Lad os starte med nutiden og nærværet, nærmere bestemt det positive nærvær, hvor det drejer sig om at tage mentalt bolig i den krop, som vi ikke har, men som vi er.

Vi trækker i bogstaveligste forstand vejret sammen med installationskunstneren Jeppe Hein (f. 1974). Han har skabt en maggiterning af en udstilling, en totalinstallation til Politikens Forhal, hvormed han opfordrer menneskeheden til en radikal gentænkning af de eksisterende praksisformer for at dæmme op mod klimakrisen og de fatale følger, som den bringer med sig.

Politikens Forhal har en alt andet end nem arkitektur med kæmperuder ud til den travle Rådhuspladsen, en reception, som lægger beslag på et større areal m.v. Men disse ulemper har Hein taget højde for, og nærmest gjort en dyd ud af.

Hein opfordrer os til at lade forandringen begynde lige der, hvor vi er og i vores egen krop. Ved åbningen inviterede han publikum til at skabe et fælles in situ vægmaleri My Breath is Yours and Your Breath is Mine, hvor publikum malede med blå akvarelfarve på væggen efter deres åndedræt – to brede parallelle streger, en for indånding og en for udånding.

Man tænker uvilkårligt på Sophie Duponts performative værk Marking Breath, hvor hun registrerer sit åndedræt fra solopgang til solnedgang ved at ridse streger på en metalplade. Men ingen kunstner skaber alene. Alle inspireres af hinanden.

Mise en abîme

De øvrige værker er fortrinsvis spejlværker, der drejer rundt fra loftet og fanger hinandens spejlbilleder, det store vindue ud mod Rådhuspladsen og så selvfølgelig de blå striber.

Dér, hvor de hængende spejle i et øjeblik rammer hinandens spejlbilleder, opstår der en uendelighedsspejling, et fænomen som i litteraturforskningen benævnes mise en abîme (egentlig: sat i afgrunden) – dvs. at man indskyder en række fiktioner i fiktionen, som kan bringe læseren i en tilstand af svimmelhed. Sådan er det i Heins rum, hvor alting reflekteres og kører rundt.

Yderligere har Hein nedfældet sentenser som I Am Right Here Right Now bøjet i neon på nogle mere regulære spejle, der er hængt op på vægge og vinduer. Endnu en påpegning af nærværet – og et skjult Søren Ulrik Thomsen-citat?

Hein giver den i sin aktuelle udstilling i rollen som en regulær do good’er. Og man må give ham ret. Intet politisk tema er vigtigere end klimakrisen. Det er helt afgørende, at vi ændrer praksis og skaber en bæredygtig klode, hvis planeten skal overleve med os om bord. Og forandringen starter i kroppen, lige her og nu.

Jeppe Hein: Change Yourself. Politikens Forhal. Til 30. marts.

Mellem tekstil- og fotokunst

Susanne Wellm (f. 1965) er oprindelig uddannet i grafik og tekstilkunst ved Skolen for Brugskunst (i dag: Det kgl. Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering), men hun har i mange år arbejdet udelukkende med fotografi, og især har hun eksperimenteret med en bred vifte af fotografiske teknikker.

Hendes værker befinder sig i et frugtbart krydsfelt mellem film og fotografi, idet hun antydningsvis lader motiverne fungere som startskuddet på en film, som publikum kan digte videre på.
Hendes nærmest minimale, stramme og smukke fotografier spiller i høj grad på betragternes følelsesmæssige strenge. Det er et stille, tyst og romantisk fotografi med fokus på hverdagslivet, som hun framer ved bl.a. at bortretouchere alle visuelle ”støjgener.”

Besværgelse af stilheden

Hendes nye værker er i mine øjne ganske unikke. De besværger på én gang stilheden og det svundne eller forgangne/erindringen og er samtidig en pragtpræstation rent teknisk.

Wellms har en tysk mor, hvis ungdom altid har været omspundet med en vis hemmelighedsfuldhed. Wellm er gået i filmarkiverne og har fundet stills fra tyske stumfilm for at afæske filmene stemninger, der kan matche hendes forestillinger om morens ”tid.”.

Det drejer sig især om unge piger – alias hendes mor som ung? De lidt grumsede filmbilleder har hun tonet og klippet op i strimler og vævet, så de fremstår som en blanding af vægtæppe, fotografi og maleri med en fin og ny taktilitet.

De gamle scener er ”vævet” i en lang og omstændelig fremstillingsproces, som med snittene ned gennem billederne samtidig peger på de gamle stumfilms fragilitet og fremskredne forfald.

Wellms er angiveligt inspireret af den tyske forfatter W.G. Seebald, som opererer med mange lag af handlinger, både virkelige og fiktive. Endnu et eksempel på det litterære greb mise en abîme?

Værkerne er åndeløst smukke, og ja, netop besjælede. Bagpå er de malet med neonfarver, der kaster lys bag billederne, hvilket løfter dem ind i vores tid. Scenerne skaber en stemning af anno dazumal og viser, hvilken stor kunst der kan komme ud af at jagte sin mors fortid, hvis blot man kan håndtere det så godt, som Susanne Wellm gør det.

Susanne Wellm: The Conspiracy of Silence. Galleri Kant. St. Kongensgade 3, gården. Til 30. marts.

Uhyggelige hverdagsscener

Morten Schelde (f. 1972) er mest kendt for sine store, ofte monokrome papirarbejder udført med en malerisk stoflighed, alene ved hjælp af farveblyant og almindelig blyant. Motiverne er ofte lidt spooky: Interiører af almindelige nutidshjem – gerne parcelhusinteriører – eller fortidige rum med trapperne, der er vinde og skæve, gulve, der gynger, og hvor tyngdeloven og enhver ro og orden er sat ud af kraft. Med andre ord: Unheimliche motiver.

I en årrække var Schelde optaget af maleriet, men med sin nye udstilling Stages er han vendt tilbage til papirarbejderne og viser sig i super fin form. Denne gang har han dog skiftet farveblyanterne ud med blæk og blyant. Det drejer sig både om små papirarbejder, der er hængt op som en kalejdoskopisk samling af oplæg til de store – ofte monumentale – papirarbejder, som måler op til 200 x 150 cm.

De fleste motiver er enten domineret af kun to stærke, ofte skingre farver, eller også er de rene monokromer. Den begrænsede farvepalet giver motiverne en syret og fremmedgjort stemning. Det er hverdagsscener – en kvinde, der sover i et giftiggult værelse, et rundt bord i en stue, et køkken med familiefotos vendt på hovedet og et gammelt hestekranie i vindueskarmen. Virkeligheden i Scheldes fremstilling er spooky og uberegnelig.

Men der sker også noget andet: Schelde har en del humor ude at gå, og det er en fornøjelse at begrave sig i detaljerne. Se bare på The Attic (loftet), der myldrer med antikke krukker og figurer, som rækker tunge.

Dejligt, at Schelde er vendt tilbage til papirarbejderne, som han mestrer som ingen anden dansk samtidskunstner.

Morten Schelde: Stages. Hans Alf Gallery. Holbergsgade 8. Til 30. marts.