Kunsthal NORD igangsætter satellitprojekt

Kunsthal NORD igangsætter satellitprojekt

Fra Kunsthal NORDs udstillingsprojekt KN1-15: Femten Kunsthaller i 2017. Her KN8 med kunst af Rasmus Johannsen foran Aalborg Station. Foto: Niels Fabæk

Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond, Kulturkanten, UMMK og Kommunens Kulturudviklingspulje har i alt doneret cirka tre millioner kroner til Kunsthal NORD, som skal sikre et toårigt læringsforløb for unge samt udspredelsen af den publikumsinvolverende samtidskunst i hele Nordjylland.

Kunsthal Nord igangsætter nu lærings- og udstillingsprogrammet Kunstpionerer og kunstsatelitter i kredsløb. Det todelte projekt skal uddanne nordjyske unge som kunstformidlere og sikre, at hver af regionens 11 kommuner vil få besøg af en tredages mobil satellit fyldt med kunstværker, kunstformidlere og kunstnere samt dagsprogrammer med workshops, performances samt debatskabende samtaler med kunstnere, kunstfaglige og politikere.

”Kunsthal NORD har siden sin start i 2009 udviklet sig til at være et samproducerende kunstnerisk laboratorium for den bedste eksperimenterende samtidskunst i Danmark og med de seneste års opsigtsvækkende projekter, som 15 mini-kunsthaller på Aalborgs centrale torve, Kunsten ud til kanten på Mors og satellitten S1 på Aalborg Banegård, har vi også taget ansvar for at bringe kunsten og kunstnerne ud af institutionen og ind i det offentlige rum,” siger Henrik Broch-Lips, leder af Kunsthal NORD.

Kilde: Kunsthal NORD

Den økonomiske støtte fra Det Obelske Familiefond er på to millioner kroner.

Del artiklen

'Kunsthal NORD igangsætter satellitprojekt'

Facebook