Messeweekend i København: CHART og Code

Messeweekend i København: CHART og Code

Fra CHART, 2017. Foto: David Hugo Cabo


Nu nærmer den store messeweekend i København sig. Fra 30. august – 2. september er det muligt at møde samtidskunst fra hele verden på de to kunstmesser CHART og Code. Her er et lille udpluk fra messernes omfangsrige programmer.

CHART ART FAIR

CHART bygger på den nordiske tradition for samarbejde. Med et fokus på solopræsentationer og kuraterede formater vil 32 gallerier i år byde på en lang række nyproducerede værker til messen, der finder sted på Kunsthal Charlottenborg. Se liste over deltagende gallerier her

Ud over galleriernes stande er der masser af arrangementer. Her er tre skarpe, som du skal opleve:

Talk: Art: home of the alternative fact
Mød kuratorerne Nav Haq (M HKA, Museum of Contemporary Art, Antwerpen) og Laura McLean-Ferris (Swiss Institute, New York) og Co-Director João Mourão (Kunsthalle Lissabon), der vil diskutere kunstens rolle i det postfaktuelle samfund, hvor fakta og sandheder er stadigt mere flydende størrelser.
Lør kl 14:30 i Kuppelsalen, Kunsthal Charlottenborg

Talk: Is culture something you own or something you share?
I denne talk belyser antropologen Jonas Tinius og kunstneren Carla Zaccagnini spørgsmålet om, hvorvidt kultur er forbeholdt en begrænset kreds – og hvem som bør agere kulturens gatekeepers.
Søn kl 14:30 i Kuppelsalen, Kunsthal Charlottenborg

Performance: Uriel in situ af Julie Lænkholm
Den danske kunstner Julie Lænkholm adresserer i sin stedsspecifikke installation, Uriel in situ, århundreders patriarkat i kunsten. Værket er en hyldest til den eneste kvindelige ærkeengel, Uriel, og ledsages af et rituelt sangstykke.
Fre kl 18-18:30 i korridoren mellem Kgs. Nytorv og Kunsthal Charlottenborgs gårdhave
Lør kl 17-17:30 samme sted

Kunstmesser
Fra Code, 2017. Foto: I DO ART Agency

Code Art Fair

Code kalder sig selv for “Københavns internationale kunstmesse”. Her inviteres publikum til at opleve samtidskunst fra hele verden på nye måder ved at samle vækstlags- og etablerede gallerier under samme tag i Bella Center.

I Bella Center er der udover en række danske gallerier mulighed for at stifte bekendtskab med repræsentanter fra det store udland. Fra den internationale scene kan man blandt andet opleve samtidskunst fra gallerierne Nagel Draxler (Berlin og Køln), CCA Gallery (Andratx, Mallorca), Galleri Riis (Oslo) og Geukens & De Vil (Antwerpen). Derudover er også New York repræsenteret med bl.a. Equator Production og fra Seoul kan man opleve kunst fra Kukje Gallery.

Se den samlede galleriliste her

Code byder desuden på en hel del performances, talks og filmvisninger, og i år har kunstmessen udarbejdet et særligt performanceprogram under titlen Performing Identities. Se programmet her

Kilde: CHART og Code


Del artiklen

'Messeweekend i København: CHART og Code'

Facebook