Vi står udenfor Kunsthal Aarhus og spiser morgenmad. Det er et godt stykke forbi frokosttid, og det regner. Det drypper ned i vores kaffekopper, og ordene løber ud og forsvinder på min blok.

Tyve minutter har jeg fået til at lave et interview. De første ti er nu gået. Med at spise sandwich. Drikke kaffe. Og ryge en smøg. Og kun Harald Thys er dukket op. Ingen ved, hvor Jos de Gruyter er. Hans samarbejdspartner gennem de sidste 30 år.

Tilsammen udgør de den belgiske kunstnerduo Jos de Gruyter & Harald Thys, der skal repræsentere Belgien ved Venedig Biennalen i 2019, og som kan opleves på Kunsthal Aarhus lige nu med deres første institutionelle udstilling i Danmark.

Mellem dem har de et heterogent og komplekst korpus af værker – video, installation, tegning, performance og nu også skulpturer, som de har arbejdet mere og mere med de sidste år.

Afhuggede, mumificerede trofæer

Til udstillingen på Kunsthal Aarhus har de fremstillet 17 skulpturelle hoveder. På lange rækker står hovederne opstillet langs væggene. De virker store i det ellers tomme rum. Og minder om storladne buster af vigtige personer.

Men når man nærmer sig det enkelte hoved, er det som om, det krymper, og det mimer nu i stedet den voldelige gestus af et afhugget, mumificeret trofæ. De vidtåbne og pupilløse øjne synes fastfrosset i et øjeblik af ren terror.

Inspirationen til projektet opstod, da en ven sendte billeder fra en ”folk art”-restaurant i Moskva af hoveder opstillet på hylder.

Et gråt tæppe, der passer til danskerne

Harald Thys har god tid. Og er lidt overrasket over interessen for deres udstilling. Det hele handler nemlig om at træde en smule til siden. Gemme sig lidt. En demokratisering og en nivellering om man vil.

Og om at undergrave ideen om den alvidende kunstner. Men også om at lege med det privilegerede udstillingsrum og den besøgende.

Hvorfor har I valgt at indrette rummet med et gulvtæppe?
”Vi bruger altid gulvtæpper, når vi udstiller. Det dæmper lyden af dine skridt, og det føles meget civiliseret at opleve værkerne i den stilhed, det skaber. Vi har også dæmpet lyset ved at skærme af for det naturlige lysindfald, der er i rummet. Og fjernet de designerstole, der oprindeligt var sat frem af personalet her. Nu står der i stedet nogle neutrale, sorte og meget billige plastikstole. Specielt til denne udstilling har vi valgt et lysegråt gulvtæppe, for det er noget, vi forbinder med Danmark. En slags semispirituel, halvreligiøs og protestantisk oplevelse. Vi forsøger at skabe et meget brugervenligt rum, der passer til danskerne.”

Hvorfor denne brugervenlighed?
”Det er for at skabe en falsk komfortzone for beskueren. En helt neutral zone, der er identitetsløs. Så kan den besøgende sidde her, lige i midten af lokalet, lullet ind i ensretningen, men så læse alle de foruroligende, mørke og absurde historier, der gemmer sig bag hovederne.”

I ruller altså først gulvtæppet ud for så at rive det væk under beskueren igen?
”Ja. Der er en fladhed i projektet, hvor alt på en måde sidestilles. Beskueren, kunstneren, kunsten. I virkeligheden forsøger vi at skjule vores eget talent. Men også i selve udstillingen, hvor det handler om at have en kombination af karakterer. I den måde de er sammensat, er der ingen logik, men de er alle sammen ekstreme på den ene eller den anden måde.”

Et tvillinge-udsmiderpar, en tyrannisk diva, en adelig seriemorder

Og det er nogle vidunderligt mørke, absurde og underligt rørende historier, der knytter sig til busterne. Man skal gøre sig selv den tjeneste at læse kataloget, når man besøger udstillingen.

Om blandt andre Krikke og Trikke de Loos, det identiske tvillinge-udsmiderpar, der ryddede op i Antwerpens natteliv i de sene 1980’ere med STAFNA-protokollen – der står for ”See, Talk, Ask, Feel, Negotiate, Attack” – men som stod så meget i vejen for narkohandlen, at de måtte lade livet i en motorvejsgrøft.

Men også om alle de andre. Den belgiske b-skuespiller Hubert Daemen med tyranniske divatendenser; den russiske adelsdame Darya Nikolayevna Saltykova, der i en ung alder mistede sin mand og blev seriemorder, og mange andre. Mange er virkelige, nogle er måske og andre helt sikkert ikke.

At lave skulpturer uden at være kunstner

Ensretningen, som Thys og de Gruyter arbejder med i udstillingslokalet, går igen i den serielle form, kunstnerne har valgt til projektet. Hovederne er udtryk for en arbejdsproces, hvor skulpturerne bevæger sig gennem flere forskellige sæt hænder. Og det var også det, der tiltalte duoen ved 3D-printeren: At man kan lave skulpturerne uden at være kunstner.

”Det begynder altid med mennesket. Så bruger vi et godt stykke tid foran computeren, hvor vi finder billeder. Vi skal bruge billeder af ansigtet, baghovedet og fra siden. Herefter udregner computeren alt det, der er ind imellem. Så laver vi justeringer, tilpasser ørerne, munden og andre detaljer, indtil vi er tilfredse, og resultatet er vellignende. Så er der de 40 timers print. Herefter er der en kvinde, der laver en form til os med en gitterstruktur indeni. Den fylder vi med syntetisk gips. Vi maler dukkerne, en anden sætter hår på dem, en tredje laver hylderne og min bror laver skiltene. I virkeligheden er det en lang række af forskellige mennesker og håndværk.”

Kommer I også til at arbejde med hoveder til Biennalen?
”Vi fortsætter altid med vores projekter lige indtil, en eller anden siger stop. Og det er måske i dag. Men som det ser ud lige nu, vil vi om et par måneder sætte kroppe på hovederne og indsætte maskineri, så de kan bevæge sig en lille smule. Kroppene får menneskestørrelse og bliver en slags robotter, der sidder og udfører gamle håndværk, som at spinde på rok, skære i træ eller spille på mandolin. Rummet på biennalen vil være opdelt af tremmer, og på den anden side vil alle de udstødte karakterer, der normalt lever i vores fantasi, være. Faktisk har vi fået rigtig meget af inspirationen fra Den Gamle By her i Aarhus.”