Det skal du se! uge 35

Det skal du se! uge 35

Danh Vo: 08:03:51, 28.05. & Oma Totem, 2009 (beskåret). Foto: Abigail Enzaldo og Emilio Bernabé García

Statens Museum for Kunst
30 aug – 2 dec  Danh Vo: Take My Breath Away
Til udstillingen Take My Breath Away på Statens Museum for Kunst har den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo produceret en række helt nye værker. Vo arbejder i sin kunst med allerede eksisterende materialer, som han dekonstruerer og sammensætter til nye værker med nye betydninger. Han bruger ofte sin personlige historie som udgangspunkt for at diskutere store temaer som fx migration, globalisering og begær.
Fernisering onsdag 29 aug kl 17-19

Ringsted Galleriet
31 aug – 23 sep  Symptomer: Bank og Rau
I Symptomer vrider kunstnerduoen Bank og Rau armen rundt på udstillingens socialrealistiske udgangspunkt, og vi møder karakterer som blandt andet specialisten Henrik og ulvetæven Hylet fra Kroatien. I deres billedkunstneriske praksis arbejder Bank og Rau ofte med den kunstneriske konstruktion, fx ved at udfordre skellet mellem kunst og virkelighed.
Fernisering fredag 31 aug kl 17-23

Nikolaj Kunsthal
29 aug – 6 jan  HuskMitNavn: TEGN
Igennem et hul i væggen bevæger man sig ind i kunstneren HuskMitNavns farverige fortolkning af verden i familieudstillingen TEGN. Den sanselige og interagerende udstilling er den hidtil største samlede præsentation af kunstnerens værker, og der bliver på legende vis stillet spørgsmålstegn ved vores vaner, grænser og samfundsregler.
Fernisering onsdag 29 aug kl 16-21

Værk af Christian Schmidt-Rasmussen fra udstillingen BLOW på Kunstbygningen i Vrå. Pressefoto

Kunstbygningen i Vrå
2 sep – 11 nov  BLOW
Det bliver bogstavelig talt stort, når otte samtidskunstnere fra forskellige generationer samles i udstillingen BLOW. Kunstnerne er inviteret til at udstille ét værk i kæmpe format i tæt dialog med kunstbygningens arkitektoniske rammer. Alle de inviterede kunstnere arbejder til tider i store formater og får nu for alvor mulighed for at eksperimentere i stor skala.
Fernisering lørdag 1 sep

KunstCentret Silkeborg Bad
1 sep – 9 dec  Beyond the Body
Den hollandske kurator Anne Berk har inviteret 17 kunstnere til at vise værker, som reflekterer over kroppens foranderlighed, døden og mindet efter døden i udstillingen Beyond the Body. Oplev fx Célio Bragas fotografier af huden eller Alet Pilons filmdokumenterede performance, der udforsker grænsen mellem liv og død.
Fernisering lørdag 1 sep kl 11

Brandts
31 aug – 20 jan  Deniz Eroğlu: Witness
Den unge, danske kunstner Deniz Eroğlu har skabt en række værker særligt til Brandts. Værkerne, der inkluderer både film og skulpturer, tager udgangspunkt i hans egen families historie. De virkelige hændelser kombineres med kriminalgenrens dramatiske iscenesættelser og sætter dermed fokus på grænsen mellem fiktion og virkelighed.
Fernisering torsdag 30 aug kl 17

Del artiklen

'Det skal du se! uge 35'

Facebook