Til kamp mod borgmesterkunsten!

Billedserie

I denne uge vedtages hvilke af de 11 projekter, der modtager yderligere støtte og ønskes realiseret.

Frist for næste open call er 15. maj 2009

Til kamp mod borgmesterkunsten!

Kenneth Balfelt og Jon Nedergaard: T-ARD: Tingbjerg - Art Research Dialogue. Foto: Kenneth Balfelt

11 projekter fik stillet 50.000 kr. til rådighed af Statens Kunstfond til at udvikle en ide til kunst i det offentlige rum. Nu præsenteres de udbyggede projekter, og her er der tale om et radikalt opgør med kunst i rundkørsler.

Kunst i det offentlige rum kan antage mange former. Også selvom mange kommunale kunstinvesteringer stadig prioriterer statiske skulpturer med lang levetid i rundkørslerne.

Det er netop denne tendens, som Statens Kunstfonds Udvalg for kunst i det offentlige rum vil bearbejde.
For den direkte kommunikation, som via kunsten kan etableres med offentligheden, er et uhyre interessant element og potentiale ved kunsten, når den mødes uden for institutionen.

Her er sproget befriet for kringlede ismer, kunstinterne referencer og vil dialogen med sit publikum. Og viljen til at tale direkte til offentligheden kendetegner de 11 udvalgte projekter.

Udfordring af vanetænkning
Forskellen ligger i den offentlighed, de forsøger at tale til, og hvilken kunstnerisk form de benytter sig af.

Feltet tæller både sanselige oplevelser, interaktiv dramatik, kunstnerisk indbydende løsningsmodeller til byens døde lommer, socialt engagerede dialogprojekter, kropslige udskejelser i supermarkedet og eksklusiv samtidskunst-formidling i Vanløse.

Men når nu udvalgets mål var at udbygge betegnelsen "kunst i det offentlige rum" og udfordre de vante kategorier, så vil fokus her ligge på den gruppe af projekter, der på den mest interessante måde fornyer betegnelsen.

Bare græsset er slået…
Som et opgør med kunsten i de danske rundkørsler ligger Lisbeth Hermansens projekt Landsby eller Rådden Banan ligefor: Et socialt engageret kunstprojekt, der går ind i problematikken vedrørende landsbyernes afvikling rundt i landet og tænker samtidskunsten ind som aktiv spiller i den både afsøgende og udviklende proces.

Tendensen er nemlig, at når landsbyer endelig investerer i kunst, så er det det sikre og ikke i overenstemmelse (ofte tværtimod) med befolkningens ønsker og begreber.
"Man tænker: Bare det er pænt, græsset slået og tingene er som de plejer, så skal det nok gå fremad," lyder det i projektbeskrivelsen.

Projektets pointe er dog den modsatte: At tænke skævt, nyt, men med klar relation til de allerede eksisterende kræfter i landsbyen. Og det er både visionært og ganske modigt.

Ane Mette Ruge: Efterlyst - Stedsspecifik værkcyklus.
Ane Mette Ruge: Efterlyst – Stedsspecifik værkcyklus.

Kunst med hukommelse
Som en spændende kommentar til den stillestående borgmesterkunst går projektet Efterlyst – Stedsspecifk værkcyklus af Ane Mette Ruge, IT-udvikler Morten Pihl og arkitekt Bjarne Schläger ind og udvider ideen om offentlige kunstværker.

Her er der tale om lysværker bestående af flader placeret i det offentlige rum med efterlysende (photoluminiscente) overflader, hvor bevægelser af lys, objekter og mennesker aflejres som spor, nærmest en form for hukommelse, og fremstår som konstant påvirkelige og aldrig statiske lysværker.

Projektet vil derfor primært fokusere på steder, hvor belysningen ændres radikalt fra dagslys til mørke.
Et bidrag, der både fordrejer lyskunsten, det offentlige værk og mødet med det som publikum.

Kunst med socialt engagement
T-ARD er fire projekter i Tingbjerg af Kenneth Balfelt og Jon Nedergaard:

A Room of One’s Own (et aktivitets- og dialogrum for unge piger og kvinder i Tingbjerg)
T-ARD Værkstedet (et åbent værksted for beboere, kreative sjæle og kunstnere, der har lyst til at arbejde i tæt kontakt med lokalmiljøet)
Gandhi kom forbi (konfliktløsning for skoler, børn, unge, familier og instituioner)
Elev Proces Giraf Stakit (Udvikling af fysiske læringsrum for Tingbjerg Skole – dialogprojekt mellem lærer, elever og forældre på Tingbjerg skole).

Kenneth Balfelt og Jon Nedergaard: T-ARD: Tingbjerg - Art Research Dialogue. Foto: Kenneth Balfelt
Kenneth Balfelt og Jon Nedergaard: T-ARD: Tingbjerg – Art Research Dialogue. Foto: Kenneth Balfelt
Det er kunsten som frit rum og kunstneren som social aktør og problemløser, der italesættes i dette projekt af socialarbejder Jon Nedergaard og billedkunstner Kenneth Balfelt – en af de vigtigste kunstnere herhjemme inden for den socialt engagerede kunst.

Kunsten er et rum befriet for magtstrukturer, og derfor kan dialogen antage en mere ligebyrdig og åben form, hvor de svageste bliver hørt og tages alvorligt som konfliktløsere, fordi deres viden er den egentlige nøgle.
Et greb som Balfelt har lavet flere gange med stor indføling og blik for samfundets fortrængte men eksistentielle konflikter.

Fornyelsen ligger i at Balfelt helt konkret har allieret sig med en socialarbejder.

Dit drama
Teater Katapult præsenterer: Audio Move – dramaer i det offentlige rum. Et kunstprojekt, hvor man som offentlighed bliver meget konkret involveret i et dramatisk forløb, der udspiller sig på virkelighedens store scene.

Teater Katapult: ZONER. AudioMove - dramaer i det offentlige rum
Teater Katapult: ZONER. AudioMove – dramaer i det offentlige rum

Det er teatralske men påvirkelige dramaer i det offentlige rum, hvor "dramaet" får en mere spilorienteret struktur og interaktionen har direkte indvirkning på handlingen.

Med mobiltelefonen kan man som publikum koble sig på en karakter og dennes strøm af bevægelser og tanker gennem København, hvor det indre og ydre flyder sammen.
Det er publikum, der er hovedrolleindehaverne og guides konkret og tankemæssigt via mobiltelefonen, hvorved dramaets og virkelighedens rum flyder sammen og pludselig krydser de deltagendes veje.

Nye veje med nye udfordringer
Der er heldigvis blevet tænkt nyt inden for de respektive kunstpraksisser, og det bærer især de udvalgte projekter også præg af, men krydsende bevægelser på tværs af sociale projekter, lyd-, lys-, performance-, installations- og aktionskunst, er der generelt kun få af.

Her er der stadigvæk et stykke vej igen og endnu et par rundkørsler.

Billedserie

I denne uge vedtages hvilke af de 11 projekter, der modtager yderligere støtte og ønskes realiseret.

Frist for næste open call er 15. maj 2009

Del artiklen

'Til kamp mod borgmesterkunsten!'

Facebook