#VærkDinVerden x Kunsten.nu: Afdisciplinering!

”Kender du følelsen af at have lyst til at bryde normerne? Gøre noget, der strider imod normal acceptabel opførsel, ja, måske endda balancerer på kanten af at være lovligt?” Sådan indledes et afsnit i den avis, der følger #VærkDinVerden, og som distribueres lokalt ved de seks offentlige kunstværker, som spiller hovedrollen i projektet, der kulminerer her i november. Det drejer sig om projekterne Sygehus Sønderjylland af Ane Mette Ruge (2015), Superkilen af Superflex (2012), Frederiksbjerg Skole af Rose Eken (2016), Termini af Poul Ingemann (2015), Hjertemix af Karoline H. Larsen & Helle Hove (2016) i Greve og Skulpturlandsby Selde (2014-2018), som kunstnerne Tanja Nellemann Kruse, Jacob Tækker, Kristoffer Akselbo, Jens & Morten, Christian Elovara Dinesen, Within Walls, Charlotte Haslund-Christensen og Lars Arrhenius har lavet nye værker til. Eller omkring, er nok mere præcist.

Aktive medskabere?

Det er ikke modificeringer eller anden form for bearbejdning, men kunstneriske greb, der placerer sig i konteksten omkring værket, søger vores og især den lokale offentligheds stemmer, engagement og måder, hvorpå dette kan foregå meningsfuldt med disse offentlige kunstværker – eller måske bare overhovedet.

“Ambitionen har været, at eleverne blev aktive medskabere i projektet. Jeg valgte dette benspænd for mig selv for at udfordre min egen kunstpraksis, men også for at udforske skabelsen af kunst i en kollektiv proces. Min rolle som kunstner har været at igangsætte, anspore, inspirere og styre produktionen. Eleverne har filmet næsten alt videomaterialet på deres egne mobiler, og jeg har som kunstner ‘kun’ klippet det sammen,” forklarer Jacob Tækker om sin tilgang med 7. B på Frederiksbjerg Skole.

En kunstudstilling om kunst

Der er altså tale om en form for metaudstilling, der via kunstneriske greb – og ikke de vanlige formidlere eller anmeldere – har som mål at få italesat en række værker i vores offentlige rum på ny og undersøge modtagelsen i deres offentlighed af dem, der går forbi det hver dag. Ikke for nødvendigvis at hylde værkerne, men for også at give os andre modet til at interagere og mene noget om noget, vi typisk svinger os op til at synes er ’meget flot…’

Kuratoren bag, Amalie Frederiksen fra Råderum, uddyber:
”Intentionen med at invitere kunstnere til at reagere på værker af andre kunstnere er, at vi mener kunst kan kommunikere aspekter af virkeligheden på en særlig måde – de kan pege på nuancer og fortællinger, som vi ellers ikke lægger mærke til eller tænker over. Vi synes, det ville være interessant at bruge kunsten som et anderledes formidlingsgreb, hvor fokus ikke er på at forklare kunsten eller komme med kunstfaglige forklaringer på, hvad kunst betyder og kan, men i stedet bruge kunsten selv i forsøget på at vække nysgerrighed og undren og for at sætte samtaler i gang – også blandt mennesker, der normalt ikke taler om kunst eller måske føler sig fremmedgjorte over for den.”

De kunstnere, Råderum har valgt, er ifølge kuratoren alle nogle, der i deres praksis på forskellig vis arbejder med steders socialitet, og hvis værker opstår i dialog og samarbejde med stedets brugere.

”De er også allesammen optaget af hverdagen og de ting, vi har til fælles. De særtræk har gjort dem særligt velegnede til det her projekt, fordi de taler et sprog, de fleste kan forholde sig og relatere til. Et vigtigt aspekt i projektet er at bringe kunsten i øjenhøjde, vise at den ikke er farlig, men helt afhængig af at blive brugt og oplevet på utallige måder,” pointerer Amalie Frederiksen.

Kunstnerne har i overvejende grad anvendt værkprocesser og formidlingsgreb, der ligger tæt op af deres egne, men ikke hver gang. Kunstnerne har også åbenlyst haft brug for at udfordre deres egen comfort zone, og da hele projektet er defineret som en SoMe-kampagne med hashtag og det hele, så er videoen i naturligt fokus. Det er her – i de mange små Snapchat-agtige videoer – vi som udenforstående offentlighed kan tage del i værket og dets lokale liv.

Konceptkunstens opgør med distancen

En gennemgående pointe i projektet er, at den oplevende krop kan skubbes ud i et produktivt forhold til sine omgivelser ved at blive kunstnerisk udfordret. Både Jacob Tækker, arkitekterne bag Within Walls og Kristoffer Akselbo har brugt henholdsvis stopmotion-animation, kropslige modificeringer og i sidste tilfælde avataren i en undersøgelse af, hvordan dit sind og din kropslige erfaring er medskabende i fortællingen om, hvordan du møder og oplever dine omgivelser.

Det er faktisk som at følge de tidlige konceptuelle eksperimenter i 60’er-kunsten med medialiteten, kroppen og institutionskritikken af kunstnere som Bruce Nauman, Doulgas Gordon, Alan Kaprow, Andrea Fraser, Vito Acconci, Adrian Piper, Hans Haacke, Daniel Buren eller en senere figur som Carey Young eller den udstillingsaktuelle Tino Sehgal (This Success/This Failure) på Kunsten i Aalborg. Og hvis man skulle opsummere, hvad det dengang handlede om, var det netop et forsøg på at gøre kunsten mindre elitær og samtidig mere responsiv til verden ved at flytte fokus fra objektet til situationen. Det, der opstår i mødet og i dialogen med virkeligheden.

”Udgangspunktet og ideen med at bruge kunsten som formidlingsgreb har været at understøtte det forhold, at den offentlige kunst er kendetegnet ved først at få værdi og betydning i mødet med modtageren og ikke kan isoleres fra den sociale og rumlige kontekst, de indgår i. Det er nogle komplekse dynamikker, den offentlige kunst spiller ind i, og kunstnerne har arbejdet med at pege på og fremhæve det samspil, der er mellem et offentligt værk, de mennesker, der omgås det til daglig, og stedets sociale struktur,” forklarer Amalie Frederiksen.

Normbrud og ejerskab

Her er normbruddet helt centralt, og det ligger som en underliggende kraft i #VærkDinVerden, som også med titlen antyder et spørgsmål om, hvorvidt vi formår at mærke efter i vores møder med kunsten omkring os. Det er på mange måder sigende for vores næsten apatiske forhold til kunsten (forargelsen undtaget!), at selv det at mærke efter og sige noget højt om den oplevelse synes grænseoverskridende.

Vores tilbageholdenhed kan også handle om en manglende følelse af ejerskab. Og det spørgsmål leger flere af værkerne med.

”Forestil dig – som et tankeeksperiment – at du fik muligheden for at gøre et eksisterende kunstværk til dit eget ved at omforme det. Kunstnerduoen Jens & Morten og kunstneren Christian Elovara Dinesen har hver skabt værker, der opfordrer borgere i henholdsvis Selde og Ringe til at hacke byens kunstværker og ændre dem, så deres vildeste fantasier bliver til virkelighed. I Ringe har Christian Elovara Dinesen taget de unges ønske om at gøre kunstbænken Termini til samlingssted for fredagsfester alvorligt ved at forvandle værket til en midlertidig neonskulptur og scene for en gigantisk LED-ungdomsfest for hele byen. Det er endt i små LED-portrætter, der konsekvent forlader værket for at repræsentere det lokale individ.

I Selde inviterer Jens & Morten borgerne til at lave remixede, 3D-printede versioner af landsbyens mange skulpturer. Her bliver de hackede værker med borgernes egne aftryk sat sammen til en ny skulptur, som en fejring af det fælles ejerskab til kunsten i byen,” hedder det meget sigende i avisen til projektet.

Kroppen og værket

Selve den kropslige interaktion med kunsten og stedet er også helt fundamental og undersøges i flere af projekterne, men i særlig grad hos arkitektduoen Within Walls. Se for eksempel denne ’kunstfilm’, der stiller spørgsmålet: ”Hvordan opleves rum, når ens krop er forandret?”, imens vi følger en person, der får fastspændt en konstruktion på kroppen, der tynger bevægelserne på samme måde som hos en højgravid.

Det kunne have været spændende at få skabt en lidt tydeligere forbindelse til Ane Mette Ruges værk og så høre lidt mere end ”rummene er store, og alting er i vejen” fra undersøgelserne. Vi, der blot følger med via SoMe-kanalerne, er jo netop ikke i kontekst, og får kun i få af tilfældene noget dybere distribueret fra filmenes kunstneriske undersøgelser.

Et spørgsmål om kritisk masse

Det er her, projektet står overfor sit egentlige kvalitative spørgsmål: Er det lige-gyldigt, hvad et engagement indeholder, og er kunstprojekterne tænkt som eksempler på meningsfuldt engagement eller som tilnærmelser på lige fod med: ’Det er da meget flot’? Findes der med andre ord en kvalitativ form for afdisciplinering? Det er her #VærkDinVerden slutter og opfordringen til os starter, om at mærke efter, åbne munden, tage del i kunsten omkring os.

To af kunstnerne har lavet værker til #VærkDinVerden, som netop handler om at opbygge sprog i ret konkret forstand. Det gælder den svenske piktogrambegejstrede Lars Arrhenius, der forsøger at udvide vores emojivokabular med nye piktogrammer, og Tanja Nellemann Kruse, der har skabt en online citatmaskine, hvor man både kan læse og publicere sine egne og andres tanker og udtalelser om kunsten.

I sidste ende må spørgsmålet til #VærkDinVerden som projekt netop være, om det formår at udvikle sproget, og så helt basalt om projektet formår at tiltrække og aktivere en ny offentlighed og kritisk masse til at gøre en egentlig forskel?