Det skal du se! uge 10

Det skal du se! uge 10

Sarah Schorr: Udsnit af Saving Screens: Temporary Tattoos and Other Methods, 2019. Fra udstillingen ScreenShots på Galleri Image. Pressefoto.

Galleri Image
8 mar– 28 apr  ScreenShots – Desire and Automated Image
Udstillingen ScreenShots: Desire and Automated Image undersøger billedet og dets produktionsformer, som i dag i stigende grad er baseret på computerteknologier. Kunstnerne Petra Cortright, Kristoffer Ørum, Sebastian Lütgert, Sarah Shorr, Anna Ridler undersøger screenshottets egenskaber som medie og værktøj. I forbindelse med udstillingen afholdes symposium på Kunsthal Aarhus fredag den 8. marts klokken 10-16.
Fernisering fredag 8 mar kl. 17-19

Viborg Kunsthal
8 mar – 26 maj  Mikkel Carl: Power Floats like Money, like Language, like Theory
Viborg Kunsthals østfløj husede gennem 1800-tallet et brændevinsbrænderi. Med tre store kedler var der tale om Viborgs største destilleri. At en sådan industriel facilitet nu er blevet hjemsted for en kunsthal, danner baggrund for Mikkel Carls udstilling Power Floats like Money, like Language, like Theory.
Fernisering torsdag 7 mar kl. 19

Johannes Larsen Museet
8 mar – 2 jun  Anne Marie Egemose, Inge Bjørn, Annette Holdensen og Randi N. Lium: Tråde til naturen
På denne udstilling kan man opleve 4 tekstilkunstnere, Inge Bjørn, Anne Marie Egemose, Annette Holdensen og Randi N. Lium, der med egne ord er optagede af “landscape-art”. Med afsæt i naturen arbejder de figurativt og abstrakt med gobelinvæv, grafiske blade med fuglemotiver, trådinstallationer og fiberkunst/væv af papir.
Fernisering fredag 8 mar kl. 16

 

Gammelgaard
Heine Kjærgaard Klausen: All We Have is Now. Pressefoto

Gammelgaard
9 mar – 31 mar  Heine Kjærgaard Klausen: All We Have is Now
Heine Kjærgaard Klausen skaber værker, som oftest overskrider deres egne rammer ved at snige sig ind i skulptursituationer eller som dele af en skulpturel form. Og på den aktuelle udstilling bliver der mulighed for at opleve tre af disse skulptursituationer.
Fernisering lørdag 9 mar kl. 15

Nikolaj Kunsthal
8 mar – jun  Anna Domnick: It’s all white
Træd ind i et helt hvidt rum og bliv mødt af en forunderlig, uigenkendelig side af indlandsisen. Med detaljerige close-up fotos printet i storformat, glasmontrer med udsnit af is-boringer og lyden af en radar viser kunstneren en side af isen, der henleder tankerne på universets helhed og himlen over os.
Fernisering torsdag 7 mar kl. 16-18

Møstings Hus
9 mar – 14 apr  Hanne Varming: Familie
I 2019 fylder billedhugger Hanne Varming 80 år. Det fejres i Møstings Hus med en retrospektiv udstilling under temaet Familie. De karakteristiske hjemlige rum i stueetagen fyldes af skulpturer, der gengiver mennesket i alle stadier af livet, ved dets afslutning, på vej ud af barndommen samt de helt spæde og nye i verden.
Fernisering fredag 8 mar kl. 17-19

Del artiklen

'Det skal du se! uge 10'

Facebook