Casper Aguila & Frederik Næblerød: Off-Grid
17 jan 20192 mar 2019

Anbefalet under Det skal du se! uge 3
Casper Aguila og Frederik Næblerød blev i foråret 18’ indstillet til kunstkritikerprisen AICA for Korshage kunststorm (2015-17). Kunstnerne har skabt en film om huset i Korshage, som vises i forbindelse med udstillingen sammen med værker skabt af fundne materialer.

Pressefoto

“Huset nær Korshage i Odsherreds naturområde lå så kystnært, at man skulle gå uden om det, hvis man gik på stranden. Og da efterårsstormen for tre år siden skyllede igennem og gjorde det ubeboeligt, tog kunstnerne over. Gennem tre år ændrede de arkitekturen, arbejdede fra stedet og udstillede egne og andres værker. Materialer blev genanvendt og nye kom til. Gulvet skrånede, men stod nymalet. Spejle og folie sad udvendigt for at fange havet og solen.

En film fra projektet har været udstillet på Kunsthal Charlottenborg, og fortæller også historien om, at huset oprindelig var beboet af digteren Kai Hoffmann, som var en del af den kunstnergruppe, der i begyndelsen af 1900-tallet flyttede fra byen for at kunne arbejde mere frit fra Odsherred og lade sig påvirke af stedets ro.

Aguila og Næblerøds projekt var en kunststorm, i traditionen art squat, som ellers mest finder sted i byer, hvor kunstnere laver pop-up udstillinger eller gennem længere tid arbejder fra forladte industribygninger. Kunstnerne i Korshage fik aldrig officielt lov til at bruge huset, som sådan var de slumstormere, generøse slumstormere, for de tog det, som ingen ellers kunne bruge, og gjorde det til noget, som alle var velkomne til at besøge. Så længe det varede. Hvert år har havet skyllet igennem og taget af huset, som blev endegyldigt fjernet i slutningen af 2017. Kunstnerne har rejst et stort hvidt mindekors og sat en bænk, hvorfra man kan sidde og se ud over havet. Natursten fra stranden er stablet i strukturer, og i projektets ånd bygger forbipasserende videre på strukturerne.

Det er et projekt, der ikke vil dø, og som fortjener anerkendelse for at insistere på at kunsten, generøst og vedvarende, kan finde sted på uventede steder”, Line Rosenvinge.

I løbet af sommeren og efteråret 2018 har Casper Aguila & Frederik Næblerød nænsomt istandsat en forladt og faldefærdig trelænget gård. De har fjernet bunker af møg og forfald, og har med materialer fra genbrugspladsen malet gården indvendigt og udvendigt. I processen har de skabt skulpturer, malerier, fotos og installationer på gården. Nogle af værkerne skabt deroppe vil blive vist i galleriet.

Kilde: Alice Folker Gallery

Alice Folker Gallery

Esplanaden 14
1255 København K

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - nej
Gratis for ledsager - ja

Tirs-fre 11-17
Lør 11-16

Gratis entré

Kontakt

+45 4015 5805

Casper Aguila & Frederik Næblerød: Off-Grid
17 jan 20192 mar 2019

Del

'Casper Aguila & Frederik Næblerød: Off-Grid'

Facebook