Ultima Thule er i den klassiske litteratur begrebet for ”den nordligste grænse ved verdens ende.” Et sted beboet af pygmæer og enhjørninge. Det var sådan, man kunne genkende stedet, når man ankom. Et fjernt og mytologisk sted, der lå på højde med det sydlige Norge.

Men i takt med at skibene blev stadig større i Europa, og de opdagelsesrejsende bevægede sig op ad Davisstrædet, afmystificeredes landområderne gradvist, og Ultima Thule blev skubbet længere og længere mod nord. Det var først, da den engelske kaptajn William Baffin som den første i 1616 passerede de 75 grader nord, og ankom til det sidste område, der kunne være Ultima Thule, at forestillingen om dette særlige mytologiske sted var afblæst.

Det er også denne særlige blanding af mytologi og geografi, der karakteriserer fotografen Henrik Saxgrens klassiske og meget smukke fotografiske projekt, Ultima Thule, der skildrer den barske og fascinerende fangerkultur i Nordvestgrønland, og som nu udstilles på Randers Kunstmuseum. Hans tilgang er den antropologiske dokumentarisme, og man fornemmer et godt kendskab til fangernes liv, når man går rundt mellem billederne. Syv gange besøgte Saxgren det område af Nordvestgrønland, som polarforskeren Knud Rasmussen navngav Thule, i perioden fra april 2014 til september 2016.

Naturen bestemmer

En del af billederne har Saxgren taget i den lille bygd Savissivik, hvor han viser os livet på isen, når fangerne jagter hvalros, isbjørn, narhval og remmesæl og i de små træhuse, i køkkenet, hvor sælerne ligger på gulvet, og den friske fisk prøvesmages. Og stærke klassiske portrætter af vejrbidte ansigter, der mimer den voldsomme geografi, de er en del af. Det er vellykkede billeder, der giver et indblik i en barsk fangerkultur, hvor naturen bestemmer, og den stærke nylonsnor let tager et par fingre eller kulden et ben.

Nødvendige sagn og myter

Saxgrens ærinde er den globale opvarmning, der står centralt i projektet. Samt de konsekvenser den indtil nu har haft for området. For det er et uomgængeligt faktum, at havisen smelter. Hvor der for 25 år siden var 100 kilometer til iskanten, er der i dag kun 25. Og Saxgren er taget til Thule for at skildre det, som han beskriver som en kultur, der med stor sandsynlighed ikke er her længere, når den næste generation kommer til.

Men billederne fanger også den særlige mytologi, der altid har knyttet sig til området, og som stadig er en central del af fangernes daglige liv. Når man fotograferer i landskaber med store afstande, som islandskabet Saxgren arbejder i, kollapser perspektivet, forgrund og baggrund smelter sammen, og billedets flade struktur demonterer realismen i fotografiet. Det bliver særligt tydeligt i de store print, hvor det er isen, det handler om, i hvidt, gråt, gult turkis og sorte farver, og hvor den særlige æstetik fanger den magi og spiritualitet, der gemmer sig i så enorm en natur, hvor mennesket er lillebitte, og hvor sagn og myter er nødvendige.

Det store epos

Der er ingen tvivl om, at Henrik Saxgrens egen investering i projektet er stor. Sidste år udkom Ultima Thule som en stort anlagt klassisk fotografibog med blandt andet et lille hæfte med dagbogsoptegnelser, hvor han fortæller om de udfordrende og udmattende slæderejser med fangerne. Om den tynde is de jager på. De strabadserende 15 timers ture gennem den mørke nat i 35 graders kulde, hvor Saxgren de sidste timer hallucinerer af udmattelse. Om den nat han og fangeren Ilennguaq var tæt på at dø af kulilteforgiftning i en lille hytte, fordi de havde stoppet en pude i skorstenen, for at holde på varmen.

Helte?

Ultima Thule er en fortælling om heltemod, som de store formater på udstillingen også understreger. Og bagsideteksten på kataloget: ”Det er denne dans på kanten af udslettelse, der er så dragende. Hvor undergangen er nærværende, skabes heltene.”

Saxgren er en virkelig formidabel fotograf, og han fanger den særlige ro, som mennesket kan opleve, ikke på trods af at overleve i barske omgivelser, men netop når det overgiver sig til naturens luner og kræfter. Men her opstår også et paradoks. For det som de store print skildrer heltemodigt, er, som Saxgren selv gør opmærksom på, ikke for fangerne selv heltemodigt:

”De ved på forhånd, at naturen er meget stærkere end dem. De viger, og først når naturen er omgængelig igen, bevæger de sig stille og roligt ud. Det er den måde, fangerne forstår at vige på, der fascinerer mig allermest. Jeg har aldrig set en fanger forsøge at spille helt.”

Den hvide mands billede af Grønland

Saxgrens blik på den grønlandske natur viger aldrig. Hans panoramaer viser det hele og understøtter de kendte mytiske forestillinger om den indre og ydre grønlandske natur. Hans billeder viser os igen et billede af Grønland, som vi kender fra Knud Rasmussen og skolebøgerne. Saxgrens projekt er endnu en version af fortællingen om den hvide mand, der drager ud for at prøve kræfter med sine egne grænser og besejre det fremmede, blot i endnu større mytologisk bredformat. Og han lægger heller ikke skjul på, at det er den anden store drivkraft i projektet. At han er tiltrukket af myterne. Opsat på at teste sit eget vovemod. Overkomme sin egen frygt.

Det er der jo som sådan heller ikke noget galt med. Den romantiske forestilling om den objektive antropologiske beskrivelse og dokumentation, døde med rette for en del årtier siden og blev erstattet med argumentet om, at den, der beskriver, også altid indskriver sig selv. Men det er desværre, som om Saxgren indimellem kommer til at gå i vejen for sit eget projekt, og i stedet for at interessere sig for virkelige mennesker indskriver de grønlandske fangere i et maskulint vestligt helteepos, der ikke er deres, men Saxgrens og vores egen velkendte fortælling om stedet.

De andre fortællinger er ikke helt fraværende. Spor af et moderne liv, sniger sig ind i periferien af billederne som en parabol i udkanten af en bygd, termostøvler på unge fangere, nylonsnor og rifler. Og jeg sidder tilbage med et ønske om, at han havde undersøgt denne moderne kultur, der i dag er en naturlig del af den grønlandske. Hvad betyder den for fangerlivet? Og dets fremtid. Udgør den en trussel eller et håb? Men når det kommer til stykket, virker det, som om det er vigtigere for Saxgren at afprøve sine egne grænser end at sige noget tidssvarende om Grønland.