Hvad betyder det, at du er her, fordi Danmark engang befandt sig i dit land? Spørger Jeannette Ehlers med omvendte fortegn i sit videoværk The Gaze. En gruppe mænd og kvinder, der alle har en anden etnisk baggrund end dansk, stirrer intenst ind i kameraet. ”I’m here because you were there,” slutter videoværket, og man mærker kolonialismens aftryk i kroppen. Foruden at udfordre ’det hvide blik’ er The Gaze en visuel tydeliggørelse af den del af Black Lives Matter-bevægelsen, som handler om, at det at være sort i sig selv ikke bør være en skydeskive. Og om hvordan det er alle menneskers ansvar at kæmpe for, at dette netop ikke sker.

Værket er en del af CAMP’s seneste udstilling Decolonizing Appearance, der åbnede i september. Udstillingen viser, at dine personlige, juridiske og politiske rettigheder påvirkes af, hvordan andre ser dig – i udstillingen beskrevet som den måde, hvorpå du fremtræder. I dagens Danmark er ’burkaforbuddet’ og ’ghettoplanen’ (alene navnene, suk!) eksempler på, hvordan en bestemt gruppe mennesker begrænses og udpeges som kriminelle – nogle før de overhovedet har begået en kriminel handling.

Decolonizing Appearance er den første udstilling i CAMP’s to-årige udstillingsprogram State of Integration: Kunstneriske analyser af sameksistensens udfordringer, hvor fem internationale kuratorer er inviteret til hver at skabe i alt fire udstillinger samt at reflektere over emnet sameksistens, og hvorfor indvandring er så stor en udfordring for mange vestlige lande.

“I kølvandet på de store flygtninge- og migrantstrømme, der kom til Danmark og det øvrige Vesten i 2015, er indvandring og integration igen kommet øverst på dagsordenen og har skabt splittelse blandt politikere og befolkningsgrupper over, hvordan indvandring skal håndteres,” skriver Frederikke Hansen (daglig leder af CAMP) og Tone Olaf Nielsen (direktør for Trampolinhuset) bl.a. i deres fælles forord i det til udstillingens ledsagende katalog.

Til centrets første udstilling har de inviteret den visuelle kulturteoretiker Nicholas Mirzoeff, som er en af de væsentligste teoretikere i forhold til udviklingen af visuel kultur-feltet (som han senere har problematiseret, bl.a. i sin bog How To See The World, red.) og som senest har været meget aktiv i Black Lives Matter-bevægelsen (faktisk så aktiv, at udstillingen i sit tidlige stadie hed The Appearance of Black Lives Matter).

”Mirzoeff sætter ind med sine kritiske spørgsmål og handlingsanvisninger der, hvor politik og visuel kultur krydser hinanden i en global verden. Som et center for migrationspolitisk kunst arbejder vi i netop dette krydsfelt, men med et specifikt fokus på fordrivelse, migration og asyl,” fortæller Frederikke Hansen, som er daglig leder af CAMP.

Samarbejdet mellem Nicholas Mirzoeff og CAMP startede, da han tilbage i 2017 skrev en vægtekst til centrets udstilling Vi råber og råber, men ingen lytter: Kunst fra konfliktzoner.

”Han gik til opgaven med sin fænomenale evne til at se kunst ikke bare som repræsentation, men som konkret, materiel og politisk distribueret kultur; en evne, jeg personligt tror, er en væsentlig grund til hans vedvarende store interesse i CAMP og Trampolinhuset,” forklarer Frederikke Hansen.

Trampolinhuset som et eksempel på dekolonisering

Decolonizing Appearance (på dansk oversat til At Dekolonisere Fremtræden, red.) er en udstilling, der skriger, er vred og desperat. Men samtidig er den også poetisk og underspillet og sjældent inkluderende overfor sit sammensatte publikum. Blot det, at udstillingen breder sig ud i Trampolinhuset, er ét eksempel på, hvordan de faste brugere af huset, som tæller asylansøgere og en række frivillige, der i det daglige giver støtte til disse mennesker, er tænkt ind i udstillingen. Trampolinhuset nærmest indgår som et værk i udstillingen og gøres til et unikt eksempel på, hvordan man praktiserer dekolonisering:

”Her spørger ingen, hvor du er fra. Ingen siger, at du har en accent, eller at du ikke taler korrekt. Alle arbejder kooperativt. Der er fælles mad og mulighed for børnepasning, uddannelse og juridisk hjælp. Trampolinhuset er et eksempel på en verden, jeg gerne ville leve i,” fortæller Nicholas Mirzoeff.

Om de blodrøde vægge

Når man træder ind i udstillingsrummet, er det første, man bemærker, nødvendigvis ikke værkerne, men farven på væggene. De er malet røde som blodet og de røde socialistiske faner.

”Farven var skabt til at være indbydende og få de, som finder kunstgallerier, museer og lignende kunstinstitutioner utiltalende, til at føle sig velkomne,” fortæller Mirzoeff og forklarer videre, hvordan den hvide kube er skabt til at få publikum til at føle sig uvelkomne, dumme og små:

”Vi malede rummet rødt for at vise, at vi alle er ens. Folk tøver et øjeblik, før de træder ind. Men så får de øje på vægfarven, smiler og træder indenfor.”

Hele den transformation, som vejen mod dekolonisering er, er derfor ikke kun udtrykt i værkerne og handlingerne (fx MTL Collective’s bannerworkshop og Decolonizing Assembly og Marronage’s happening We Are Here – Marronage Is Resistance, red.) omkring udstillingen. Men også i farven på væggen. Og ifølge Mirzoeff skulle den røde farve få alle hudfarver til at fremtræde flot – særligt mørkere hudtoner, fordi kontrasterne ikke er nær så i øjenfaldende, som hvis man stod op mod en hvid væg. Dermed opstår der et mere ligeværdigt forhold publikum i mellem, hvor alle kan gå i fred for blikke.

Den røde vægfarve minder os også om, at den hvide kube er et relativt nyt fænomen. Fx var de tre forreste rum i Den Frie Udstillingsbygning oprindeligt malet i rød, grøn og gul.

Der er bannere, videoværker, plakater, fotografier, vægmalerier og installationer i udstillingen, som adresserer problemstillinger fra Gaza, Caribien, Afrika, USA og Danmark. Forensic Architecture, der har fået sit eget rum, står bag – efter min mening – udstillingens mest opløftende og aktivistiske værk. Deres videoværk med den lange titel The Killing of Nadeem Nawara and Mohammad Abu Daher, Beitunia, Palestine, Nakba Day: 15 May 2014 viser, hvordan man gennem sociale medier kan bruge andre menneskers data og visuelle vidnesbyrd til at rekonstruere mordscener, så de ansvarlige kan blive dømt. I det her tilfælde en israelsk soldat, der blot skulle overvåge og holde orden, men faktisk bar rundt på et ladt våben mod ordre.

”When We Breathe We Breathe Together”

Det New York-baserede kollektiv MTL Collective har ét værk, de selv har produceret, der hænger skjult i loftet i udstillingsrummet. ”When We Breathe We Breathe Together” står på banneret i loftet. Men faktisk findes der omkring ti bannere, som MTL Collective har hjulpet med at skabe. I dagene op til udstillingen afholdte kollektivet en workshop, hvor brugere af huset har malet bannere og fået hjælp og støtte til at formulere deres budskaber i korte klare sætninger og dermed sikre dem en stemme. “No Borders”, ”No Prisons” og ”Liberation Sisterhood” står der bl.a. samt lignede udråb på farsi og arabisk.

Asylansøgere har meldt sig til bannerworkshoppen ved at skrive deres navn på en seddel, hængt op i det asylcenter, de bor i. Som til alle arrangementer, der finder sted i huset, arrangerer Trampolinhuset en bustur og betaler for transporten, ligesom de sørger for børnepasning, hvis der er behov for det.

MTL Collective fortæller om workshoppen:

“For os har det været vigtigt at føre folk sammen – hvad end de er asylansøgere, danskere eller tilflyttere – og skabe et stærkere sammenhold i Trampolinhuset. Med vores workshop vil vi have brugerne til at forstå, at de har ret til at have en stemme og ret til at blive set og hørt. I Trampolinhuset, i asylcentrene og ude i samfundet.”

Bannerne hænger i Trampolinhusets fællesrum udenfor selve udstillingsrummet. Der er fx et på bagvæggen, hvor der plejer at være DJ-pult og dansegulv, når der holdes fester. Og et lige indenfor hovedindgangen. Tanken er, at bannerne kan tages ned og bruges i forbindelse med demonstrationer og andre aktioner, så de også får et liv udenfor CAMP og Trampolinhuset. ”Budskaberne skal sprede sig, så ingen føler sig udstødt og alene,” fortæller MTL Collective.

At ’dekolonisere fremtræden’ vil sige at skabe en ny bevidsthed og være solidarisk. At have modet til at danne nye fællesskaber og leve upåvirket af fremmedhad og kønnede kategorier – nu og i fremtiden. At tillade hver eneste menneske at være fuldt ud menneskelig og lade sig styre af empati, respekt og kærlighed.

Kun på den måde kan vi bryde igennem de koloniale barrierer, der fastholder, adskiller og begrænser os i dag.

”Med Mirzoeff som gæstekurator kan vi insistere på linket mellem en global og en lokal, kolonial kontekst og få undersøgt på den ene side, hvad fremtræden er, og hvordan fremtræden bruges til at klassificere, adskille og styre mennesker iht. en hierarkisk skala, sådan som det helt konkret kommer til udtryk i nyere danske politiske tiltag som tildækningsforbuddet og ‘ghettoplanen’, ligesom det konkretiseres i adskillelsesmure som den mellem Israel og Vestbredden. På den anden side kan udstillingen med de tilhørende events og tosprogede katalog hjælpe publikum til at handle på at ‘dekolonisere fremtræden’ og skabe verdener, hvor ingen er illegal, hvor sorte liv tæller, og hvor ingen er nødt til at bruge #metoo,” fortæller Frederikke Hansen.