Vinyl-Terror & -Horror: SuperHits
30 sep 201811 nov 2018

Pressefoto

 

Anbefalet under Det skal du se! uge 39
På et loppemarked i Berlin ligger en gammel vinylplade, som ud fra coverets grafik at vurdere er produceret i 80’erne. SuperHits står der med gule bogstaver, som kommer flyvende i hovedet på dig. Den plade er én blandt mange, som kunstnerduoen Vinyl-Terror & -Horror har bearbejdet gennem tiden. Titlen på Vinyl-Terror & -Horrors nye udstilling er ganske vist taget fra det omtalte pladecover, men bag det flashy ydre gemmer en udstilling sig, som handler om alt andet end overfladiske popsange.

Duoen er blandt andet kendt for at arbejde med den lyd, som kommer ud af at afspille smadrede vinylplader. Når vi lytter til musik, så tænker vi typisk ikke på teknikken bag. Men det er blandt andet den, som Vinyl-Terror & -Horror er interesseret i. Ved at smadre og terrorisere den musik, de arbejder med, modificerer, forfiner og udvikler de vores oplevelse af den. De skaber forstyrrelser, som gør os opmærksomme på kilden til vores oplevelser. Den analoge teknologi, hvor lyden opstår som et direkte resultat af diamantnålen, der fysisk berører den spindende vinyl, er samtidig beskrivende for duoens praksis mere generelt. Deres udstillinger involverer nemlig ofte installationer, hvor fysiske fænomener direkte skaber den lyd, man oplever.

Vinyl-Terror & -Horror har sat sig for at gøre det omvendte af, hvad de plejer. I stedet for at smadre vinyler, vil de genindspille de vinyler, de allerede har smadret. ”Vi har i 15 år bearbejdet og ‘smadret’ vinylmediet på alle tænkelige måder: Pladespillere er blevet modificeret og plader er blevet savet op og limet sammen til uigenkendelighed. Nu er tiden inde til at ‘reparere’ og genskabe,” fortæller kunstnerne om udstillingen.

De har blandt andet skudt på en vinylplade med en Beethoven symfoni. Den lyd, som kommer ud af at afspille den sønderskudte plade, har de fået skrevet om til noder. Derefter har de hyret professionelle musikere til at genindspille de tilfældige fragmenter af musikken. På den måde skaber de ny velproduceret musik, men hvor indholdet er noget anderledes end radioens typiske ørehængere.

Udstillingen vil indtage kunsthallens labyrintiske arkitektur med en rummelig komposition af lys-, lyd- og videokunst. Her kan man gå på opdagelse i bunkernes særlige akustik. Udstillingen afspiller ikke én bestemt komposition, men mange sammensatte fragmenter og samples. Med stedspecifikke installationer og højtalere i alle kunsthallens små rum vil udstillingen lyde forskelligt alt efter, hvordan man bevæger sig i rundt i bunkerne.

Kilde: Regelbau 411

Regelbau 411

Hovedvejen 1
Oddesund Nord
7790 Thyholm

Alle dage 10-16
April: Alle dage 10-17

Gratis entré

Kontakt

+45 29 27 64 97

Vinyl-Terror & -Horror: SuperHits
30 sep 201811 nov 2018

Del

'Vinyl-Terror & -Horror: SuperHits'

Facebook