Jørgen Haugen Sørensen: De Uskyldige Skyldige

1 dec 201812 jan 2019

“Jeg ser mig selv som én, der står og glor på samfundet uden at have nogen tro på noget. Den tid, vi lever i, er en tid hvor det hele flytter sig rundt; hvor vi konstant er vidner til overgreb og forbrydelser. De Uskyldige Skyldige er et billede på den mærkelige situation vi befinder os i: Overflod, der fører til voldsomme klimaforandringer på den ene side, og endeløse krige, der driver mennesker på flugt på den anden. Vi deltager alle ufrivilligt i dette spil, og det giver os en kronisk skyldfølelse. Det, der som samfund har drevet os frem, har også gjort, at vi nu står tilbage i flokke af uskyldige skyldige.”

I en tid, hvor kunsten herhjemme ofte beskyldes for at være tandløs, politisk korrekt og konfliktsky, er Jørgen Haugen Sørensen et fyrtårn af ukuelig angrebsiver. Få andre danske billedkunstnere har med samme vedholdenhed insisteret på at tale magten, den gode smag og det bedre borgerskab midt imod – også selvom det utvivlsomt ofte ville have været klogere at lade være. For Haugen Sørensen er det et livsvilkår, en bydende nødvendighed for en kunstner, at man går i rette med uretfærdigheden og tager de forsvarsløse i forsvar. Det, han oplever omkring sig, de sygdomstegn, han mener at se, skal og må formidles i de medier og med det sprog, han nu engang behersker. Og netop derfor har den store skulptør nu gennem syv årtier hugget, hamret, æltet, formet, hevet, strukket og tegnet sig ud af sine egne eksistentielle overvejelser og ind i både den danske kunsthistorie og vores kollektive bevidsthed.

Som Haugen Sørensen selv formulerer det, har han til De Uskyldige Skyldige endnu engang “fundet en ny måde at modellere på”. Og denne teknik, hvor fingrenes spor overalt fornemmes i figurerne, og tilblivelsen træder tydeligt frem, er på sin vis Haugen Sørensens måde at mobilisere det urmenneskelige, det dyriske i sig selv. Værkerne, der i forvejen søger at give sprog til en særlig vildskab, bærer således samtidig præg af kunstnerens proces på en sælsom, tidslig manér, vi sjældent oplever i skulpturen, fordi den i reglen altid får en karakter af fastfrossethed. På grund af denne ekstra tidsdimension fremstår Haugen Sørensens nye værker dialektiske: Kunstneren former materialet i reference til verden omkring ham, men samtidig peger værket alene ved sin form tilbage på kunstneren, dennes fysik, bevægelser og eksistens. Værk og skaber bliver for så vidt uadskillelige – vel næsten det fineste, man kan opnå som kunstner.

Kilde: Hans Alf Gallery