Det skal du se! uge 34

Det skal du se! uge 34

Marianne Jørgensen: Angående gentagende forplantninger af bølger i luft, detalje. Pressefoto

Charlotte Fogh Gallery
24 aug – 22 sep  Marianne Jørgensen: Angående gentagende forplantninger af bølger i luft
Marianne Jørgensens kunstneriske arbejde er beslægtet med stedsspecifik kunst, og hendes tilgang er konceptuel. Hun arbejder ofte udenfor kunstinstitutionens rammer, og Angående gentagende forplantninger af bølger i luft er hendes første egentlige galleriudstilling. Udstillingen består af skulpturer og store ruminstallationer lavet særligt til galleriets rum – udendørs såvel som indendørs.
Fernisering fredag 24 aug kl 16-19

Galerie MøllerWitt
17 aug – 22 sep  Ebbe Stub Wittrup: TRANSMISSIONS
Med udstillingen TRANSMISSIONS udforsker Ebbe Stub Wittrup vores forhold til virkeligheden i krydsfeltet mellem myter, historiske spor og sansningens illusoriske karakter. Via fotografier optegnes en række ‘transmissioner’ og forbindelseslinjer på tværs af tid og sted. Objekter, materialer og betydninger overføres og forskydes som udtryk for menneskets fortsatte søgen efter form og mening i mødet med det ukendte.
Fernisering fredag 24 aug kl 16-19

ORGANON
24 aug – 6 sep  Fundament
Fundament er en samtidskunstudstilling med otte deltagende kunstnere, der undersøger grundlæggende organiske materialer som planter, jord, grus og lys. De deltagende kunstnere er Clara Bro Uerkvitz, Sofia Olsson, Tine Maria Damgaard, Laurits Nymand Svendsen, Regitze Engelsborg Karlsen, Svend Bager, Levin Gjernals og Lea Momberg.
Fernisering fredag 24 aug kl 18-21

Adam Christensen: Shitty Heartbreaker, OVERGADEN. Institut for Samtidskunst. Pressefoto

OVERGADEN. Institut for Samtidskunst
25 aug – 21 okt  Adam Christensen: Shitty Heartbreaker
Shitty Heartbreaker er dansk-britiske Adam Christensens første solopræsentation på en dansk kunstinstitution og er en samling af performances, oplæsninger, installationer og video. Kunstneren bruger udstillingstedets rum til at undersøge, hvad der sker, når stemninger og fortællinger fra det personlige erfaringsrum føres med over i kunstens rum. Værkerne udfolder en beretning om hjertesorg, begær, erindring og identitet.
Fernisering fredag 24 aug kl 17-20

meter
25 aug – 8 dec  work work work
I denne udstilling præsenteres en gruppe kunstnere, der udforsker andre måder at organisere sig, arbejde og skabe kunst på ved at tage udgangspunkt i kollektive arbejdsmetoder. I denne gruppe af kunstnere er samarbejdet en bevidst del af skabelsesprocessen – et tilføjet materiale, der bliver et usynligt men dog vigtigt element i det færdige kunstværk. Udstillingen vil udvikle sig og vokse gennem hele udstillingsperioden.
Fernisering fredag 24 aug kl 17-20

Boulevard156
23 aug – 30 sep  Hommage á Per Kirkeby
På Boulevard156 udstilles en række danske kunstneres værker til ære for nyligt afdøde Per Kirkeby. Nogle er lavet med direkte henblik på udstillingen, mens andre værker er ældre og lavet under stor indflydelse af Kirkeby. De udstillende kunstnere er Jesper Christiansen, Kristian Devantier, Eske Kath, Anders Moseholm, Anna Sørensen, Lars Tygesen og Kathrine Ærtebjerg.
Fernisering torsdag 23 aug kl 17-20

Del artiklen

'Det skal du se! uge 34'

Facebook