Idet jeg henvender mig til manden i museets information med min forventning om en ganske simpel transaktion, forbavses jeg af det, han siger: Han udtaler en sætning – angiveligt en ’newsbite’ fra dagspressen, som er fuldkommen ude af kontekst, hvorefter han fortsat med blikket rettet mod mig siger: ”This is new, Tino Sehgal, 2003.”

Overrumplet forsøger jeg at huske sætningen, men den falmer hurtigt, fordi jeg ikke var opmærksom på hændelsens signifikans i det sekund, den fandt sted. En anelse snydt føler jeg mig, mens jeg samtidig smiler indvendigt over værkets overraskende karakter.

Jeg ved allerede, at Tino Sehgal har rørt og udfordret mange kunstinteresserede rundt omkring i verden med sine præcise og ganske uortodokse værker, der fuldkommen savner den materialitet og objektkarakter, som vi normalt kommer for at tilbede i kunstens skinnende huse.

2000 børn skal fremføre kunsten

Her på Kunsten mødes jeg af et lettere frustreret og spændt personale, som lige før åbningen af udstillingen This Success / This Failure er mere end sædvanligt nysgerrige på, hvor mange publikummer, der dukker op til en event helt uden taler og fraskrevet alle de sædvanlige dokumenterende og medierende lag.

Huset skinner, som det plejer efter den nylige renovering, og lyden af høje børnestemmer i den centrale store sal flyder ud i alle dets gallerier og hjørner. Inde i salen, hvor ungerne hvirvler rundt, betragter jeg en stund børnenes urolige formationer. 2000 børn, lader jeg mig fortælle, skal på skift fremføre Kunstens nyerhvervede værk i dette rum.

Vil du lege?

En dreng og en pige på omtrent 10-11 år nærmer sig, og med lige dele mod og generthed udtaler de semisimultant og en anelse usikkert: ”This Success / This Failure, Tino Sehgal, 2006.” Herefter siger de med store, vidtåbne øjne og urolige bevægelser, at jeg er velkommen til at lege med. Så trækker de sig skyndsomt og lader sig igen opsluge i deres kammeraters hvirvlende masse.

Selv konfronteres jeg igen med værkets overrumplende karakter, for er succesen eller fiaskoen ikke netop fuldkommen afhængig af min egen respons og evne til at agere med smidighed på den opståede mulighed: Vil jeg lege, eller vil jeg betragte? Dette valg sætter min sædvanlige museumsbekvemhed under pres, og jeg oplever en momentan indre konflikt, mens jeg beslutter mig for at betragte ungerne, der ræser rundt i salen og skaber et støjniveau pænt i overkanten af det, jeg synes, er behageligt.

Husk værket

Som værker opfylder Sehgals kunst alle parametre for visuelle kunstværker – undtagen det normalt helt afgørende, nemlig materialiteten. Når Sehgals værker sælges af gallerister, foregår det mundtligt, og de tilstedeværende forpligter sig til at huske værket og de instrukser, som ledsager det. Således erhverves retten til at udstille værket, og det sikres, at værkerne kan indlemmes i en samling. Kunsten har netop erhvervet This Success / This Failure ved et møde med en lokal notar, hvorunder de deltagende museumsfolk aktivt måtte lagre værket og dets udførelse i deres hukommelser. Med afsæt i en flygtig handling – sang, tale, bevægelse – giver Sehgal gennem denne rammesætning selve handlingen en genstandsagtig karakter.

Performative situationer

Værkerne fungerer som performative ’situationer’, der udfolder sig i tid og rum, og inddrager beskueren som en art udløsende og medskabende agent. Det sidste er vigtigt for kunstneren, der således aktivt ønsker, at bemyndige beskueren igennem selve akten: At interagere med kunstværket.

Jeg er særligt opmærksom på, at det at huske ordene og være tilstede i nuet, hvor værket udfolder sig, er den største udfordring. Heldigvis finder værkerne sted igen og igen gennem hele udstillingsperioden, så jeg havde mulighed for at opleve The Kiss og This Is Propaganda flere gange, mens jeg cirkulerede i gallerierne på mere tålelig afstand af børnenes højfrekvente lyd. Måske skulle jeg have leget stilleleg med dem?

“Dette er”

Næsten alle titlerne på Tino Sehgals værker begynder med “Dette er”. Det fungerer dels som signatur, og dels konstituerer det begivenhederne som kunstværker. Værkerne fremføres af ’fortolkere’: Børn, kustoder, dansere, skuespillere, som efter at have udført det uden ledsagelse af nogen form for medierende skriftlig information, også fungerer som kritikere eller kommentatorer af det værk, de netop har opført. På samme måde er beskueren aktiv som medspiller med handlekraft og medansvar for situationen.

Kritik af materialeøkonomi og overforbrug

Tino Sehgal udtrykte på den efterfølgende artist talk, at han ser sig selv som kritiker af det distributionssystem og den produktionsmodel, hvorunder materialer bearbejdes til produkter, og som den objektfeticherende kunstverden reproducerer. At han er kritisk overfor, hvorledes forbruget i dag har taget overhånd på en facon, som rækker langt ud over den basale behovstilfredsstillelse, og som derfor truer bæredygtigheden i alle produktions- og konsumledene.

’Teknologi’ var dagens emne, og kunstneren forsøgte ihærdigt at inddrage de mange studerende fra Art & Technology i en samtale om netop teknologi som ’driver’ i samfundsudviklingen OG i kunsten – og på fraværet af teknologi som en modstand, der peger på et helt andet mellemværende mellem kunst og beskuer.

På den baggrund forstår jeg Sehgals kunst som en kritisk kommentar til materialeøkonomiens logik og ikke som en kritik af kunsten som vare. Ved hjælp af usynlig dramaturgi og iscenesættelse etableres en porøs og usikker magtbalance mellem ’fortolkeren’ og museumsgæsten.

Det, som får betydning her, er IKKE værkets repræsentative niveau, ikke det, det udsiger. Det handler i stedet om værkets eksistens og afsæt for kunstnerisk handling og stillingtagen. Således udstrækkes performativiteten til også at omfatte ikke-kalkulerede afledte reaktioner, som måtte opstå i selve situationen og i en given udstillingsperiode.

På den måde kan man (måske) opleve sig ’frisat’ som individ, hvorved museets autoritet som samfundsinstitution med hævdvundne normer for kunstværkets og publikums tilstedeværelse smuldrer. I tilfældet This Success / This Failure omdannes Kunsten i Aalborg af de legende børn midlertidigt til et uforudsigeligt og indimellem kaotisk, socialt rum.

Forskellen mellem genstandskunst og genstandsløs kunst

Sehgals arbejde handler om at skabe betydning og økonomisk værdi uden at fremstille en fysisk genstand. Ledet af idéen om genstanden eller artefaktet, som ikke afhænger af transformation af materialer, opsøger han kunstformer, som skaber mening alene via menneskekroppen.

I visuel kunst er genstanden – i betydningen et objekt for dannelse – fysisk. Dans, tale og sang udtrykkes via kroppen som redskab eller instrument. Som sådan er kunstformerne genstandsløse, og Sehgals værker handler om denne forskel og dens kulturelle og politiske implikationer.

Ufrivilligt og uafhængigt af sit indhold, bekræfter det fysiske kunstværk bl.a. den fælles forståelse: At økonomisk værdi er uadskilleligt fra et fysisk objekt. Kunstkritikken har længe funderet over dette forhold og peger på, at kunst, som baserer sig på fysiske genstande, etablerer en socialsfære, som i kunstinstitutionens rituelle rum tilskriver den model et skær af transcendens.

Tino Sehgal forsøger at konfrontere denne produktions- og værdimodel, der er så indlejret i vores bevidsthed, at den virker ganske uangribelig. Derved adskiller han sig fra konceptkunsten, der først og fremmest – og uden succes – rettede kritikken mod kunstens varestatus og markedets udnyttelse af den: Bare tænk på Manzonis sagnomspundne lortedåser, der gennem kunstophøjelsen og over tid, akkumulerede en værdi fuldkommen ude af proportion med deres ækle og efterhånden eksplosive indhold!

Spørgsmålet er, om Tino Sehgal i Aalborg formår at tiltrække og aktivere tilstrækkelig kritisk masse til at gøre en forskel? Det håber jeg. I mine øjne har hans kunst kraften til i første omgang at inspirere os på et filosofisk niveau – ansvaret herefter bærer vi fortsat hver især.