“Forskningsprojektet Billedkunstens Økonomiske Rum, der blev lanceret i sidste uge af et forskerhold på Copenhagen Business School, er langt fra opløftende læsning. Det tegner desværre et genkendeligt billede af billedkunstneres dårlige arbejds- og indtægtsvilkår: Trods vores høje uddannelsesniveau, stærke personlige drivkraft og de mange arbejdstimer, vi lægger i udøvelsen af det fag, vi elsker, udgør vi en absolut lavindkomstgruppe”, mener BKF-formand Nis Rømer.
Den nye undersøgelse dokumenterer først og fremmest billedkunstneres meget lave indtægtsniveau. Gennemsnitsindkomsten for billedkunstnere i alle aldre er 242.000 kr. Under halvdelen af denne indkomst kommer fra arbejde med kunst. Resten kommer hovedsageligt fra lønarbejde, der ikke er direkte relateret til det kunstneriske virke.
Tallene dækker desuden over en stor ulighed: De få kunstnere, der tjener meget, trækker gennemsnittet betydeligt op. Halvdelen af kunstnerne i undersøgelsen tjener under 200.000 kr. Og hele 17 procent af kunstnerne har en indkomst på under 100.000 kr. (Fattigdomsgrænsen i Danmark 2018 er 117.000 kr. efter skat.) Det er alarmerende lave indtægter.
Den store ulighed – og især det, at så mange kunstnere har så lav en indkomst – er ikke nyt. Men de detaljerede statistiske analyser har vi ikke haft før. Og at en del kunstnere har en indtægt langt under fattigdomsgrænsen er rystende. Det viser, hvor vigtigt det er, at billedkunstnere får bedre muligheder for at skaffe sig en bæredygtig levevej i faget.
Nyt politisk momentum
De nye tal vidner om et stort behov for bedre løn- og honorarvilkår i en branche, hvor alt for mange opdragsgivere og udstillingsarrangører stadig forventer, at billedkunstnere arbejder gratis. Denne problematik er der glædeligt nok kommet ny, tiltrængt opmærksomhed om den seneste tid. Det sker på baggrund af en række kritiske indslag i Radio24syv, hvor flere billedkunstnere er stået frem og har fortalt om deres ulønnede arbejde på offentligt støttede kunstinstitutioner. Disse personlige vidnesbyrd har brudt den stærke tavshedskultur blandt kunstnere om manglende og dårlig honorering. Det er en vigtig ny åbenhed, som har skabt et politisk momentum, der giver håb om reelle forandringer.
F.eks. lyder der nu nye toner fra Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen, som har lyttet til vores kritik af forholdene. Socialdemokratiet er i dag parat til at kræve, at museerne skal betale honorar til kunstnerne som betingelse for, at institutionerne kan modtage offentlig støtte. Det sagde Mogens Jensen til Radio24syv i denne uge.
For mig – og for Billedkunstnernes Forbund – er det en vigtig, positiv udmelding at tage med ind i de forhandlinger, vi skal have med kunstlivets organisationer i den kommende tid.
Grundlæggende handler det for os om, at kunstinstitutionerne også må tage deres del af ansvaret for, at vi får et bæredygtigt kunstliv herhjemme. Det betyder først og fremmest, at kunstnerne – som jo udgør institutionernes eksistensgrundlag – selvfølgelig skal betales fair og ordentligt for deres arbejde.
Den store billedkunstundersøgelse fra CBS viser meget præcist, hvor svært det er for kunstnerne at leve af deres kunst. Det må og skal der ændres på. I sidste ende har institutionerne ingen samtidskunst at vise frem for publikum, hvis ikke billedkunstnere kan skaffe sig en bæredygtig levevej i faget. Det er derfor i alles interesse, at udstillende kunstneres arbejdsvilkår forbedres.
Udvid kunstnernes arbejdsmarked
Det er ikke kun i udstillingslivet, der er brug for nytænkning. De nye tal i forskningsprojektet Billedkunstens Økonomiske Rum afspejler også behovet for at udvide billedkunstneres arbejdsmarked.
Det kan f.eks. ske ved at udvide det statslige kunstcirkulære: Sådan som cirkulæret er skruet sammen i dag, går kunsten hvert år glip af millioner af kroner i offentlige byggeprojekter, vurderer forskerne i undersøgelsen.
Men det kan også ske ved at forbedre billedkunstneres muligheder for at bruge deres kompetencer i beslægtede erhverv. Og ved at inddrage billedkunstnere mere overalt i samfundet, f.eks. i udviklingsprojekter, i uddannelsessektoren og i ledelse.
Tab ikke næste generation af billedkunstnere på gulvet
Et af undersøgelsens tydeligste delresultater handler om de yngre kunstneres vilkår. Tallene viser, at den allerfattigste gruppe består af kunstnere, der er dimitteret fra et af de tre kunstakademier de seneste 15 år. Det er – og har altid været – svært at etablere sig som ung kunstner i kunstlivet. Det tager tid og kræver meget mere end bare at være en dygtig kunstner. Men de nye, forstemmende tal om yngre, kunstuddannede kunstneres særligt lave indtægter er så alvorlige, at ingen længere kan lukke øjnene for, at der er brug for nye tiltag, både i kunstuddannelserne og i kunstlivet. Ikke fordi, kunstnere skal blive gode skatteborgere med høje indtægter, men fordi vi som samfund ellers går glip af det kæmpe potentiale for kreativitet og kunstnerisk udvikling, som denne gruppe udgør.
Det handler dels om at klæde kunstakademiets studerende bedre på til arbejdslivet som kunstnere. Dels om at give dimittender bedre indgange til kunstlivet. Begge dele er noget, der har stået højt på BKF’s politiske dagsorden de seneste år: Vi har opfordret til udvikling på kunstakademierne, og vi har indført en lang række tiltag, rettet mod dimittender, f.eks. mentorordning, netværksmøder og udstillingsmuligheder. Vi har også afprøvet et pilotprojekt med en kunstnerassistentordning efter norsk forbillede, hvor yngre kunstnere blev koblet med erfarne kolleger.
Billedkunstens travle grå guld
En anden tendens, som forskningsprojektet afspejler, handler om de ældre billedkunstnere: Hele 71 procent af pensionsmodtagerne i undersøgelsen arbejder på fuldtid med deres kunst, og de aktive ældre billedkunstnere bidrager med 16 procent af det samlede værksalg. Samme høje aktivitetsniveau finder man ikke hos andre faggrupper, skriver forskerne.
I BKF genkender vi billedet af de aktive ældre kunstnere, der knokler i værkstedet, sælger værker og deltager i udstillinger til de stiller træskoene. Det bekræfter den gamle talemåde om, at en kunstner aldrig går på pension. Dog fremgår det også af undersøgelsen, at mange billedkunstnere først har fået økonomisk mulighed for at dedikere sig helt til kunsten, da de blev pensionister: Jo mere tid, man bruger på sin kunst, jo lavere er ens samlede indkomst, fremgår det af tallene. Mange kunstnere ville gerne bruge flere arbejdstimer på deres kunst, men har ikke tid, fordi de skal tjene penge til huslejen på ’brødjob’. Det er spild af kunstnerisk talent og kvalitet.
Den store billedkunstundersøgelse fra CBS bekræfter os i, at der skal skabes langt bedre rammer for billedkunstnerne herhjemme, unge som ældre. I BKF udvikler vi løbende nye politiske forslag, der kan styrke billedkunstneres økonomi, styrke uddannelsesområdet og udvide arbejdsmarkedet for billedkunstnere. Det arbejde understøttes af det nye forskningsprojekt fra CBS, og vi igangsætter, kvalificerer og presser på. Men vi har brug for, at både kunstlivets institutioner og politikerne løfter deres del af ansvaret for, at vi får et mere bæredygtigt kunstliv i Danmark.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
Nis Rømer er formand for Billedkunstnernes Forbund (BKF).
