En større samfundsrelevans for kunsten

Rødding højskole, der danner rammen om Røddingmødet er landets første folkehøjskole og et sted, der egner sig godt til samtale. Spørgsmålet som kulturminister Mette Bock stillede var; Skal kunstnerne blande sig (mere) i samfundsdebatten? En præmis blev sat op, som der dog ikke blev reflekteret dybere over, nemlig at det var en diskussion om indhold snarere end økonomi.

Billedkunsten var bredt repræsenteret på mødet, selvom repræsentation kan diskuteres, som også debatten op til mødet viser.

Politik handler om økonomiske prioriteringer, så økonomi og indhold er sammenflettede fænomener, men hvis vi altid går ad det økonomiske spor, misser vi nogle af de væsentligste debatter om indhold og prioriteringer.

Vi kommer dog ikke uden om, at de 2% besparelser skal stoppes, hvis de ikke skal gøre uoprettelig skade på kunstens institutioner. Den samtale skal vi også have
med ministeren.

Der var især to diskussioner, hvor jeg synes, der blev tænkt nye tanker, med potentielt store implikationer for kunsten som helhed. De handler begge om kunsten samfundsrelevans.

Armslængde ikke berøringsangst

Jeg glæder mig, når kunstnere deltager i debatten enten med værker, læserbreve, interviews eller samtaler. Det perspektiv som kunstnere kommer med, er ofte meget mere interessant og livgivende end fakta og evidensbaserede udsagn og kan få finansministeriets regnemodeller til at fremstå som netop det de er; en virkelighedsforståelse blandt mange andre.

Kunstneren Francis Alÿs taler om kunstnerens poetiske licens, der modsat journalisten, lægen og politikeren giver os mulighed for at tale uden anden evidens end det levede liv eller æstetikken eller poesiens logik.

Den enkelte kunstner må selv gøre op om han eller hun vil deltage yderligere end ved at stille sine værker og dermed anskuelser frem. Som det blev sagt af en deltager på mødet; at lave 20 minutters interview på radioen kan tage en hel dags forberedelse, og man risikerer at få ørerne i maskinen. Men på den positive side kan man være med til at sætte dagsordenen, få skærpet sine argumenter, få sin kunst længere ud, blive kendt i offentligheden og få invitationer til at deltage i mange forskellige sammenhænge.

Et væsentligt spørgsmål når så debatten kører, er om armslængdeprincippet kan stå i vejen for en god diskussion. Det var økonomen John Maynard Keynes, der opfandt princippet som formand for British Arts Council for at imødegå at politikere styrede kunsten. Hans udgangspunkt var at materiel vækst alene ikke kan skabe et rigt samfund. At politikerne bevilger pengene og skaber rammer, men ikke bestemmer indholdet er et fundamentalt princip. Men hvis politikere holder sig for respektfuldt tilbage og vi kunstnere ikke skal nyde noget, ja så risikerer vi at kulturområdet mister vitalitet, politisk påvirkningskraft og væsentlighed i samfundet.

Så selvom mange allerede bidrager meget, vil jeg gerne opfordre begge sider til at læne sig yderligere frem i debatten.

”Politik er det muliges kunst, kunst er det umuliges politik. Vi må have nogen til at håndtere det umulige ellers bliver det efterhånden muligt”.

Kan vi supplere kvalitetsbegrebet med relevans?

En anden diskussion som jeg synes er væsentlig, og ligeledes er afledt af debatter og samtaler på mødet, handler om relevans.

Kvalitetsbegrebet er gennemgående i hele kunststøttesystemet. I mange kunstneriske systemer handler det om at håndhæve kvalitetskriterier som, når vi spørger mere direkte til dem, har en tendens til at være svære at forklare eller har en bias i en bestemt retning, der for eksempel gør at gallerier i overvejende grad repræsenterer mandlige kunstnere. Der er nogle oplagte problemer ved alene at basere kunstsystemet på kvalitetskriterier.

Kunst bør efter min mening være en af de bærende søjler i samfundet på linje med videnskab, politik og økonomi. For at vedligeholde og udbygge den position er det ikke nok at lave kunst for kunstens skyld. Vi skal også lave kunst til fællesskabets gavn. Det er her kriteriet om relevans kommer ind som et supplement. Relevans forstået som at kunsten har betydning i den enkeltes liv og hverdag. Relevans forstået som at vi gør brug af kunstnernes kompetencer i alle dele af samfundslivet.

Hvis kunsten skal have en større samfundsrelevans, og det synes jeg bestemt den skal. Så må vi i nogen grad også gentænke kunstneres rolle og dermed også om vi uddanner kunstnere, med de kvalifikationer som er nødvendig for at kunne indgå i mange forskellige relationer i samfundslivet og i de mange kommuner og lokalsamfund rundt i landet.

Kunstnere har historisk, og også i dag, spillet en kæmpe rolle for lokalsamfund i hele landet. Tænk på Fynboerne, Skagensmalerne, kunstnerkolonien på Møn, på kulturdivisionen på slagteriet i Holstebro, Nørrekær Biennalen, Guldborgsund kommunes mange kunsttiltag, billedkunstskoler, talentskoler, Kunsthøjskolen i Holbæk hvor jeg selv bor og arbejder, Gunnar Andersen og Munkeruphus, Kirsten Kjær museum og de mange kunstnerdrevne steder og sammenslutninger i hele landet. Det er steder, der er med til at forme et områdes identitet og som giver muligheder og oplevelser. Det er umuligt at overvurdere deres betydning.

Relevansen er der, det er åbenlyst allerede, men hvordan styrker vi den, så vi både bringer kunst tæt på menneskers hverdag og styrker kunstneres indtjening og beskæftigelse? Jeg vil pege på to områder som Røddingmødet i hvert fald for mig var med til at kvalificere:

Det ene har jeg allerede anslået; Det er ikke nok at akademierne alene er baseret på den enkeltes kunstneriske produktion og undervisning i generelle kompetencer som kunsthistorie og teori. Kunstnere skal også have understøttende kompetencer, der gør at vi kan indgå i en række sammenhænge, så vi kan sætte vores faglighed i spil.

Det kan bl.a. handle om metodekendskab, evner til at indgå i faglige teams, at forstå hvordan planlægningsprocesser foregår, eller viden om proces og organisering. Kunstneren skal kunne spille med i et stadigt mere komplekst samfund. Snart bliver vi præsenteret for en sammenhængsreform, som sandsynligvis ikke har mange ord med om kunst. Men i min optik hænger et samfund kun rigtigt sammen hvis vi tænker kunsten med i alle dele af samfundet.

Den anden vej til at øge kunstens samfundsrelevans handler om at sikre, at kommuner og regioner har den viden, der skal til for at kunne bruge kunsten bedst muligt lokalt. Der er, af nogle af de grunde jeg nævner ovenfor, en enorm velvilje og lyst til kunst i kommunerne. Men indsatsen kunne blive meget bedre, hvis vi systematisk satsede på at kvalitetssikre processerne, klædte lokalpolitikere på med kulturpolitiske argumenter, arbejder for at der kommer 1% ordninger, kunstplaner og billedkunstråd i flere kommuner. Det arbejde er BKF netop nu i fuld gang med. Det er en stor opgave, men også en opgave, der vil kunne få afgørende og positiv betydning for kunstnerne, og sikre kunsten endnu større relevans i samfundet og hverdagslivet fremover.