Omkring halvtreds mennesker står samlet, iført jeans og gule poloshirts. Nummeret på den grønne bygning bag dem – 415 – referer til et sted på 32nd Street i byen Parsons i delstaten Kansas, som også var det sidste sted i verden, man kunne få sine Kodachrome fotografier fremkaldt. Farvefilmen, som Kodak introducerede i 1935, og som har været elsket af såvel amatører som professionelle.

Gruppen står foran drive-in vinduet ved Dwayne’s fotobutik, hvor man frem til den 30. december 2010 klokken 12 kunne indlevere sine sidste filmruller til fremkaldelse. Kodak havde nemlig annonceret, at de stoppede produktionen af det specielle udstyr og de særlige kemikalier, der blev brugt i produktionen.

I takt med at nyheden om Kodachromes endeligt spredte sig i medierne, forvandlede den lille by sig for en tid til centrum for nostalgi og længsel efter det analoge fotografi. Mennesker og pakker strømmede til byen med filmruller, der i årevis havde ligget gemt i frysere, skabe og kommodeskuffer. Mange ønskede, at netop deres rulle skulle være den sidste. Men til slut blev det besluttet, at det var en af forretningsejeren Dwayne Steidels egne film, der fik æren. Og den 19. januar 2011 klokken halv to løb gruppeportrættet, Steidel havde taget af sine ansatte, gennem processoren.

Fotografiets død – og fremtid

Kodachrome blev bare et af mange ofre for digitaliseringen, og da Dwayne Steidel endelig opgav den analoge version, havde det digitale fotografi været på markedet i næsten ti år. Og lige siden har fotografer, kunsthistorikere og andre, der arbejder med visuel kultur, bekymret sig om og diskuteret fotografiets fremtid. Eller mulige død. De første mange år var der en særlig nostalgi knyttet til diskussionerne, men nostalgien synes aftagende. Måske er vi ved at være klar til at se på en mulig fremtid for fotografiet.

31. august afholdt Fotobiennalen, der bliver til i et samarbejde mellem Brandts, Fotografisk Center og Galleri Image, sit årlige internationale symposium for tredje gang. Overskriften i år var The Post-photographic Image, og invitationen lød på en dag, hvor vi skulle undersøge og diskutere fotografiets ontologi i den digitaliserede tidsalder. Altså tale om det, der gør fotografiet til netop det – et fotografi.

Blandt talerne var Geoffrey Batchen, professor i fotografi og kunsthistorie, der talte om det post-fotografiske i en historisk kontekst, David Bate, fotograf og professor, hvis essay The Emancipating Machine havde inspireret årets symposium og Cecilia Grönberg, fotograf, kunstner og forsker. Sidstnævnte talte om det distribuerede fotografi med udgangspunkt i sin ph.d.-afhandling Händelsehorisont / Event Horizon. Distribuerad fotografi.

Og blandt såvel talere som deltagere var der bred enighed om, at der de sidste tyve år var sket noget af betydning, et skift af en art, eller en udvidelse af et felt, der var både presserende og nødvendig at tale om. Noget der begyndte, da det første digitale kamera blev lanceret i 1990 og siden tog fart med de sociale mediers brug af den nye teknologi.

Fotografiet har mistet sin sandhedsværdi

Det post-fotografiske er ikke et nyt ord. Allerede et par år efter lanceringen af det digitale kamera, skrev kunstteoretikeren W.J.T. Mitchell et essay, hvor han lancerede begrebet.

Og her skriver han om sin bekymring for, at det digitale billede med tiden vil underminere den sandhedsværdi, vi indtil nu har tilskrevet fotografiet. Tonen er apokalyptisk. Og nostalgisk. Der er tale om en æra, der er slut, og en ny der er kommet for at overtage. Som titlen indikerer, er vi nu kommet til en periode efter fotografiet, hvor fotografiet har ændret sig til noget grundlæggende andet. Og ikke til det bedre.

Fra lysskrift til rå data

Der er en grad af sandhed i Mitchells udsagn. I den etymologiske betydning af ordet er fotografi ”at tegne med lys”, som netop også er den tekniske beskrivelse af den proces, der sker, når lyset fra et objekt rammer et lys-sensitivt materiale og danner et negativ. Hvorimod det digitale billede bliver til, når det digitale kamera med sine elektroniske fotodetektorer registrerer lyset, og efterfølgende oversætter det og opbevarer det som data.

Siden Mitchells essay er der skrevet mangt og meget om det store spørgsmål om, hvad fotografi er for en størrelse i dag. Så sent som for et par måneder siden proklamerede den tyske fotograf og filminstruktør Wim Wenders, at smartphonen nu endeligt havde fået taget livet af fotografiet.

Problemet er, skrev han, at folk ikke længere kigger på de billeder, de tager. Eller laver print. Vi distribuerer dem nu kun, som data. Og den slags kan vi ikke længere kalde for et fotografi. Ligesom Wenders har rigtig mange gennem årene erklæret fotografiet for nu endeligt dødt.

Et felt i udvidelse

Det post-fotografiske har siden Mitchell fået sin helt egen historie. Hvor det for tyve år siden beskrev fotografi som en æra, der var ovre, er der i dag snarere tale om et felt i udvidelse. Om et tidspunkt i historien, hvor det er blevet sværere at tale om fotografiets ontologi som en entydig størrelse – hvis det nogensinde har været muligt – hvor vi har flere fotografier, der optræder flere forskellige steder end nogensinde før.

Og på symposiet herskede en enighed om, at der ikke er grund til at ønske sig tilbage til en tid før internettet, digitaliseringen og sociale medier, men at ”post” udtrykker en interesse for og nødvendighed af at undersøge denne tid, hvor vi lever med, i og gennem internettet, hvor vi er omgivet af fotografi alle vegne. Nye livsvilkår, som kunsten og fotografiet i dag reflekterer og problematiserer. Men noget som vi endnu ikke føler, vi kan give et navn.

Fotografierne vi aldrig ser

Fotografiet kom ind i vores liv for snart to hundrede år siden og fandt sit hjem i pungen, tasken, den gamle skotøjsæske, kufferten, og fotografialbummet. På klaveret og væggen i stuen. Direkte ind i den private sfære og blev med automatiseringen af fremkaldelsesprocessen noget alle kunne tage og dele med hinanden.

Med tiden bevægede det sig også uden for hjemmet og blev et middel til at dokumentere sociale sammenhænge som bryllupper, dødsfald, rejser, fødsler og andre særlige sociale begivenheder. Senere blev det også del af de politiske og militære mekanismer i det tyvende århundrede. Men fælles for alle disse fotos var, at de blev til, når et menneske trykkede på en knap og tog et billede.

Med introduktionen af smartphonen og opkoblingen til 3G- netværket, og de sociale mediers opståen, ændrede situationen sig imidlertid. Det digitale fotografi er mere organisk integreret i selve distributionssystemet, fordi det eksisterer og opbevares som data. Det er decentraliseret, og langt størstedelen af de billeder, der produceres i dag, er billeder, som vi mennesker aldrig kommer til at se. Det er data fra satellitter og overvågningsudstyr, der analyseres og distribueres af en kunstig intelligens.

Fotografiet som hybrid

Det digitale fotografi er nu del af de samme strømninger som al anden data, og post-fotografiet flyder i den digitale, hybride form, hvor sandhed og erindring, der engang var fundamentale aspekter af dets ontologi, er i dag fejet til side af kommunikation og datafication.

Måske giver det ikke længere mening at tale om fotografiets ontologi i klassisk forstand. Som hverken lysskrift eller dataindsamling. Men måske er det tid til at udvide zonen og spørge, hvor vi finder det, hvad det gør, og hvordan vi bruger det?