Billeder er noget mennesker skaber…eller er det? Det er denne grundantagelse, der for alvor udfordres i Galleri Images seneste udstilling. Her udforskes computerens rolle som billedskabende maskine, og hvordan den teknologiske udvikling former vores liv igennem de usynlige datastrømme, der gennemsyrer stadigt flere sider af tilværelsen.

For hvad sker der, når algoritmer erstatter det traditionelle kamera som en billedskabende praksis? Og hvad ligger egentlig bag de billeder, vi omgiver os med hver eneste dag?

Magdalena Tyżlik-Carver forklarer: “Billedskabelse er blevet en almen praksis, som alle deltager i hver eneste dag. Det er let at tage en computer op af lommen og fotografere omgivelserne og indfange de ting, vi ønsker at bevare i vores erindring.

Ud over denne øgede produktion af billeder er det interessante også, hvordan de produceres og den infrastruktur, der muliggør skabelsen af billeder og deres distribution. Udstillingen undersøger billedet som meget mere end blot en overflade men som noget, der indgår i en større teknologisk og social infrastruktur”.

Computeren som billedmaskine

Computerhistorikeren Matthew Allen beretter om 60’ernes paradigmeskifte, hvor man begyndte at betragte computeren som andet og mere end blot en regnemaskine men som noget, der også kunne bruges til at tegne med og senere indfange fotografiske billeder samt generere og organisere visuelle, virtuelle rum.

I dag er denne udvidede forståelse blevet en integreret del af vores hverdag, og i udstillingen kan man opleve ti værker af ni meget forskellige kunstnere, der på forskellig vis udforsker sider af denne nye billeddannelse.

“En af de tidlige værker af Sebastian Lütgert – alias Robert Luxemburg – er et screenshot af kunstnerens computerskærm. På Skrivebordet ser man en række åbne applikationer, heriblandt en algoritme som, hvis vi overfører den til vores egen computer, viser sig at være bogen Cryptonomicon af Neal Stephenson.

Værket er således ikke blot et statisk billede, men et operationelt billede, der kan generere noget. Det er altså både et billede, en algoritme og en litterær genstand”, forklarer Tyżlik-Carver.

Billedets infrastruktur

I denne nye billedforståelse er det synlige, visuelle billede uløseligt forbundet med de usynlige, underliggende algoritmer og strukturer, der muliggør billedets frembringelse.

“Petra Cortrights værk VVEBCAM er oprindeligt fra 2007 og baserer sig på tidlig webcam-teknologi, der eksperimenterer med de filtre, vi i dag kender fra f.eks. Snapchat, og som indgår i måden, hvorpå vi præsenterer os selv overfor venner og familie.

I videoen ser vi  kunstnerens ansigt, der ikke forandrer sig meget. I stedet sker forandringen igennem de skiftende effekter: Pizzaer, sne, dyr og andre tilfældige ting, der dukker op i på skærmen.

Filmen blev postet på Youtube, og det er samme ældre version af Youtube, som det så ud i 2007, der her er bevaret. Med den digitale distribution får filmen tilføjet ekstra data i form af tags og kategoriseringer, og her eksperimenterer kunstneren med at tilføje populære søgekategorier som “boobs” og “vaginas” for at øge trafikken til videoen men også for at udforske nettets censur. Så værket arbejder både med billedet selv såvel som de underliggende infrastrukturer.”

Emotionel respons

I forbindelse med åbningssymposiet på Kunsthal Aarhus fremførte Kristoffer Ørum det performative værk It Sings for Us of What We Might Become i form af en forelæsning, hvor computeren blev en aktiv med- og modspiller. Apps, pop-up-meddelelser og små baggrundsprogrammer, der egentlig skulle hjælpe brugeren, overtog langsomt Ørums forelæsning, hvor computerens mange dataindsamlings- og overvågningspotentialer også blev demonstreret.

“I stedet for blot at fokusere på den datagenerering, der foregår på skærmen, demonstrerer værket også den forbindelse, der sker imellem vores kroppe og den data, der genereres – vores emotionelle respons, eller affekt, når vi interagerer med computerens interface.”

Kristoffer Ørum: It Sings for Us of What We Might Become, 2019.

Billeder for maskiner

Et andet aspekt af Ørums værk er den dataindsamling, der hele tiden sker, når computeren via sensorer og vores brug af maskinen indsamler informationer om os – ofte uden at vi er bevidste om det.

Informationer og billeder, der registreres og indgår i avancerede algoritmer hos Google, Facebook eller Amazon – såkaldt “Big Data” – og hvor informationen måske aldrig bliver set af rigtige menensker, men udelukkende indgår i AI-algoritmernes datasæt.

“Et andet værk af Anne Ridler arbejder med maskinlæring og kunstig intelligens. Til ferniseringen skabte hun værket Drawing with Sound i samarbejde med lydkunstneren Ben Heim og en kunstig intelligens.

Under sin performance tegnede hun med kul på en væg, hvor hendes bevægelser blev registreret af et brillemonteret kamera og sendt igennem en algoritme, der producerede lyd. Her indgår menneske og maskine i et gensidigt afhængighedsforhold i produktionen af billeder.”

Billedet som en maskine

“Udstillingen forsøger også at reflektere over begæret og det følelsesmæssige aspekt af dét at bruge en computer. Computerprocesser ikke blot er algoritmiske, men forudsætter en bruger og skabes i relation til denne bruger. Og det mener jeg, at værkerne afspejler”, siger Tyżlik-Carver.

“Enten ved at vise kroppen som en del af dataindsamlingsprocessen, som hos Anna Ridler når hun tegner og kroppen er nødvendig, for at indsamle bestemte data. Eller i Sarah Schorr eller Kristoffer Ørums værker, der reflekterer over individuelle oplevelser af væren med maskinen i hverdagen.

Eller i avatarkunstneren LaTurbo Avedon, når hun fra maskinens dyb taler om det digitale “vildnis”, der må beskyttes imod udbytning.”

Den digitale billeddannelse er ikke udelukkende noget visuelt, men en algoritme og en del af et langt større system. Som Magdalena Tyżlik-Carver afslutningsvis formulerer det: “Udstillingen er også en refleksion over forestillingen om computeren som en generator for billeder, ideer og begær. Rosemary Lees værk The image is a machine, der er en form for manifest, taler om, at det digitale billede selv er blevet en slags maskine. En maskine der genererer ting og får ting til at komme til syne.”