Celestial Choreography
2 mar 201931 mar 2019

H.K.H. Prins Nikolaos af Grækenland og Danmark udforsker sit hjemlands lys på sin første udstilling i Danmark, der vises i Rundetaarn fra den 2. til den 31. marts 2019.

Solens stråler bryder frem gennem skyerne, der udfører en lydløs dans i en scenografi fuld af farver og lys. Det er naturen, der står for iscenesættelsen, men det er H.K.H. Prins Nikolaos af Grækenland og Danmark, der har fanget øjeblikket. Eller rettere øjeblikkene. Den græske himmel tilbyder nemlig hele tiden nye betagende kompositioner for en fotograf med sans for den himmelske koreografi.

Pressefoto
Pressefoto

Det er 48 himmelske øjeblikke, prins Nikolaos viser i Rundetaarns Bibliotekssal fra den 2. til den 31. marts 2019 under titlen ”Celestial Coreography”, som netop betyder ”himmelsk koreografi”. Siden sin første udstilling i 2015 hos auktionsfirmaet Christie’s i London har man blandt andet kunnet se hans billeder i Qatar og Australien, men det er første gang, prins Nikolaos udstiller i Danmark. Værkerne, der er blevet kaldt ”juveler fra Grækenland”, er samlet i en række temaer, blandt andet billeder trykt med en speciel teknik på kilotunge plader af græsk marmor.

Prins Nikolaos, der er søn af kong Konstantin og dronning Anne-Marie, er født i Rom i 1969 og opvokset i London, men er nu bosat i Grækenland. Her tager han de fleste af sine billeder, hvis motiver spænder fra genkendelige naturscenerier til abstraktioner over de klassiske elementer, der netop kan spores tilbage til det gamle Grækenland. Med sine fotografier ønsker han at vise et andet billede af sit hjemland end de blå og hvide farver, man ofte forbinder med det græske øhav, for som han siger: “Det græske lys drager naturligt mit blik mod den himmel, som naturen bruger som lærred til at skabe den smukkeste kunst, man nogensinde kan se.”

Prins Nikolaos har altid været optaget af at bestige de højeste steder for at få det videste udsyn. Derfor kan det ikke undre, at han som ramme om sin første udstilling i Danmark har valgt Rundetaarn, hvis arkitektur har fascineret ham, siden han var lille. Ja, faktisk er titlen ”Celestial Coreography” inspireret af, at Rundetaarn er bygget som og stadig fungerer som astronomisk observatorium med kikkerten rettet mod den store himmel.

I forbindelse med udstillingen er der mulighed for at høre prins Nikolaos fortælle om sin teknik og sine tanker bag værkerne. Det sker til en Tower Talk i Rundetaarns Bibliotekssal tirsdag den 5. marts 2019 kl. 17.00

Kilde: Rundetaarn

Rundetaarn

Købmagergade 52A
1150 København K

Tilgængelighed:
Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Marts: alle dage 10-18, tirs & ons 10-21
April: alle dage 10-20

Entré til Rundetaarn inkluderer besøg i udstillingen

Kontakt

+45 33 73 03 73

Celestial Choreography
2 mar 201931 mar 2019

Del

'Celestial Choreography'

Facebook