Ny udstillingsplatform i Kødbyen i København

Ny udstillingsplatform i Kødbyen i København

Lise Nørholm: Vide Vidder, 2019. Foto: RoofTop

RoofTop er en ny udstillingsplatform med adresse i Den Hvide Kødby i København. Men som navnet antyder, er det ikke en helt almindelig beliggenhed, idet platformen er et 12 m langt lysskilt, som er opstillet på toppen af en nedrivningsejendom på adressen Ingerslevsgade 84 A.

Projektet er en midlertidig installation, der blander sig med de urbane omgivelser, med udsigt over banelegemet og indgangen til den pulserende Hvide Kødby fra øst.

Lysskiltet bliver udstillingsplads for ti udstillinger/kunstneriske udsagn over de næste ti måneder. Tekst som billedkunst, lavet af billedkunstnere. Vist i det offentlige rum.

Udstillingsplatformen præsenterer en række markante samtidskunstnere, og tæller Lise Nørholm, Peter Holst Henckel, Lise Harlev, Anette Harboe Flensburg, Gudrun Hasle, Kaspar Bonnén, Michael Mørk, Jesper Fabricius, Kim Asbury og Jakob Jakobsen.

Alle værker tager tekstens billedkunstneriske kvaliteter som omdrejningspunkt, hvor det ikke nødvendigvis blot er tekstens indhold, der får betydning, men også tekstens formelle udformning og visualitet. På den måde eksisterer værkerne i grænsefeltet mellem det, der kan afkodes som skrift og det, der kan forstås som billede.

Forbipasserende har siden begyndelsen af marts kunnet opleve Lise Nørholms værk Vide Vidder, og fra d. 29. marts er det Peter Holst Henckel, der med værket Hvem ejer midten af paradis? indtager taget på Ingerslevsgade 84.

Bag projektet står kurator og billedkunstner Michael Mørk.

Kilde: RoofTop

Del artiklen

'Ny udstillingsplatform i Kødbyen i København'

Facebook