Den 22. november blev 15. Juni Fondens hæderspriser til i alt seks nydimitterede kunstnere og designere overrakt i fondens nye hus ved indgangen til Arboretet i Hørsholm. Det er femte gang, at 15. Juni Fonden uddeler hæderspriser til nyuddannede kunstnere og designere. Priserne er på 40.000 kr. og kan ikke søges, men tildeles ud fra de værker, som kunstnerne har præsenteret på de respektive afgangsudstillinger.
Prisudvalgene har været rundt på afgangsudstillingerne – for kunstens vedkommende København, Aarhus og Odense og for designernes Kolding, Bornholm og København. Hos designerne er det i år Kirstine Boesen (Designskolen Kolding), Domantas Smaizys (KADK, København) og Mette Irmelin Munch (KADK, Bornholm), der bliver hædret. På kunstsiden tilfaldt priserne i år Banaan Al-Nasser og Morten Knudsen udgået fra Kunstakademiet i København og Regitze Engelsborg Karlsen udgået fra Det Jyske Kunstakademi.
Her kan du læse et uddrag af fondens motiveringer for billedkunstnerne:
Morten Knudsen
om
gennemhullede ansigter i åbne landskaber
og det bagud vendte regnskab der aldrig hører op
i en verden af frøer
kan man ikke andet
end at spejle sig i rotterne
hænder over hovedet, og erfaringer overalt
Det er disse skalaspring [som man finder i Morten Knudsens digt] af store eksistentielle spørgsmål nedfældet på små filigrane størrelser, som netop grafikken, tegningen og små tætte malerier er i stand til at foretage. Som man også ser det hos topmodernistiske malere som Fautrier og måske især Wols, der med deres små undseelige formater og trods det ydmyge formår at favne verden og kondensere det skæbnesvangre i denne verden. Fragmenter fra Die Stunde Null – som optakt til eksistentialismens årti i 50’erne.
Og så ligger Knudsens billedinstallation – trods ligheden i det ydmygt lavmælte – alligevel så alenlangt væk fra alt det man forbinder 50’er-maleriet med. Alene monteringen på væggen med de lærredsbetrukne dibondplader monteret på elektrolytisk forzinkede vinkelskruer. Dibond er ellers noget, man klæber fotos op på. Sammen med det løst monterede papir med digtet virker installationen næsten nonchalant og dandy-agtigt Michael Krebber’sk, hvis det ikke lige var for de lidt skræmmende tegninger i negativ af abelignende væsener. Er det makakker eller gibboner? Det er ikke til at sige. Men de stirrer i al fald helt vildt aggressivt på beskueren med deres tomme øjne. Og igen, hvis erfaringer er det, der tales om. Vores eller disse væseners? Og hvad er det for påklistrede frø i malerierne? Hvad laver de dér? Når det i stedet for blomster – i hvert fald i Knudsens sort-hvide udgave – ligeså godt kunne være neurale netværk og synapser, vi ser gengivet? Eller glider den bare videre i endnu en metonymi, der bevæger sig fra blomsterfrø til en verden af frøer, hvor man ikke kan andet end at spejle sig i rotterne.
Regitze Engelsborg Karlsen
Regitze Engelsborg Karlsens (REK) værker på afgangsudstillingen i Århus holdt sig ikke tilbage. Stenmagnet, som er de fem store skulpturers samlende titel, trak halvdelen af udstillingens areal til sig, og gjorde det med et anslag, der i virkeligheden peger lidt bagud i historien. Men dog ikke længere end at kunstneren med en grundfeministisk distance til store mænds endnu større objekter tøjler enhver optakt til inderlighed. Værket Maskinføreren, en figur helt i entreprenørgul med mindelser om såvel en kristen Pieta-gruppe som en overdimensioneret rullekrave, nægter oplagt det storladne. Skulpturen Hjemløs ledeblok er heller ikke uden bid, idet den mest ligner en mainframe-computer nænsomt kørt over af en asfaltmaskine. (…)
Altså ingen draperet fortid eller storhed her, men en tidshorisont tegner værkerne dog nok så konkret. For som et indiskutabelt generationelt mellemværende er bevidstheden om vores ’tid’ og dens materielle ’situation’ i indgrebet med naturens processer oplagt et emne for REK. Med afsæt i en konkret og fungerende grusgrav, med alle dens niveauer af materiel forarbejdelse, gennemspiller kunstneren, hvad mennesket altid har gjort: gravet, hugget, kastet til jorden, kværnet, opslæmmet, skyllet og på forskellig vis sedimenteret. Men, hvor vi som før nævnt kan give værkerne et nik i vished om, at de er i besiddelse af al den samtidige finesse og sensibilitet, man kan ønske sig af kunstårgang 2018, så er det måske netop den besynderlige ’indpakning’ af og med naturen, der udgør en stor og uforudsigelig kvalitet. Afgørende klodset og samtidig meget behændig.
Banaan Al-Nasser
Banaan Al-Nassers værk Bab al-Hara (The Neighbourhood’s Gate) (som har hentet sin titel fra en meget populær syrisk soap opera, en såkaldt musalsal) er et konceptuelt værk. Et værk, som er realiseringen af en ide, et indre syn om man vil: Tænk, hvis Charlottenborgs facade ud mod Nyhavn var dækket af paraboler!
Paraboler er lavet til at modtage signaler, men paraboler bliver også aflæst som et signal i sig selv, f.eks. på manglende integration. Formodentlig vil man kunne se avisartikler om netop manglende integration eller ghettobegrebet illustreret med billeder af parabollandskaber. Men for de mange mennesker, der har boet de steder, vil parabollandskabet, som nu forsvinder, fordi vi henter vores data på andre måder, være forbundet med en kærlig og øm nostalgi. Parabollandskabet vil for dele af f.eks. Banaan Al- Nassers generation repræsentere barndommens landskab, et særligt privilegeret landskab, som nu er forsvundet. Både fordi barndommen forsvinder, og fordi selve parabolen også er på vej væk.
Det er klart, at værket også kan betragtes som et kritisk værk. Som en form for ”ghettoen svarer igen”, fordi det på en helt enkel måde også kaster alle fordomme om mellemøstlig kultur i Danmark lige tilbage i hovederne på os alle. Og netop det, at værket ligger og svinger mellem begge betydninger, gør det til et stærkt udsagn.
