Krads Bjørn Nørgaard på kunstens 1. maj-møde

Krads Bjørn Nørgaard på kunstens 1. maj-møde

Bjørn Nørgaard, Foto: Bente Jensen

Kunstneren gav sit syn på den selvfede danske velfærds- og kulturopfattelse, da han krydsede klinger med Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen på Herning Kunstmuseum

Rød tråd
Det kunne ligne en pudsig og symbolsk-ironisk tanke, at Bjørn Nørgaards kunsthistoriske tableau Marats død (1976/82) er udstillet på kunstmuseet netop til dette 1. maj-møde med politikeren Mogens Jensen. Installationen viser den fransk revolutionspolitiker Marat, der ligger myrdet i sit badekar.

Bjørn Nørgaard og gæster ved installationen Marats død(1972/82), Foto: Bente Jensen
Bjørn Nørgaard og gæster ved installationen Marats død(1972/82), Foto: Bente Jensen

Han blev myrdet af Charlotte Corday, der var utilfreds med politikerens uindfriede løfter om reformer.

Begivenheden og iscenesættelsen – mest kendt fra et klassicistisk maleri af David, – genbrugte Bjørn Nørgaard i sin installation, men han førte begivenheden historisk ajour med samtidige referencer til øvrige aktivt handlende kvinder og forbilleder.

Før debatmødet kommenterede kunstneren i øvrigt værkets opstilling: den røde snor der i værket binder grit-konstruktionen i forgrunden (nutiden) sammen med spejlet i baggrunden (historien) var meget slap. Snoren der normalt skal binde fortiden og nutiden sammen trængte til en opstramning!

Kultur er velfærd
Bjørn Nørgaard slog i sin indledning fast, hvor han mente kultur- og værdikampen skal stå. Han sagde blandt andet:

"Det samfund og den kultur vi har udviklet frem til i dag er principielt ‘det hele’, – det vil sige kultur er politi, militær, sundhedsvæsen og meget andet. Velfærd er kultur, men kultur er OGSÅ velfærd. Det er ikke ligegyldigt, hvordan de to ord placeres i forhold til hinanden. Kultur og kunst er værdier som har betydning for hele vores velfærd."

"Vi har fået skabt en kultur, som vi er NØDT til at begynde at diskutere. Vi er mere interesserede i pensionsordninger, bankpakker og så videre end i hvilke værdier vi vil forsvare. Vi har aldrig været rigere, og alligevel bliver vi stadig dummere!"

Bjørn Nørgaard: Marats død(1972/82) Foto: Bente Jensen
Bjørn Nørgaard: Marats død(1972/82) Foto: Bente Jensen
Bjørn Nørgaard taler med pressen. Mogens Jensen til venstre. Foto: Bente Jensen
Bjørn Nørgaard taler med pressen. Mogens Jensen til venstre. Foto: Bente Jensen

Bureaukratisering af kunsten
"Kunsten har under den nuværende regering fået beskåret dens arm og ben. Det begyndte allerede under Nyrup-regeringen, f.eks. betød privatiseringen af institutioner og virksomheder at det statslig bestemte rammebeløb på 1,5 pct. til kunstnerisk udsmykning forsvandt."

"Med afskaffelsen af de såkaldte ‘smagsdommere’ – som jo var kyndige og vidende fagfolk – har man været nødsaget at indføre et bureaukratisk kontrolsystem for at sikre at bevillinger anvendes forsvarligt! Alting er endt i et bureaukratisk kontrolsystem. Vi må gøre op med det ‘veje-og-måle princip’ som regeringen har indført. Og vi skal af med det bureaukrati, hvor kunst kun administreres og kontrolleres."

"Vi bør genindføre kulturminister Julius Bomholts ‘armslængde-princip’ igen. Selvfølgelig skal politikerne kunne legitimere deres bevillinger til kunst. Man skal være kritisk over for kunstnerstanden, men vi kunstnere har også selv et ansvar for at legitimere den kunst, vi laver."

Tidligere kunstpositioner må redefineres
"Historisk set blev mit fag, kunsten, ‘sat fri’ af den sociale virkelighed i 1700-tallet. Den skulle ikke længere arbejde for kongemagten og kirken. Med klassicismen opstod ideen om, at sansningen og dermed de æstetiske fag er en kilde til erkendelse og viden. Og med romantikken opstod og frisattes fantasien."

"Med det ny begreb ‘fantasi’ kastedes der et lys ind i mørket. Og med det moderne gennembrud og modernismen opstod ideen om kunsten som avantgarde. I 1960erne døde denne ide endeligt. Vi er nødt til at stille nye spørgsmål til kunsten rolle og betydning i en globaliseret, regional og lokal virkelighed."

Bjørn Nørgaard ved Marats død(1972/82) Foto: Bente Jensen
Bjørn Nørgaard ved Marats død(1972/82) Foto: Bente Jensen

Utopierne er kollapset
"Den liberale utopi har ramt muren. Sammenbruddet af den liberalistiske-kapitalistiske utopi er blevet meget synlig med finanskrisen. Virkeligheden og sammenbruddet af samfundsmodeller har indhentet os. På samme måde blev kollapset af den socialistiske-kommunistiske utopi synlig med Berlin-murens fald i 1989. Og vi har tidligere set sammenbrud i totalitære-fascistiske utopier."

"Her kommer kunsten os til gode. Kunsten er en metode til at FORSTÅ den virkelighed der har indhentet os. Den viser de brud og forandringer der sker i samfundet og samfundsopfattelsen."

"Vi bør prioritere bevillinger til kunst, kultur og forskning højere. Kultur er den måde vi opfatter verden på og dermed også den måde vi udvikler verden på."

Europa sover
"Det er stærkt bekymrende, at Europa sover. Vi udviklet en selvfed kultur hvor vi mest af alt bekymrer os om forbrug og pensioner. Europa må forstå at kolonitiden er forbi! Europa er ikke længere verdens centrum. Globaliseringen betyder at andre centre er i fokus. Vi må kigge og lære af den dynamik der præger udviklingen i Asien og Afrika. Vi skal selv definere vores velfærdsværdier og ikke mindst selv arbejde for dem. Se på USA; her har man forstået budskabet: de bygger op!"

Debattører: Bjørn Nørgaard (tv) og Mogens Jensen (th). I midten: debattens ordstyrer Mikael Helmuth, kunstnerisk leder af Team Teatret, Herning. Foto: Bente Jensen
Debattører: Bjørn Nørgaard (tv) og Mogens Jensen (th). I midten: debattens ordstyrer Mikael Helmuth, kunstnerisk leder af Team Teatret, Herning. Foto: Bente Jensen

En professionel kunst
Mens Bjørn Nørgaard argumenterede for krav om genindførelse af armslængde-princip omkring kunstbevillinger og krav om en afbureaukratisering af kunsten søgte politikeren Mogens Jensen, at samle flest mulige aktører under kunstens fane og ideen om demokratisk adgang til kunstens institutioner og kunstnerisk skabende virksomhed.

Hans stillede blandt andet forslag om kunstens implementering i sundhedsvæsenet og henviste til projekter i Sverige samt et igangværende musikprojekt på Rigshospitalet i København. Projektet på Rigshospitalet viste, iflg. Mogens Jensen, at langtidssyge børn, der modtog musikundervisning under indlæggelsen, efterfølgende kunne gives mindre doser smertestillende medicin.

"Mogens Jensens ide om at kunst skal integreres i sundhedsvæsenet er sikkert udmærket. Men tanken, at vi-er-alle-kunstnere er beskæmmende og en forfladigelse af kunstnerens skabende evner. Man kan ikke sammenligne amatørkunst med professionel kunst. Hvis jeg skal høre en sang vil jeg sgu ikke høre den sunget falsk af en amatør, – jeg vil høre den sunget af en professionel. Jeg vil have professionel kunst, – kunst udført af fagfolk!", replicerede Bjørn Nørgaard.

Bjørn Nørgaard modtager Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Del artiklen

'Krads Bjørn Nørgaard på kunstens 1. maj-møde'

Facebook