Han er den perfekte samtidskunstner. Med en fortid som vietnamesisk bådflygtning, der som fireårig blev samlet op af et Maersk-skib i 1980, og en kunstnerisk praksis, der formår at forvalte det personlige i alle dimensioner af det kulturelle, så er der hele tiden lige dele personlig indignation og samtidig forbindelse til de store fortællinger om kultur, migration, identitet og magt.

Den kombination af at være følelsesmæssigt og konkret involveret i migrationens skæbnefortællinger og operere som kunstner, der henter disse fortællinger frem i offentligheden via skulpturelle objekter hentet i vores kulturelle skygger har gjort Vo til en unik stemme. Man skal ikke være helt dum, før man kan se den mulige H.C. Andersen fortælling i Danh Vos livsbane fra outsider til samtidskunstens absolutte top.

Før den store soloudstilling på SMK, som lidt uklart er blevet markedsført som en retrospektiv udstilling, har Danh Vo både repræsenteret Danmark ved Venedig Biennalen i 2015 og haft en stor soloudstilling ved The Solomon R. Guggenheim Museum i New York i foråret 2018. Det er ikke overgået andre kunstnere herhjemme.

Det er denne udstilling fra Guggenheim, der danner basen for den aktuelle udstilling ved SMK, selvom der er en væsentlig forskel: På SMK er udstillingen blevet udvidet betydeligt ved at inkludere mere permanente indslag i museet, hvilket har en vis betydning for helheds-oplevelsen af Take My Breath Away og Danh Vos rolle som kunstner. Til den problematiske side, vil jeg mene.

Anarkivisme

Danh Vos kunstneriske karriere, der indledes i starten af 00’erne, udfolder sig i en periode, hvor der foregår noget særligt i samtidskunsten, der af den amerikanske kunsthistoriker Hal Foster blev beskrevet som en Archival Impulse. En kritisk impuls, der søgte selve det kunstneriske materiale i arkiverne for i samme bevægelse at undersøge arkivets natur og magt, de skjulte fortællinger, billeder og mekanismer for kategorisering i vores kultur og samfund. Sammen med Danh Vo tæller den bevægelse internationale navne som Sam Durant, Mark Dion, Tacita Dean, Thomas Hirschhorn og mange flere. På dansk grund kan man nævne kunstnere som fx Tue Greenfort, Pia Arke, Jeannette Ehlers, Peter Brandt, Maj Hasager og Pia Rönicke, som har udviklet denne særlige praksis samtidig med Danh Vo.

Strategien i disse anarkiviske kunstpraksisser, som Foster sigende betegner dem, handler om at udfordre den logik, magt og orden, arkivet ofte er opbygget med, for at genforhandle selve kategoriseringen som fænomen.

Et genforhandlet arkiv

Take My Breath Away er i det perspektiv et stort genforhandlet arkiv – en samling af store og små objekter, dokumenter, klenodier, inventar fra både det helt personlige arkiv og fra steder som Det Hvide Hus, Vatikanet, NASA, gamle samlinger af religiøse skulpturer, våben og redskaber, gipsskulpturer fra Den Kongelige Afstøbningssamling og diverse opkøb, som kunstneren har foretaget ved diverse obskure auktioner og situationer. I udstillingen optræder effekterne alle som værker og med værktitler.

De tidlige værker er meget tæt forbundne med Danh Vos egen historie og familiearkiv af fotos, dødsannoncer, personlige ejendele og ting, som havde stor betydning i hans families møde med og forestillinger om Europa. Hertil hører hovedværket Oma Totem (2009), der illustrerer flygtningens møde med systemet i form af mormorens startpakke (vaskemaskine, køleskab, fjernsyn + krucifiks), helt tidlige portrætfotos (bl.a. med en fireårig Danh Vo i en kjole fra Frelsens Hær) og en række ægteskabs- og skilsmisseattester (Vo Rosasco Rasmussen, 2003).

De senere værker fordeler sig i to tråde, hvoraf den ene bevæger sig ind i kulturhistoriske materialer, dokumenter og objekter; en hel del med relation til den vietnamesiske koloni- og krigshistorie med våben, krigsfotografier, lemfældige brevvekslinger mellem Henry Kissinger og teaterkritikeren Leonard Lyons (Untitled, 2008) og den mægtige lysekrone (08:30, 28.05, 2009) der hang over bordet, hvor fredsaftalen for Vietnam-krigen i 1973 officielt blev underskrevet.

Excorcisme

Den anden tråd cirkulerer om antikke, europæiske og også religiøse skulpturer, som Vo bearbejder som en ret hårdhændet excorcist. Det er her han viser sit egentlige anarkiviske drive. Skulpturerne hugges nogen gange op i små bidder, der dernæst pakkes i fragtkasser til dagligvarer. En enkelt skulptur af Skt. Josef er blevet hugget op, så den nu passer ned i standard håndbaggage (Untitled (Josef), 2008), og en hel del sammensættes med andre skulpturelle fragmenter.

Titlerne YOUR MOTHER SUCKS COCKS IN HELL eller SHOVE IT UP YOUR ASS, YOU FAGGOT! antyder da også en vis energi og farlig leg med kulturens (også populærkulturens) etablerede ikoner. Arkivets nye orden er i Danh Vos hænder imploderet, personliggjort og følelsesladet, og det er forbindelsen til en fortælling om outsideren (i Vos tilfælde: dansk-vietnameser, flygtning, katolsk, homoseksuel) i den store kulturelle fortælling, der kvalificerer materialet.

Målet er frihed. Frihed til at definere sig selv.

De føleleser, der overrumpler én i mødet med Vos værker, er ofte forbundet med en identifikation eller egentlig empati med kunstnerens personlige fortælling. Men via ikonernes og idealernes sønderlemmelse sætter han potentielt ikke bare sig selv, men også os andre fri til at se, tænke og føle på ny.

Displayets politik

En væsentlig del af Danh Vos kunstneriske arbejde handler om den måde, hvorpå vi er vant til at få præsenteret ting i det museale rum, og Take My Breath Away kommenterer direkte denne institutionelle disciplin ved at synliggøre displayets bagvedliggende konstruktion.

De blotlagte trækonstruktioner bag udstillingens hvide skillevægge er det første vi møder i udstillingsrummet, skulpturernes sammenføjninger er alle vegne holdt synlige og i udstillingens anden del træder vi ind i et decideret arkivlandskab, hvor vi selv må gå på opdagelse i hylderne.

Det er altså os som publikum, der må finde en ny orden og betydning i disse blotlagte forbindelser, som vi får fremlagt af kunstneren.

Det store hovedværk We The People (2011-2016), som er en sønderdelt og globalt distribueret 1:1 version af Frihedsgudinden lavet i tynde kobberplader, forbinder både Danh Vos personlige fortælling som flygtning, de kulturhistoriske idelaer og ikoner, den anarkistiske opløsning af magtsymbolerne og en ide om at synliggøre magtens skrøbelighed via kunstværket.

Som en del af Take My Breath Away vises to af de alt over 300 dele af skulpturen og en del af værktøjet fra produktionen, som foregik i Kina. Dette værk, kunne man dog godt have ønsket sig en meget mere central og forbindende rolle i udstillingen.

Diplomatisk design

Titlen Take My Breath Away fremstår stadig uklar for undertegnede (et mindre og aldeles fragmenteret værk i udstillingen bærer dog titlen). Men når man oplever den aktuelle udstilling, og hvad den inkluderer af kunstnerisk investering i museet, så kan man godt forstå, at Danh Vo har mistet pusten. Han har været i SMKs møbellager og designet museets nye Kafeteria. Han har været i Den Kongelige Afstøbningssamling og redesignet skulpturgaden med små kuraterede skulpturgrupper, rispapirslamper og liggemøbler, og sidst har han været i KVADRATs tekstilarkiv for at redesigne auditoriets siddehynder. Investeringer, der får en mere permanent rolle på museet. Skide cool. Og fedt for SMK.

Men min helhedsoplevelse af Danh Vos største udstilling på dansk jord nogensinde bliver decideret uskarp. Både fordi vi hele tiden er i tvivl om hvor vi er i perspektiveringen og prioriteringen af de mange informationer og objekter, og fordi vi som publikum præsenteres for ret store designprojekter, der slet ikke rummer samme kunstneriske intention, grundforskning eller fortolknings-potentiale, som resten af den ellers glimrende udstilling. Hvis vi som publikum, skal have noget andet end overfladisk nydelse ud af sådanne indretningsgreb, så burde de tre projekter have udspillet sig som sideløbende eksempler på anvendt forskning (som Bjørn Nørgaard, ville have kaldt det) under udstillingsperioden. Som et forløb, hvor man som publikum tæt kunne følge og evt. tage del i Danh Vos måde at bearbejde og tænke materialer, resurser og museet på, på nært hold. Det kunne sådan set have været spændende og genereret mange gode samtaler og processer, som ikke bare blev til adspredelse for kunstneren, museets personale og gavnlig branding for SMK.

Det er næsten som om, at SMK ikke virker helt klar over, hvornår kunstneren kritisk undersøger vores indre og ydre begrebsverden, og hvornår han omsætter sin ydelse som produkt, og at Danh Vos praksis og særligt Take My Breath Away grundlæggende ikke handler om det sidste.