Revolutionær front eller nostalgi for den sidste avantgarde?

Revolutionær front eller nostalgi for den sidste avantgarde?

The Most Dangerous Game, Der Weg der Situationistischen Internationale in den Mai 68, udstillingsview. © Laura Fiorio/HKW

Den hidtil største udstilling af den erklærede sidste avantgardegruppe, Situationistisk Internationale, er samlet i Berlin. Hvordan udstiller man en bevægelse, der bekæmpede kunstudstillingen og siden sig selv som den sidste sande avantgarde? Tilsyneladende med museumsmontrer og grundig arkivering, som vel ikke siger så meget nyt om de gamle sager og kunstens vej til ’68. Alligevel er The Most Dangerous Game en anbefalingsværdig fremstilling af et projekt, som vi ikke helt kan slippe af syne. Ikke mindst fordi deres anti-kunst er så kunstnerisk.

Den sidste avantgardes vej mod 1968

I 1957 gik Asger Jorn sammen med den franske digter Guy Debord og forskellige kunstnere og digtere rundt om i Europa sammen om at danne en gruppe, som skulle være intet mindre en kunstens revolutionære front. Gennem skabelsen af situationer, der brød med normaltilstanden i kunst såvel som dagligliv, skulle gruppens arbejde være en protest mod alt, der var borgerligt pænt og den moderne verdens ”Skuespilsamfund”.

I deres arbejde dominerede overrumplende sammenstillinger, som ofte anvendte eksisterende materiale på nye måder. Eksempelvis i de overmalede ”modifikationer” af trivielle sofastykker, som de enkeltvis eller i fællesskab lavede. Et provokativt og direkte voldeligt udtryk blev ofte anvendt, for eksempel ved udstillingen Destruktionen af RSG-6 i Odense, hvor man kunne skyde til måls efter øvrighedspersoners portrætter.

Situationistisk Internationale
Skydeskivekollage fra udstillingen Destruktion af RSG-6 i Galerie Exi, Odense, 1963. Courtesy Private Collection

Bevægelsen Situationistisk Internationale eksisterede frem til starten af 1970’erne og opnåede i hvert fald at være lidt af en hjørnesten i den begivenhedsrige tressertid. Gruppen var aktiv rundt om i Europa, ikke mindst Danmark, og knyttede bånd mellem en lang række kunstnere, som dog også røg ud efterhånden, ekskluderet af Debords hårde hånd og en stadigt mere radikalt politiserende linje.

Udstillingens omdrejningspunkt er oprørsåret 1968, hvor de mest radikale ideer om en aktivistisk kunst kom til et udtryk med stort ekko i Paris’ gader under opstanden. Selvom det også kom til at koste gruppens eksistens, da den ikke kunne holde sig flydende (ikke mindst i kraft af Debords evige eksklusioner) og måske heller ikke havde så klare ideer bag ved oprørets æstetik.

I 50-året for 1968 og med den aktuelle interesse for efterkrigstidens kunst er det oplagt med en større fremstilling af Situationismens meritter og deres kontekst og den eksperimenterende kunsthal Haus der Kulturen der Welt (HKW) er et spændende sted at opleve dette, hvor selve udstillingen også udfoldes i et omfattende aktivitetsprogram.

På dagen, hvor jeg besøger udstillingen, er der således sent åbent med et større parkourspil rundt i bygningen, en paneldiskussion om den politiske kunsts grænser og andre aktiviteter. Alt er åbent og inspirerende, selvom det ambitiøse kulturhus’ program sjældent når ud til et større publikum. På den måde deler udstillingsstedet skæbne med de avantgardegrupper, der havde høje ambitioner, men heller ikke nåede så bredt ud.

Arkivmani i montreparade

Selve udstillingen er både tænkt som en omfattende fremvisning af Situationisternes materiale og en form for historisk udlægning, der anvender bevægelsens metoder. ”En situationistisk udstilling af Situationismen” er det vel ikke, og det er også sin udfordring at lave en udstilling over en gruppe, som fornægtede udstillingen og kunstværket som sådan.

Situationistisk Internationale
The Most Dangerous Game, Der Weg der Situationistischen Internationale in den Mai 68, udstillingsview. © Laura Fiorio/HKW

Den er præsenteret som et spil i seks kapitler, som ud over udstillingen også udfoldes i det omfattende aktivitetsprogram. Her skal det dog dreje sig om selve udstillingen.

I det store, sortfarvede udstillingslokale mødes man af en utrolig lang række montrer. Her fremvises alle publikationer og trykte materialer relateret til gruppen – alt sammen indlånt fra det arkiv, Jorn startede i Silkeborg. Det er en tour de force igennem bevægelser fra 1930’ernes surrealisme op til 1970’ernes kollektivkunst. For det danske blik er der mange kendte deltagere – fra krigstidens gruppe guerillasurrealisme i tidsskriftet Helhesten med Jorn op til Drakabyggets farverige flip. Alt sammen er bundet sammen af en undergrundsform, hvor støj og budskab hele tiden overlapper.

Den grafiske rigdom er ganske imponerende og har helt sikkert sat et varigt aftryk på hele scenen for kunstnerbøger og grafiske udtryk. Her kan man ikke selv bladre, men den demonstrativt lange montrerække bærer også sin egen arkivmaniske pointe. De hundredevis af elementer er forklaret i en tyk udstillingsguide, som det er et must at købe for en yderst billig penge – ikke at man får læst det hele, men bare for at stille sin nysgerrighed omkring de mest interessepirrende objekter.

En lige så lang væg fremviser plakater og projektskitser fra SI’s aktiviteter. Det inkluderer Asger Jorns plakater til opmuntring af det kæmpende Paris i maj 1968, gruppens skitser til at modsætte sig samfundets målrettethed ved at drive gennem byen og sætte dens kort sammen på ny og meget mere. Igen er det grafiske udtryk ofte stærkt som i en ”super-avantgarde”, der forener mange inspirationer fra de foregående bevægelser i både ord og billeder.

Situationistisk Internationale
The Most Dangerous Game, Der Weg der Situationistischen Internationale in den Mai 68, udstillingsview. © Laura Fiorio/HKW

68-montage

Fra denne mere traditionelle fremvisning af gruppens materiale begiver udstillingen sig nu ind i en form for montage, hvor Situationismens egne objekter afløses af associeret materiale fra tiden.

Først handler det om det store oprør, som udspillede sig i Paris’ gader med gruppen som aktive deltagere – forskellige historier sætter dem i en mere eller mindre central rolle, men ingen tvivl om, at hvad der skete var en udlevelse af deres drømme om en revolutionær overtagelse af hverdagen og byens rum, selvom det kun varede i få uger. Tilstanden er illustreret med luftfotos fra politiets overvågning sat sammen med fotos fra gadeplan og et par indsatte b-filmsplakater fra tiden, som for at lade fakta og fiktion mødes.

Ved siden af denne montage fremvises en mængde pornografiske bøger og film, som folk associeret med gruppen har været med til at producere under pseudonymer. Denne sexploitation-avantgarde er et kuriøst indslag, som dog kunne være forklaret mere omhyggeligt gennem få eksemplarer frem for den ukommenterede fremvisning af det hele. Men dette er udstillingens gennemgående stil.

Så er forbindelsen til emnet mere utydelig og på grænsen af den banale kliché i en række ungdomsblade fra årene efter 1968, der vist skal vise noget om kommercialiseringen af ungdommen.

Panamarenko: Molly Peters, 1966. The Most Dangerous Game, Der Weg der Situationistischen Internationale in den Mai 68. Courtesy Collection Agnes & Frits Becht © Laura Fiorio/HKW

Advarsel: Anti-situationistisk udstilling!

Udstillingens sidste del er præsenteret med et skilt, der lidt krukket advarer mod ”Anti-situationistisk kunst”. Det der her fremvises er malerier lavet af gruppens medlemmer og materiale om deres få og kaotiske udstillinger. Umiddelbart ligner de abstrakte billeder tidens udbredte spontane maleri, tilsat Jorns modifikationer og forskellige fælles billeder. Var det anti-kunst, der skulle afslutte kunsten inden den store revolution eller hvad? Placeret efter 1968-afdelingen og nøgternt ophængt i lange rækker er disse værker ikke så meget – hverken en anti-kunst-gestus eller en større oplevelse. Måske havde en livligere formidling alligevel ikke været af vejen?

Alt i alt byder The Most Dangerous Game – titlen stammer fra en b-film fra 1932, som Debord erklærede blandt sine yndlinge – på et omhyggeligt studie uden meget spil eller situationsskabelse over fremstillingen. Opdeling og rækkefølge kunne være tænkt anderledes, særligt i forhold til hovedtematikkens vej mod 1968. Bag det hele står en gruppe, som ofte er ulideligt selviscenesættende og destruktiv, men alligevel står som omdrejningspunkt for mange af samtidskunstens nu udbredte praksisformer fra kunstnerbøger til aktionisme. Et strejftog i den sidste avantgardes store arkiv er en sikkert ufrivilligt kunstnerisk og til tider vild oplevelse.

The Most Dangerous Game. The Situationist International en route for May '68. Haus der Kulturen der Welt, Berlin, 27. september - 20. december 2018.

Kurateret af Wolfgang Scheppe i samarbejde med Roberto Ohrt og Eleonora Sovrani.

Katalog og udstillingsguide kan købes for 2 Euro. Se aktivitetsprogram og info her

Del artiklen

'Revolutionær front eller nostalgi for den sidste avantgarde?'

Facebook