Kan en udstilling der handler om kedsomhed nogensinde blive interessant? På udstillingen Glimt fra Storbyen af Lars Arrhenius bliver det kedelige ganget med tre, så det kedelige faktisk går hen og bliver en lille smule underholdende.
Kedsomhed x 3
Når man træder ind på udstillingen Glimt fra Storbyen hører man straks den monotone sang fra karaokevideoen Just Waitin’.
Denne monotone stemning forplanter sig hurtigt til resten af udstillingens værker, der handler om den middelmådige mand og hans forudsigelige hverdag. I værkerne er figurerne reducerede til piktogrammer, så intet tager fokus væk fra den næsten fraværende fortælling.
Sangen er kedelig, billederne er kedelige og fortælligen er kedelig, men netop alt denne kedsomhed forhindrer en i at falde helt i søvn.
Ælle, bælle, ni, ti…
Væginstallationerne The Man whitout one Way og The Man without Qualities fungerer som en fortælling, hvor man igennem ens valg selv kan præge hændelsesforløbet.
Vælger du at forsvare den mand, der bliver truet af en bølle, eller går du bare videre med blikket slået ned?
Vælger du at tage din sekretær bagfra, eller går du lige hjem til konen efter arbejde?
…du slap først fri!
Det værkerne skal lære os er, at vores valg har konsekvenser for vores vej igennem livet.
Tager du den fremmede mand i forsvar mod bøllerne, så bliver du stukket ned med en kniv, og ligger du i med din sekretær, så forlader din kone dig.
Derfor vælger hovedpersonen da også den middelmådige vej frem, hvor der ikke sker noget videre bemærkelsesværdigt.
Piktogrammerne koger vores hverdag ned til nogle stereotype billeder af, hvad der er godt og hvad der er dårligt.
Tre tændstikfigurer med en bowlingkugle er symbolet for den lyksagelige familieidyl.
En tændstikfigur i en drink er symbolet for, hvad denne intetsigende lyksalighed gør ved os.
Kunsten at holde tungen lige i munden
Når man følger stammen i de mange forgrenede veje i fortællingssystemet, så er moralen af historien, at du når længst ved at holde dig på måtten.
Så når en forsvarsløs mand beder om din hjælp eller din vampede sekretær byder sig til, så se for Guds skyld den anden vej.
Skynd dig i stedet hjem og spil bowling med familien.
Eksistentiel kvalme
Mærker du kvalmen over det kedelige liv trænge sig på, kan du vælge, om du vil gå med eller mod flokken.
Hvis du vælger at skyde tanken om meningsløsheden fra dig og gå med flokken, så får du en præmie i form af ren familieidyl.
Men vælger du at gå mod flokken, så ender du som en ensom dranker, der pisser ind i fjernsynet.
Piktogrammerne tager udgangspunkt i den midaldrende middelmådige middelklassemand som Arrhenius betegner som "en stor pik".
Denne mand har ikke mange andre muligheder end at følge opskriften – gå i skole, få et arbejde, finde en kone, skabe et hjem og få nogle børn.
Træder han så endeligt ved siden af, så kommer han i unåde hos konen og samfundet, der sætter ham henholdsvis på gaden og i fængsel.
Af jord er du kommet, til jord skal du blive
Det kan godt være at vores valg har umiddelbare konsekvenser for vores tilværelse, men for enden af alle vejene i fortællingssystemet venter manden med leen.
Derfor er det måske ikke så afgørende, om vi vælger den ene vej for at blive stukket ned af en bølle eller den anden for at dø af alderdom.
Flugtvej
Der er dog en undtagelse i denne ensretning af den middelmådige mand.
Han kan nemlig vælge at pakke sit habengut sammen i en bylt, kaste den over ryggen og drage ud i verdenen.
Denne vej leder ham hen til det mystiske felt, der forstiller en stor stjerne på et hvidt felt, og som symboliserer en form for kosmisk nirvana.
Det er ik’ så ringe endda
Ved at forvandle vores tilværelse til stereotype piktogrammer, der indgår i en forudsigelig historie, sætter Arrhenius tingene på spidsen for, at vi kan se på vores eget liv med andre øjne.
Kedsomheden gennemtrænger værkerne i en sådan grad, at det rent faktisk bliver en underholdende måde at udforske værkerne på.
Man går rundt på udstillingen og danner sin egen vej igennem fortællingssystemet. Og man kan trøste sig med, at ligemeget hvor trist ens tilværelse er, så kan det umuligt se ligeså trist ud som Lars Arrhenius’.
Så måske er hverken vores middelmådige tilværelse eller den middelmådige udstilling på ARoS så ringe endda.
