En af mine absolut yndlingsplader er den meget stemningsfulde, ret obskure og konceptuelle udgivelse af Icebreaker International (Alexander Perls og Simon Break) med titlen Train Maersk: A Report to The NATOarts Board of Directors fra 2000.

Albummet er en tvetydig hyldest til global handel i det nye årtusind, hvor duoen i januar 2000 stiger ombord på et Maersk skib i Yokohama for i de kommende uger at reportere fra ruten, havnene og de lange passager til havs både musikalsk og med feltoptagelser og faktuelle oplysninger. I slutningen af februar ankommer skibet endelig til Halifax i Canada og de to musikere overhænder albummet som en rapport fra verdenshandelens primære infrastruktur i en ny globaliseret verden. Værket er både smukt, billedproducerende og en afvæbnende komisk, kritisk performance midt i den kapitale virkelighed.

Produktionens poesi

Denne kritiske leg med kapitale systemer og troen på at kunsten via omfattende undersøgelser kan formidle dybderne og de menneskelige dimensioner i disse systemers natur er et velkendt greb – særligt i den konceptuelle billedkunst.

I samme kunstneriske felt bør man også stifte bekendtskab med Adrian Paci’s fantastiske videoværk The Collumn (2013), bl.a. vist på Röda Sten Konsthall i Göteborg i 2014, der på poetisk vis skildrer produktionen af en antik søjle til havs, i bugen på et fragtskib. Slavelignende forhold observeres tavst og sanseligt, imens de kinesiske arbejdere dækket i støv forvandler sten til europæisk kultur-artefakt, der omsættes ved sin nye europæiske destination.

Et kritisk blik i maskinrummet

Forgængeren for disse dybdegående kunstneriske tilgange er Allan Sekulas massive værk Fish Story (1995), der var det første af sin art. Med kunstens redskaber i den ene hånd og den kontekstuelle analyse i den anden blottede værket en kapital (fiske-)industri og dens materielle geografi – fysiske forhold, forbrug og formelle natur – i et stort og tungt værk. Fish Story var både en bog og en udstilling i flere akter og står stadig som en af billedkunstens helt store præstationer.

Derfor er det også et decideret scoop, at et lille udstillingssted som Vermilion Sands lige nu kan præsentere værkets video-dokumentariske del, The Forgotten Space fra 2010. Værket er lavet som en omfattende dokumentar over Fish Story i fællesskab med filmskaberen Noël Burch og spænder sig ud i spillefilmslængde, og hvor især mennesket som brik og tavs resurse i det store maskineri nu får ansigt og taletid.

Videoværket vises ikke i Vermilion Sands beskedne kælderlokaler på Nørrebro, men i Kunsthal Charlottenborgs biograf sammen med udstillingens andet videoværk Hydra Decapita (2010) af The Otolith Group.

Grådighedens genfærd

Hydra Decapita er et langt mere poetisk men også politisk indslag. Værket er et video-manifest eller en skabelsesberetning om Drexciya.

Drexciya er bedst kendt i musikkredse som navnet på et musikalsk kollektiv fra den tidlige teknoscene i midt 90’erne i Detroit – med hovedpersonerne James Stinson og Geráld Donaldskal. Men Drexciya er også en hel mytologi, en fiktiv verden, en planet, en civilisation af genfærd; børnene af de gravide slavekvinder, der i den vestlige kapitals navn, mistede livet, fordi de blev kastet overbord fra slaveskibene på vej til USA. Det er denne mytologi om undervands-oprørerne, der vender tilbage som hævnende superhelte, en tidlig form for afrofuturisme, vi bliver introduceret til i Hydra Decapita.

“My transition is filled with ancient deaths.“
“Victims of human greed,” hedder det bl.a. i værket.

Det ret kryptiske men fascinerende video-manifest kombinerer billedsekvenser med et mørkt, mørkt vandspejl, en udsigt fra en klippekyst og tekst, imens lydsporet dels forklarer baggrunden for Drexciya og dels tæller højt (antallet af døde?). Det hele vævet ind i et atmosfærisk musikalsk univers.

I dybet ligger potentialerne

Stemmerne fra dybet spørger: “Why have I been assigned to sub-vocalisation?”. Drexciya er en vredens kraft, der giver nyt liv til ofrene og deres efterkommere, modsætter sig tavsheden, udgrænsningen, stigmatiseringen og bærer en postkolonial kritik af samfundets strukturelle ulighed.

Og som andre dybe traumer, kan Drexciya ikke bare fortrænges. Oprøret er uundgåeligt. Det kom i 1990’erne som afro-futurisme, sci-fi, tekno-musik og raves og dannede en musikalsk undergrund, vi står på i dag, men som de færreste vanlige klubgæster kender til. Man kunne passende lytte lidt til Bubble Metropolis – albummet, som lægger navn til udstillingen, og som af mange betragtes som Derxciyas vigtigste.

Det er med disse to hovedværker i kroppen og den kritiske bevidsthed, at man skal tage videre til Vermilion Sands på Nørrebro og se udstillingens resterende værker, og det er anstrengelserne værd.

Særligt Calder Harbens værk Bodies of Water (2017). En lydinstallation hvor man badet i blåt lys ligger i dybhavs-optagelser på en luftpude med høreværn på. Med kroppen som den primære kanal, hævet over gulvet, svømmende i lyd, bliver vores krop en del af trafikken, distributionen, sonar-eksplosionerne i forbindelse med kortlægningen af havbunden (lige nu særligt Arktis).

Det er rystelser, der overgår vores rationelle forståelse af kapitalens men måske også oprørets kræfter. Dybere – i ordets positive forstand – bliver det sgu ikke.