Jeppe Hein bygger sansernes by

Billedserie

SENSE CITY

2 okt 2009

Jeppe Hein

ARoS
Se kort og tider

Jeppe Hein bygger sansernes by

Jeppe Hein. Foto: Anna Aslaug Lund

Den danske kunstner Jeppe Hein sætter spørgsmålstegn ved vores måde at sanse byen på med udstillingen SENSE CITY, der åbner på ARoS til efteråret. KUNSTEN.NU har kigget indenfor i hans studio i Berlin.

Jeppe Hein viser mig begejstret rundt i sit studio i Berlin. Han præsenterer mig for folk, demonstrerer dele af rumlige installationer og viser mig værkstedet, hvor mange af hans værker bliver bygget. Rundt omkring på hylder og borde står der skitsemodeller af tidligere værker; en kugle-bane, en spejl-labyrint.

Skitsemodel. Foto: Anna Aslaug Lund
Skitsemodel. Foto: Anna Aslaug Lund
Skitsemodel. Foto: Anna Aslaug Lund
Skitsemodel. Foto: Anna Aslaug Lund

Skitsemodel. Foto: Anna Aslaug Lund
Skitsemodel. Foto: Anna Aslaug Lund

Jeppe Hein er kendt for at skabe kunst, der indbyder til interaktion og gør beskueren til medskaber af værket. Den danske kunstner pendler mellem Berlin og København, hvor hans familie bor. Hans kalender er fuld af rejsedage; i morgen skal han til Paris for at åbne en udstilling.

I øjeblikket er der omkring 10 ansatte på Jeppe Heins studio i Kreuzberg. Nogle af dem arbejder på hans udstilling, der åbner på ARoS den 2. oktober 2009.

Sanserne og byen
”Jeg blev inviteret for et par år siden til at udstille på ARoS. Gennem de år har projektet udviklet sig,” fortæller Jeppe Hein.

Vi har sat os ved et langt rødt spisebord i studiets køkken. Uden for vinduerne kører Berlins gule U-bahn forbi på en højbane over gaderne.

”Vi laver en mindre by af cubes på ARoS; i denne by udstiller vi både nye og tidligere værker. Normalt er der næsten altid kun en vej at gå, når du skal se en udstilling. Vi vil gøre det modsatte.

Jeg vil gerne have at hvert enkelt individ laver sin egen vej gennem udstillingen. Når du går væk derfra, vil du have set nogle værker; andre værker misser du måske. Det synes jeg, er en vigtig kvalitet; du misser jo også noget af byen,” pointerer Hein og retter fokuset mod den kropslige dimension i sine værker:

”Mine værker handler om at bemærke sine sanser, og om at bruge de sanser, som ikke kun er den visuelle. Med udstillingen SENSE CITY vil jeg gerne stille spørgsmål til din måde at se på, til din måde at sanse byen på.”

Jeppe Hein: Changing Neon Sculpture, 2006. Courtesy: Johann König, Berlin and 303 Gallery, New York. Foto: Anders Sune Berg
Jeppe Hein: Changing Neon Sculpture, 2006. Courtesy: Johann König, Berlin and 303 Gallery, New York. Foto: Anders Sune Berg

Jeppe Hein: Distance, 2004. Courtesy: Johann König, Berlin and 303 Gallery, New York. Foto: Simon Ladefoged
Jeppe Hein: Distance, 2004. Courtesy: Johann König, Berlin and 303 Gallery, New York. Foto: Simon Ladefoged
Jeppe Hein: 360° Illusion III, 2007. Courtesy: Johann König, Berlin and 303 Gallery, New York. Foto: Stephan Brimberg
Jeppe Hein: 360° Illusion III, 2007. Courtesy: Johann König, Berlin and 303 Gallery, New York. Foto: Stephan Brimberg

Samarbejdet
”Jeg får i høj grad inspiration af at arbejde sammen med andre mennesker. Meget af strukturen i studioet handler om at være social. Vi spiser for eksempel ofte aftensmad sammen her i køkkenet,” fortæller Jeppe Hein.

”Alle er med til at komme med idéer, fordi de kender mig. Når vi brainstormer sammen, siger de deres mening; det er vigtigt,” understreger han.

Kroppen, rummet og byen
En af de personer, der har været med til at udvikle udstillingen på ARoS sammen med Hein er arkitekten Emilie Bergrem.

"Jeg startede arbejdsprocessen med at kigge på Jeppe Heins kunst og på den verden, som den foreslår. Samtidig besøgte vi ARoS og undsøgte hvilke krav bygningen stiller," forklarer Bergrem.

I begyndelsen var der meget research: Indsamling af udklip, skitser, billeder, bykort og noter, der omhandlede udvekslingen mellem kroppen, rummet og byen.
"Disse løse ideer kom i spil og blev konkretiseret til en struktur gennem samtaler med Jeppe Hein, ingeniøren Stephan Brimberg, Wiebke Petersen og Stephan Babendererde," forklarer hun.

Wiebke Petersen. Foto: Anna Aslaug Lund
Wiebke Petersen. Foto: Anna Aslaug Lund

Praksis og teori
Wiebke Petersen og Stephan Babendererde er begge uddannede kunsthistorikere og har arbejdet for Jeppe Hein i mange år.

Wiebke Petersen har fra begyndelsen været involveret i diskussionerne om projektet for ARoS.

”Jeg har koordineret processen, planlagt workshops og sørget for kommunikation mellem de forskellige folk, der arbejder på projektet. Derudover har jeg også været med til at skitsere og bygge modeller sammen med de andre på studioet,” fortæller hun.

Wiebke Petersen fortsætter: ”For Stephan Babendererde og mig, der er uddannet kunsthistorikere, er det utrolig spændende at være en del af den praktiske proces, hvor et kunstværk bliver til og udvikler sig. Samtidig kan vi med vores mere teoretiske baggrund bidrage med mange referencer; vi lærer allesammen af hinandens viden og erfaringer.”

Stephan Brimberg (tv) og Stephan Babendererde (th). Foto: Anna Aslaug Lund
Stephan Brimberg (tv) og Stephan Babendererde (th). Foto: Anna Aslaug Lund

Frugtbare forskelle
Stephan Babendererde er studio director. Han fungerer ofte som leddet mellem Jeppe Hein og resten af studioet. Det er også ham, der forhandler kontrakter og tager sig af studioets økonomi.

“Det er meget frugtbart at samle folk med forskellige baggrunde, der kan inspirere og supplere hinanden. De fordelte roller på studioet betyder, at vi kan udføre flere projekter, fordi vi kan arbejde mere fokuseret og koncentreret på vores arbejdsområde. Alles arbejde er vigtigt; hvis der er én, der ikke gør sit arbejde godt, påvirker det resten af studioet,” understreger han.

Jeppe Hein: Modified Social Benches 1-10, 2005. Courtesy: Johann König, Berlin and 303 Gallery, New York. Foto: T. Kaare Smith
Jeppe Hein: Modified Social Benches 1-10, 2005. Courtesy: Johann König, Berlin and 303 Gallery, New York. Foto: T. Kaare Smith
Konstruktion og idé
Studioets ingeniør og værkstedsleder Stephan Brimberg sidder foran sin computer og tegner på en trappekonstruktion til udstillingen på ARoS.

”Jeg er involveret, når konceptet til et projekt bliver udviklet, for at finde ud af, hvad der er teknisk muligt. I samarbejde med Jeppe Hein undersøger jeg, hvordan konstruktionen af et værk bedst kan komme til at hænge sammen med idéen.”

Et smil
Jeppe Heins legende, åbne og nysgerrige måde at arbejde sammen med andre folk afspejler sig også i værkerne, der skaber uventede møder mellem mennesker.

”Jeg vil gerne få fat i mange forskellige generationer og fange deres opmærksomhed med min kunst. Pensionister, kunstkritikkere, smarte designfolk, teenagere. Værkerne skal kunne kommunikere på forskellige niveauer, de skal kunne give alle slags mennesker en oplevelse; og et smil måske,” smiler han.

Jeppe Hein er født i 1974. Han bor og arbejder i Berlin og København og er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi mellem 1997 og 2003 og Städel Hochscule für Bildende Künste i Frankfurt mellem 1999 og 2000.

Udvalgte soloudstillinger:
Contemporary Art Gallery, Vancouver; Carré d’Art, Musée d’art contemporain de Nîmes; The Curve, Barbican Centre, London; Sculpture Center, New York og Espace 315, Centre Georges Pompidou Paris..

Udvalgte gruppeudstillinger:
Tate Liverpool; Art Sonje Center, Seoul, Korea; Tate Modern, London; MOCA, Los Angeles og 50th Biennale di Venezia.

I 2008 åbnede Jeppe Hein Karriere Bar på Flæsketorvet i København sammen med sin søster Lærke Hein.

Jeppe Hein har i år modtaget Statens Kunstfonds arbejdslegat på 50.000.

Billedserie

SENSE CITY

2 okt 2009

Jeppe Hein

ARoS
Se kort og tider

Del artiklen

'Jeppe Hein bygger sansernes by'

Facebook