Videoen er et af de mest centrale medier i samtidskunsten, og alle store udstillinger og biennaler anno 2018 er fyldt med levende billeder og installationer. Der er en god portion politisk potentiale i videomediet, der med sin natur ligger ekstremt tæt på vores daglige mediebilleder, kulturforbrug og forbindelser til den nu meget store verden omkring os, hvor alle verdenens borgere i dag kan producere og publicere videoer. Det er på en måde det mest offentlige af kunstens medier i dag.

Hele den historie, fra periferi til centrum, er indlejret i Hanne Nielsen & Birgit Johnsens kunstneriske praksis, der strækker sig fra de tidlige 1990’ere, hvor duoens værker i høj grad – og som klassisk ’konceptkunst’ – cirkulerer om selve mediets vilkår, og til de seneste fire år, hvor duoen har været yderst produktiv og haft store udstillinger på bl.a. ARoS (den omfattende og retmæssigt præmierede Inklusion/Eksklusion i 2014) og fx blev tildelt Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens pris i 2016. I de seneste år er værkerne dels rykket ud i rummet som mere installatoriske undersøgelser, og dels rykket ind i et mere politisk rum, hvor køn, hjemstavn, identitet og virkelighedens dystopier tager plads.

Over-præstation

Når det er sagt, så får man altid en opfattelse af duoens værker som lige dele konceptuelle, poetiske, politiske (særligt kønspolitiske) og ikke mindst humoristiske. Fire kendetegn, som også genfindes i udstillingens 19 videoværker, der altså løber op på næsten fem timers fornøjelse. Aldrig har jeg oplevet en så omfattende installation på Overgaden, og som finale på REVISIT-serien overgår den ikke bare de andre udstillinger i serien, men nærmest hele Overgadens udstillingshistorie. Men det lider udstillingen faktisk også af. Der er ganske enkelt for mange værker og undersøgelser sat i scene, og vi kan for det meste høre tre værker på én gang, hvilket sjældent gør værkoplevelsen synderligt fokuseret.

Det var ellers tanken. Fokus. REVISIT er nemlig et udstillingsformat, der genkalder markante indslag i Overgadens omfattende udstillingshistorie, og konceptet zoomer ind på de vigtige kunstneriske bidrag herhjemme og den særlige undersøgelse, som blev igangsat i institutionens lokaler.

Udfordrede virkeligheder

Værket, det handler om, er Territorielle Udsagn fra 2002, der på en lille time introducerer os til seks kvinders genfortællinger i nærmest kriminalteknisk stil om grænseoverskridende møder med særligt mænd.

Der bliver klippet rundt i de seks samtalers strukturer, tid, pointer og versioner på installationens to skærme. Vi er inkluderet i værket som en kritisk betragter, en jury, og værket handler både om identitetens, normernes og kønnenes ’territorier’, der her er udfordret på flere niveauer. Samtidig er værket et antropologisk studie, hvor dialogiske mekanismer, fakta og fiktion og subjekt-objekt-forhold i de kulturelle møder i vores hverdagssfære undersøges.

Det er desværre ikke dette potente spor, der fylder i resten af udstillingen, og som besøgende mister man hurtigt tråden, også selvom værkerne er samlet i fire tematikker: “Teknologiske meditationer”, “Virkelighedsmontager”, “Det punkterede klimaks” og “Opløsningen af den fjerde væg”.

Montagen som greb

De fire ret specifikke og praksisbaserede temaer er faktisk forsimplende på en lidt uproduktiv måde, da disse dimensioner typisk er i gang på samme tid i Nielsen & Johnsens praksis. Når de undersøger mediets teknologi, er der intet plot, men en meget nærværende beskuer, ofte i form af en konkret krop som i værket Beyond Reach (1996), hvor en nøgen kvinde forsøger at filme sig selv, men helt sammenbøjet må give op ved navlen. Eller værket Realtime (2016), der indleder udstillingen, hvor man slipper en kugle, der passerer gennem en transmitteret trækasse i lydløs slowmotion for til sidst at ryge ned i en skål på gulvet med et klonk. World class!

Virkelighedsmontagen rummer ofte en mediekritik og en udtalt humor på samme tid, der får samtaler, konflikter og observationer til at mødes som i værket Camaraderies (2007), hvor et offentligt rum indtages af skiftende befolkningsgrupper, fag- og foreningskulturer, spejdere, fodboldfans, rockere, politi, landmænd, demonstranter – klippet sammen i ét levende panoramabillede. Et værk, der med sin teknologiske udførelse, satte nye standarder for videomontagen og samtidig vendte vrangen ud på et ærkedansk samfundsideal om fællesskab.

Farvel til konventionerne

Næsten alle duoens værker undgår den klassiske fortællestruktur, og der er ofte knyttet særlige pointer til denne afvisning, der enten har et konceptuelt og mediespecifikt udgangspunkt som i det Fluksus-inspirerede Kind of Noisy Silence (2017), hvor et korensemble kun markerer åndedrættene i kompositionen, eller et mere kulturelt, antropologisk blik som i værket Outside is Present (2017), hvor lokalkultur væves ind i et dramatisk tableau, der følger to kutteklædte rytteres rejse gennem en tågeindhyllet provins, liv og død, by og landskab, lys og mørke for at skue ind i vindmøllernes tordnende susen.

I værket Rabbitsuit (1996-97) bryder fortællingen om den forfængelige Frk. Langøre helt enkelt sammen med en vanvittig latter i forsøget på at beskrive kaninens (et kaninskind med hoved, der bruges som hånddukke og lignende) mange utrolige evner!

Også beskuerpositionen er en genkommende faktor for duoen, der tidligt indtog en vigtig position i den konceptuelle videokunst, hvor krop, medie og beskuer ofte indgår i én og samme undersøgelse. Dette er helt eksemplarisk eksekveret i værket Beskuerposition (2008/2018), hvor vi med hagen i en bøjle kigger både ud af vinduet og på en videogengivelse af det, vi ser.

Det normløse mix

Jeg vil mene, at det faktisk er duoens eksemplariske, humoristiske og normløse mix, hvor både medie, fortælling, krop og politik forenes, der gør Hanne & Birgits værker helt særlige, og som også giver deres værker en særlig og sjælden bred appeal. Kurateringen og dens segmentering (og manglende prioritering) hjælper os desværre ikke ind i dette flerstemmige og appellerende rum.

Dette REVISIT er præget af virkelig gode videoværker fra landets vigtigste videokunstnerduo, men er også endt med at være lidt af alt muligt, hvor man ikke præsenteres for et klart kuratorisk eller kunstnerisk valg, men lidt af hvert fra bagkataloget samt nogle nye værker, der dog ikke skaber markant ny sammenhæng. Og det er ærgerligt, når man arbejder så ihærdigt på en så omfattende udstilling med så gode værker.