeSpace) et terapeutisk, psykologisk eller didaktisk værk om fortidens forbindelse til nutiden og fremtiden, kunne man spørge?

”Nej, vi vil ikke behandle eller uddanne folk. Vi vil vise noget værdifuldt, og folk kan tænke, hvad de vil. Inspireret af sufisme, som handler om at opløse sig selv og blive en del af et hele, kan man sige, at dette på samme måde er et forsøg på at tænke i et hele, i et ’community’. Vi forsøger at inkludere folk. Det er deres stemmer, man oplever i Zamakan (TimeSpace). Vi forsøger at fjerne os selv fra billedet”, forklarer han.

Katrine Dirkcind-Holmfeld supplerer:

”Tanken er at skabe et kultur- og modstandsarkiv af singulære historier. Og måske få folk til at forstå, at disse mennesker bidrager med vigtige kultur-arkiver og historier til den kulturelle erindring, som er i Danmark”.

Hvordan ser I kunsten relateret til debatten og demokratiet. Kan kunsten ændre samfundet?

”Jeg tror ikke, vi har opnået at ændre noget som helst, men i det mindste skaber vi med kunsten måske lokale, små verdener, som kan blive til flere. Kunsten skal være relateret til flere og til den almindelige befolkning”, svarer Dirckinck-Holmfeld og Mroueh afslutter:

”Det vigtige spørgsmål for mig er ikke, hvordan kunsten påvirker samfundet, men hvordan det politiske og demokratiske system påvirker kunst. Kunstnerkollektiver skulle eje fysiske rum. De fysiske rum er vigtigere end kunst. Rummene kan kontinuerligt vise kunst, mens kunsten kan være forsvundet i løbet af meget kort tid. Hvis vi styrker samarbejderne og artikulationerne mellem alle disse alternative rum, så kan vi måske på sigt skabe forandringer”.