”Vi har brug for et nyt sprog i galleriverdenen”

Forbikørende biler og mågeskrig er de eneste lyde, der er tilbage på docken, hvor OBRA har adresse. Siden september 2017 har OBRA holdt til i en fredet industribygning, som de lejer af de private investorer, der har købt sig ind på området, for en ubestemt periode, indtil bygningen bliver solgt. Omkring OBRA har mange store virksomheder deres kontorer, og nye boligblokke er skudt op. Dette område af docken er uden liv. Derfor er OBRA en gave.

På lørdag åbner OBRA den første udstilling i deres nye lokaler, Algoritmo med værker af kuntnerne: Meriç Algün, Daniel Askeland, Mette Björnberg, Broderauttexten, Karolina Erlingsson, Richard Johansson, Runo Lagomarsino, Gala Porras-Kim, David Svensson.

Post-alternativ og post-kunstnerdrevet

Første gang, jeg møder Tómas Giraldo til en fernisering på Avenue Hotel i København (spooning af Ingrid Furre, kurateret af Forlaget Gestus red.), er også første gang, jeg hører om OBRA. Han fortæller, at OBRA er et galleri, der præsenterer udstillinger, men også afholder koncerter, boglanceringer, fællesspisning m.m. Men er derudover noget hemmelighedsfuld i sin præsentation og tilbageholden med sine informationer. ”Du må komme på besøg og få din egen oplevelse af stedet”, siger han.

Nok fik Tómas Giraldo i første omgang præsenteret OBRA som et galleri og ledt mine forestillinger hen i den retning. Hvilket giver mening, da galleriet er den institutionstype i kunstverdenens økosystem, Petra Bindel og Tómas Giraldo er mest kritiske overfor – på et teoretisk såvel som praktisk plan. Som udstillingssted og organisation er OBRA dog udenfor klar kategori. Tómas Giraldo og Petra Bindel arbejder ud fra deres intuition, og den er svær at indfange og forklare:

”Vi ser OBRA som post-alternativ, post-institutionel kritik, og vores arbejde er båret af vores passion for kunst og kreativ ledelse. Vi er inspireret af museumsudstillinger såvel som undergrundspraksisser. Man kan sige, at vi befinder os et sted midt i mellem de to med en forståelse for den rolle, kunstnerdrevede initiativer har spillet i de foregående tre årtier, mens vi samtidig omfavner klassisk udstillingspraksis, som den ser og har set ud på de traditionelle kunstinstitutioner. Vi er også ret nysgerrige på og inspireret af de kommercielle gallerier, selvom vi ikke ligefrem selv er et.”, fortæller Tómas Giraldo.

OBRA skaber sine egne regler

Sprogligt, begrebsmæssigt og organisatorisk er de ude efter at udfordre den gængse opfattelse af galleriet som et sted, hvor handel finder sted, og den måde, mange gallerier verden over opererer under. OBRA sælger værker, men har ikke salg som deres primære fokus til sammenligning med de kommercielle gallerier:

”Jeg vil hellere sige, at vi overdrager værker videre snarere end, at vi sælger dem. Vi ser transaktioner som en pædagogisk oplevelse. Et salg er en måde, hvorpå vi kan lære mere omkring et bestemt værk. Når et værk får lov at cirkulere, lærer alle involvererede af salget, og værket får et nyt liv ude i samfundet – væk fra atelieret. Den viden, vi opnår fra et salg, bruger vi aktivt, når vi udvikler nye udstillinger. Vi ønsker at gå væk fra at se kunst som en vare, men en viden og oplevelse, der kan deles, starte samtaler og diskussioner. Som vi ser det, er kunstværker nemlig hellige objekter med magiske egenskaber”

Både Tómas Giraldo og Petra Bindel stejler, da jeg spørger ind til de kunstnere, de repræsenterer. Ordet ’repræsentation’ må ud af kunstsproget, mener de.

”Vi er defineret af, hvad vi vælger at fokusere på, og hvem vi vælger at samarbejde med. Ikke at repræsentation ikke er vigtigt, men vi er i gang med at afsøge, hvad det betyder og hvilke konsekvenser repræsentationen har, socialt, kulturelt og økonomisk. Det er også derfor, vi ikke har skyndt os at udgive en oversigt over de kunstnere, vi arbejder og har arbejdet med, som man normalt ser på galleriers hjemmesider”, lyder det fra Petra Bindel. Hun fortsætter, suppleret af Tómas Giraldo:

”Vi har hørt historier om kunstnere, der har beklaget sig over, at galleristerne ikke returnerer deres værker, at de må vente længe på udbetaling af deres del af et salg, at de ikke får tilbudt nok soloudstillinger, og at kontakten til galleristen er minimal. Vi føler derfor, der er brug for et nyt sprog i galleriverdenen og nye måder at være og drive et galleri. Vi er ikke modvillige eller i opposition, men vi skaber bestemt vores egne regler og logik.”

Absolut ikke dagsordenskabende!

Med stedets fokus på at bedrive institutionel kritik og i lyset af KUNSTEN.NUs baggrundsartikel om galleriet i en brydningstid, som blev bragt i foråret, er det oplagt at spørge ind til ambitionerne for OBRA. Men da jeg spørger, om målet er at være dagsordensskabende, som det hed i artiklen (citat Jesper Elg red.), udbryder Petra Bindel:

”Absolut ikke! Det prædikat og det ansvar, har vi slet ikke lyst til at tage på os eller identificere os med. Vi følger vores intuition og lader os ikke falde ind i traditioner i forhold til udstillingspraksis. Vi gør det, der føles rigtigt i øjeblikket. Vi har ingen strategi eller planer, hverken for driften af vores galleri, stedets videre udvikling eller for vores kommunikationsindsats. OBRA skal være så organisk og helhedsorienteret som muligt.”

”Vi lader os ikke rive med af samtidens fart. Vi giver os selv lov til at nyde oplevelsen af det at skabe et sted og se det udvikle sig. OBRA er kendetegnet ved et stort nærvær. Vi giver al vores tid til kunstnerne – så meget og så ofte, de ønsker – og prioriterer en tæt kontakt til vores publikum.”

Hvilket jeg personligt også oplevede, da jeg i starten af maj deltog i åbningen af norske Ingrid Furres soloudstilling The Weather. Til ferniseringen fik Petra Bindel og Tómas Giraldo talt med alle de tilstedeværende med et så stort nærvær, at man følte sig både velkommen og hjemme. Netop den hjemlige følelse er vigtig for dem at frembringe.

Fra kontorfællesskab til docken

OBRA havde sin spæde start i et kontorfællesskab midt i Malmøs bymidte med designere, fotografer, kunstnere og forfattere. Her nåede Petra Bindel og Tómas Giraldo at producere en gruppeudstilling, hvor skuffer, borde og stole blev inddraget. Det, at aktivt bruge et steds iboende egenskaber og være en del af et fællesskab, er noget, de to har taget med sig til Stora Varvagatan, og forsøgt overføre til den rå industribygning. Samtidig udnytter og spiller de på rummets egen æstetik:

”Vi kunne nemt have skabt et klassisk udstillingsrum, malet væggene hvide og forsøgt at skjule rør, ledninger og andet, der ikke passer ind i en hvid kube. Men det fandt vi ud af, vi ikke havde lyst til. I stedet har vi valgt at arbejde med farver, der matcher omgivelserne og kun delvist dækker væggene, så det indvendige fremstår råt. Vi synes, rummene bliver smukkere sådan, og det giver en mere hjemlig og hyggelig karakter.”, fortæller de.

Publikum tiltrækkes af kunsten – ikke af gratis vin og øl

For nylig havde jeg en snak med en kollega, billedkunstner Charlotte Thrane. Hun beklagede sig over, at der til ferniseringer og andre sociale arrangementer i kunstverdenen (lokalt som internationalt) oftest er mere fokus på netværk end på at snakke om kunst. Dette har tidligere gallerist David Risley også meget åbenlyst kritiseret i et interview til Kunstkritikk.

Men på OBRA er billedet anderledes. Tómas Giraldo fortæller:

”Vi har hørt lignende kritik fra andre gallerister. De oplever oftest, at der til ferniseringer er et større fokus på det sociale og mindre på kunsten. Institutionerne får de heller ikke meget opmærksomhed fra, ligesom galleristernes arbejde ikke anerkendes udenfor deres eget lukkede miljø.”

”De kunstnere, vi taler med, stiller også spørgsmålstegn ved, hvorfor der er så få og ringe muligheder for at diskutere værker med ligesindede. Men den oplevelse har kunstnerne ikke hos os. Tværtimod. Til vores udstillinger og arrangementer forholder publikum sig til værkerne og diskuterer dem. Det sætter vores kunstnere stor pris, for det er de slet ikke vant til”.

Et sådan engagement fra publikums side glæder naturligvis også både Petra Bindel og Tómas Giraldo, men det har sine konsekvenser:

”Men man bliver nemt grådig med sit publikum, og forventningerne øges fra hver gang. Hvordan kan vi få dem til at komme igen, og hvordan bliver vi ved med at være vedkommende, er spørgsmål, vi konstant stiller os selv. Det er også en af grundene til, vi afholder arrangementer, der ikke omhandler eller har en direkte forbindelse til samtidskunsten. Selvom det selvfølgelig ikke kun er for publikum, vi gør det. For os er det vigtigt ikke kun at henvende os til kunstscenen. Vi ønsker, at vores kunstnere bliver set af et publikum, der rækker udover kunstmiljøet. Af vores naboer eller hvem der mon ellers, kunne finde på at kigge forbi”, fortæller Petra Bindel.

Gallerisproget må ændres indefra ud

OBRA udfordrer gallerisproget og forsøger at ændre det indefra ud. Det sprog, Petra Bindel og Tómas Giraldo har udviklet med OBRA, fortæller en historie om, hvordan man som gallerist bør være med sine kunstnere, og hvordan man behandler kunst med omsorg og respekt.

De arbejder ikke kun med at stimulere intellektet, men på at få alle sanser med. Sprog er nemlig ikke kun ord og terminologier, noterer jeg mig, men tæller bl.a. også gestusser.

Jeg går fra OBRA og forstår nu, hvorfor Tómas Giraldo sagde, som han gjorde, ved vores første møde. OBRA er et sted, man må se og mærke med sin egen krop. Den opfordring giver jeg hermed videre.