Jeg skriver det følgende med udgangspunkt i at Københavns kommune beskærer daghøjskolerne i kommunen i et omfang så de ikke kan køre videre, med mindre de tredobler egenbetalingen fra eleverne. Hvis det ikke lukker skolerne, vil det på en markant måde ændre elevernes sociale profil, og i sidste ende kunstens. Jeg arbejder selv på Vera- skole for kunst og design. Jeg har undervist unge billedkunstnere i tyve år.
En ubeskyttet titel
’Kunstner’ er, lige som ’astronaut’, ikke en beskyttet titel, men det er noget der først giver mening at kalde sig, når man gør det. Det er svært, og uønskværdigt, at opstille et pensum. Man er kunstner, når man starter et uddannelsesforløb eller på anden måde entrerer med autoriteter inden for feltet. Man er aldrig vordende kunstner. Man er kunstner fra dag ét. For de flestes vedkommende, nok ikke nogen særlig god kunstner. Men det hænder faktisk, at der er nogen der rammer relativt rent fra starten af. Og af en eller anden grund er disse få bl.a. ophavet til en myte om, at man ikke kan eller skal undervise i kunst.
Men der er ikke mange autodidakte kunstnere, hvis man kigger ned over historien. Kunsten er et felt, hvor selve arbejdet med kunstværket, for mit vedkommende: penselsvingeri på værkstedet, kun er en del af et større stykke arbejde (og hermed en stor oprejst tommelfinger til Det fynske kunstakademi for at have oprettet en stilling som bl.a. omfatter udstillingspraksis. Den er besat med Mikkel Carl)
En diskussion om erfaring
Kunst er er et ekstremt socialiseret felt, forstået på den måde, at stort set alle feltets regler stammer fra interaktion med andre mennesker. Der er intet objektivt at henvise til, kun hvad andre mennesker mener om, hvad man laver. Hvad der var indiskuterbar evig gylden kvalitet i går, er det pure lort i morgen og vice versa, og denne bevægelse er ikke altid særlig logisk. Af denne simple grund er undervisning i kunst nødvendig.
Undervisning i kunst er ikke en énvejsforestilling. Det er grundlæggende en diskussion mellem fagfæller med vidt forskelligt erfaringsniveau. Man har ikke et pensum at henvise til som lærer, kun den autoritet, som man kan etablere. Tidligere var der en slags kanon, man kunne henvise til og som man kunne tilegne sig i et eller andet omfang. Nu afhænger kanon af den enkelte lærer i et ret stort omfang. Det har gjort at undervisningen i billedkunst har ændret karakter.
Kunstens sociale slagside
Hvis man kommer fra et hvidt, veluddannet og veldannet hjem, er man tit i et eller andet omfang bekendt med nogen af de klassiske problemstillinger. Men det vil altid være bagklogskabens klare lys, der skinner ned over historien og får den til fremtræde logisk. Hvilket tingene aldeles ikke er, når man står midt i det hele og er medskabende. For det er det, man er. En gang imellem leder jeg efter det berømte elfenbenstårn, så jeg kan kravle op i det, og se hvordan det ser ud, og hvem der er der inde. Men hver gang jeg finder det, er det gabende tomt. Det er det, fordi kunstnerne har for travlt til at sidde der og kukkelure og kede røven ud af bukserne. Vi vil snakke med andre, se hvad de laver, vi vil finde ud af, hvor dem, der var hotte i går, er henne i dag, og vi vil prøve at komme frem til hvorledes vores arbejde blive relevant for andre, og i hvilke sammenhænge det kan ske osv.
Når den klassiske forestilling om dannelse ikke længere giver samme mening som tidligere, åbner det op for, at billedkunsten ikke kun længere er et projekt for den hvide, øvre middelklasse. Men det giver samtidig en masse udfordringer med at etablere diskussioner på tværs af meget forskellige erfaringer, hvor der sjældent gives et rimeligt fælles svar.
Undervisning som udveksling
Det er det som undervisning i billedkunst grundlæggende går ud på: at skabe en platform for at unge og ældre kunstnere fra vidt forskellige baggrunde kan mødes og udveksle erfaringer på en seriøs og intensiv facon. Højskolerne er et af de første led i denne udveksling og dannelse af netværk. Dannelsen af netværk er et af de vigtigste led i uddannelsen.
Daghøjskolerne i København har indtil nu haft en så lav egenbetaling, at far og mor ikke har været nødt til at skyde penge i projektet. Og udover det, er undervisningen planlagt på en sådan måde, at man kan passe et arbejde ved siden af undervisningen. Det har gjort, at rekruteringsgrundlaget har en markant anderledes social profil, med mange flere fra ubemidlede hjem, end det ellers ville have været tilfældet.
Og det er et af de problemer, som er et af grundproblemerne indenfor feltet: dets sociale profil. Hvis vi ikke betragter det som et problem, er der selvfølgelig ingen grund til at lave offentlig finansieret undervisning i billedkunst. For de her unge skal nok finde en vej alligevel. Men hvis man gerne vil have, at både kunstnerne og kunsten skal være relevant for hele samfundet, er det med undervisning, man skal sætte ind. Og vel at mærke en undervisning, der møder den unge på halvvejen og hjælper vedkommende med at forstå de meget komplekse og evigt skiftende mekanismer i billedkunstfeltet. Og samfundet som helhed i øvrigt. Hvis vi skal bryde kunstens entydige binding til den øvre middelklasse, må vi hjælpe den.
Man må prøve sig frem
At undervise billedkunstnere som billedkunstner er selvfølgelig også en udveksling af teknisk information om diverse teknikker. Men antallet af mulige tekniske indgangsvinkler til en given problemstilling er så mangfoldige at man tit bare må slå ud med armene og sige: prøv at se, hvad der sker, så kan vi snakke om det.
Det samme kan man sige om rigtig mange af de andre problemstillinger, sociale og teoretiske. Man må prøve sig frem, man må undersøge og læse og diskutere. Kunst er et eksperimentelt felt med meget få givne løsninger.
For de fleste vil det være nødvendigt at bane sin egen vej i fællesskab med andre. Det nye er ikke er et smart påhit. Det kommer ikke af, at nogle smarte marketingfiduser har fundet på noget. Det nye er uafvendeligt. Det kommer uanset hvad, sådan som verden ser ud. Traditionen findes ikke, den opfindes og genopfindes konstant.
Så når de unge kunstnere kommer og beder om svar, er det en diskussion de skal have. Og det er her uddannelserne, uanset på hvilke niveau, er grundlæggende vigtige. De danner basis for disse diskussioner, for at så mange som muligt får adgang til at definere det nye, der uafvendeligt kommer. Derfor er det fuldkommen hovedløst fremover at begrænse adgangen til daghøjskolerne i København og i øvrigt at skære så voldsomt på kunstakademierne som det er sket.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
